15.000 ord og en forstuvning

Det gik over stok og sten, lige indtil det ikke længere gjorde. Så kort kan mit seneste skriveophold på Hald Hovedgaard beskrives. Målet var denne gang at få taget hul på en ny roman, og det lykkedes over al forventning, eftersom jeg er kommet hjem med et manus på 16.500 ord.

På forhånd havde jeg håbet at få skrevet over 15.000 ord, hvilket var niveauet for mit første ophold på Hald i 2015, hvor jeg nåede frem til slutningen af Rød høst, mens det i 2017 blev til små 10.000 ord fordelt på to noveller.

Den første dag, mandag, brugte jeg på at færdiggøre min synopsis, og de næste tre dage fik jeg fyret over 10.000 ord af. Det gik med andre ord helt forrygende, så humøret var højt, da jeg fredag formiddag tog ud for at løbe på inderøen ved Hald Sø.

Ned ad bakke

Jeg havde tidligere på ugen erfaret, at det ikke var uden forhindringer at løbe i skoven, der bød på kuperet og ujævnt terræn, smattede stier og væltede træer. Så det var måske ikke helt uventet, da det til sidst skete: Uheldet. På vej ned ad en bakke vrikkede jeg om på min venstre fod, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg ikke var i stand til at løbe videre. Til gengæld var jeg nødt til at humpe de to kilometer, der var hen til Hald Hovedgaard fra det sted, hvor jeg kom til skade.

Først da jeg kom tilbage på mit værelse, fik jeg taget min sko af og kunne med det samme se, at den var helt gal med anklen (se billedet øverst i indlægget). Jeg har før prøvet at vrikke om på foden, men aldrig oplevet at den var så hævet bagefter.

Skaden satte sit præg på de tre sidste dage, hvor jeg “kun” fik skrevet lidt over 5000 ord. Mest af alt var jeg bekymret for, om jeg overhovedet ville være i stand til at køre hjem om søndagen, men heldigvis nåede smerten at aftage så meget, at det ikke var noget problem.

The horror, the horror …

Mandag morgen var der heller ikke noget, der antydede, at det skulle blive værre. Jeg tog på arbejde og gik om eftermiddagen til lægen, som konstaterede, at der ikke var noget brud i foden, men at jeg nok bare havde en kraftig forstuvning.

Mandag aften begyndte det pludselig at gøre voldsomt ondt – i sådan en grad at det var umuligt at finde en stilling, hvor det ikke dunkede i foden. Efter en næsten søvnløs nat ringede jeg næste morgen til lægen, som straks henviste mig til sygehusets røntgenafdeling.

På det tidspunkt havde jeg ikke længere ondt i hele foden. Til gengæld var det som om, at al smerte havde valgt at samle sig i min storetå. Det lyder måske som nådig sluppet, men jeg er efterfølgende blevet meget bevidst om, hvor meget vi bruger storetåen til at støtte, når vi træder ned med foden. Jeg var ude af stand til at gå normalt, men måtte hinke rundt i min lejlighed, og jeg kunne godt glemme alt om at få strømpe og sko på min fod, fordi det gjorde afsindig ondt at røre ved storetåen.

Kun takket være en god kollega på redaktionen, der agerede chauffør, kunne jeg komme hen på sygehuset, hvor jeg fik taget røntgenbilleder af foden. Derefter blev jeg sendt videre til skadestuen, der lå i den modsatte side af bygningen. Da de godt kunne se, at det ville tage mig en evighed at hinke derhen, fik jeg heldigvis stillet en portør og en kørestol til rådighed.

Skadestuen kunne fortælle, at røntgenbillederne ikke viste nogle brud i foden (hvilket heller ikke var min fornemmelse), men de kunne ikke forklare smerten i storetåen. Det eneste, de kunne gøre, var at give mig et støttebind på foden og udstyre mig med et par krykker, så jeg slap for hinkeriet.

Masser af kimchi

Resten af tirsdagen var det rene ynk, men allerede i går, onsdag, begyndte det at gå fremad, bogstavelig talt. Omkring middagstid opdagede jeg, at jeg kunne støtte på foden, hvis jeg kun trådte på ydersiden, dvs. den side med lilletåen. Det gør en verden til forskel, når man rent faktisk er i stand til at bruge begge fødder, når man skal gå, i stedet for at være etbenet.

Mit uheld kom desværre til at skygge for et ellers vellykket og produktivt ophold på Hald Hovedgaard. Som nævnt kom jeg i gang med min roman, og det var som altid hyggeligt at møde andre forfattere og tale med dem (noget af den manglende produktivitet de sidste dage hang måske også sammen med, at aftenerne blev brugt på at snakke og hyggedrikke).

Endelig kom jeg hjem med masser af kimchi på glas, da Løvbjerg Supermarked i Viborg til min store overraskelse havde det på hylderne. Så jeg skal nok klare den …

PS Jeg kan se, at Føtex i Roskilde også er begyndt at føre kimchi, men det ligner mere en mild variant, der ikke er produceret i Korea.