Kan man være på skriveophold under EM i fodbold?

Kan man være på skriveophold under EM i fodbold?

Jeg er lige vendt hjem fra en uges skriveophold på Hald Hovedgaard, der gav mig svar på flere spørgsmål. Jeg skulle oprindelig have været der i februar, men da var stort set alt stadig lukket ned, så opholdet blev aflyst. I stedet fik jeg en ny tid i uge 24, og så kunne jeg sætte kursen mod Hald for fjerde gang siden 2015.

Udsigten fra mit værelse på Hald Hovedgaard.

Inden jeg tog af sted, havde jeg tre bekymringer: Jeg havde kun været på Hald Hovedgaard i efteråret og om vinteren, så hvordan ville det være at skrive i en sommeruge, hvor der ifølge DMI kunne blive op til 30 graders varme? Jeg ved af erfaring, at det er noget nær umuligt at få skrevet noget, når jeg sidder i min egen lejlighed og steger foran computeren. Dernæst var jeg spændt på, om jeg kunne få gang i min roman, som havde ligget stille alt for længe. Men min største bekymring var dog, hvor meget EM i fodbold ville forstyrre.

Jeg kender forfattere, som ikke går op i fodbold og knapt nok aner, at der er EM for tiden, men jeg hører ikke til blandt dem. Heldigvis opdagede jeg, at jeg var disciplineret nok til at få skrevet både før og mellem kampene og også under de kampe, hvor der ikke skete så meget (tak, Sverige). Desuden viste det sig, at der også var andre fodboldinteresserede forfattere på Hald Hovedgaard, så da Danmark mødte Belgien, fik vi lov at låne foredragssalen, så vi kunne se kampen på storskærm via en projektor, der var forbundet til min computer.

Temperaturen i Viborg fredag den 18. juni.

Varmen blev heller ikke noget problem. Jeg har som nævnt været på Hald Hovedgaard om vinteren, hvor der godt kan være fodkoldt på værelserne, men i denne ombæring var herregårdens tykke mure faktisk i stand til at holde varmen ude. Dertil kom, at temperaturen var langt mere tålelig på Viborg-egnen end på Sjælland. Der var dage, hvor termometeret kom over 25 grader, men den fredag, hvor alle øst for Storebælt sad og gispede i næsten 30 graders varme, havde vi kun 18-20 grader, og der var aftener, hvor jeg endte med at tage en ekstra trøje på, fordi der blev for køligt inde på mit værelse.

15.000 ord igen

Fra mine tidligere ophold på Hald Hovedgaard ved jeg, at det er muligt at få utrolig meget fra hånden i løbet af en uge, når man ikke skal tænke på andet end at skrive. To af gangene er det lykkedes mig at få skrevet 15.000 ord, og det var også mit mål denne gang, selv om jeg var usikker på grund af EM-faktoren.

Læs: En uge på Hald Hovedgaard

Til min store tilfredshed nåede jeg målet. Jeg ankom mandag eftermiddag med en roman på 47.000 ord, og da jeg tog derfra søndag eftermiddag, var den vokset til 62.000 ord. Men det bedste ved det hele er, at jeg føler, jeg har fået romanen tilbage på rette spor. Mit forrige ophold på Hald Hovedgaard var i februar 2019, hvor jeg fik skrevet de første 15.000 ord af den selvsamme roman. Dengang troede jeg, at jeg havde handlingsforløbet og slutningen på plads, men siden gik jeg fuldstændig i stå, og da jeg tjekkede ind på Hald, havde jeg ikke gjort noget ved romanen i ni måneder.

Hovedårsagen var, at det sidste sommer gik op for mig, at min oprindelige slutning ikke fungerede, men jeg havde ingen idé om, hvordan historien så skulle ende. Det har jeg grublet over lige siden, mens jeg har arbejdet på andre skriveprojekter og forsøgt at fortrænge, at jeg har haft en halvfærdig roman liggende. Ved ankomsten til Hald var jeg stadig ikke blevet klogere, men der var ikke så meget andet at gøre end at skrive videre, og så skete der noget, jeg set i bakspejlet kunne have sagt mig selv. Bare det at skrive betød, at der dukkede nye idéer op, og pludselig begyndte jeg at få øje på løsninger og sammenhænge, jeg hidtil ikke havde kunnet se. Jeg har fortsat ikke slutningen på plads, men jeg har en langt bedre fornemmelse af, hvor jeg vil hen med fortællingen, og det har givet et kæmpe boost.

Det var, da jeg ville løbe ned ad denne bakke fredag den 8. februar 2019, at jeg forstuvede min fod kraftigt.

Se fortiden i øjnene

Paradoksalt nok er Hald Hovedgaard selv en af årsagerne til, at det er gået sløjt med at få skrevet romanen. Som tidligere fortalt forstuvede jeg min venstre fod på en løbetur under mit forrige skriveophold, og det betød, at der gik et par måneder, før jeg var i stand til at gå normalt igen, og endnu længere før jeg overhovedet kunne løbe.

Læs: 15.000 ord og en forstuvning

Oplevelsen lærte mig, at det kræver overskud at skrive, og det var i den grad en mangelvare i den periode, hvor bare det at gå korte afstande var en udfordring. Men var jeg også blevet så klog, at jeg lod være med at løbe på inderøen ved Hald Sø denne gang? Selvfølgelig ikke. Det var “op på hesten igen” og på med løbeskoene, selv om jeg indrømmer, at jeg tog den meget med ro på stierne i skoven (jeg har virkelig fået respekt for ujævne underlag).

Som ovenstående billede viser, var jeg tilbage på “gerningsstedet”, men jeg undlod dog at friste skæbnen ved at løbe ned ad bakken. I stedet løb jeg den modsatte vej, dvs. op ad den.

Elverpige slap igennem

Der er nok ingen andre end undertegnede selv, som har bemærket det, men dette indlæg er det første i næsten to måneder her på siden. Den lange pause skyldes personlige årsager, som jeg endnu ikke føler trang til at indvie omverdenen i.

Der er nu heller ikke sket så meget nyt i mit forfatterliv, inden jeg drog til Hald. Et lys i mørket har været, at min novelle E. Høj er blevet udvalgt til Forlaget Krabats folketro-antologi. På forhånd havde forlaget meddelt, at antologien ville bestå af 10 noveller, så da det viste sig, at der var indsendt 105 bidrag, var chancerne ikke just store. Nu endte 24 noveller med at slippe gennem nåleøjet, og min novelle om en elverpige, der lever undercover i nutidens København, blev en af dem.

Nu skulle man tro, at den manglende aktivitet på min hjemmeside ville gå ud over besøgstallet, men det stik modsatte har faktisk været tilfældet – i hvert fald i maj, hvor siden havde det højeste antal besøgende i tre år. April og maj har i flere år ligget højt, og forklaringen er, at det er i disse måneder, eleverne i folkeskolerne leder efter noveller, de kan skrive opgave om i dansk. Sidste år var det dog tydeligt, at aktiviteten var lavere end normalt, men i år er den tilbage på sit vanlige niveau. Juni er til gengæld lige så sløv, som den plejer at være, så god sommer derude!