Historien om en novellesamling

Det er Teddy Vorks skyld. Og Nikolaj Højbergs. Og selvfølgelig også min egen skyld.

Et værk har mange forældre, og det er også tilfældet med min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. Her er historien om, hvordan den kom til verden.

I efteråret 2012 udkom min første novellesamling Månebase Rødhætte, og det gav mig forhåbninger om, at jeg nu for alvor ville komme i gang med at få udgivet bøger i eget navn frem for at medvirke i antologier sammen med flere andre. Sådan kom det dog ikke til at gå.

Det begyndte ellers ganske godt. 2013 blev et udmærket skriveår med en håndfuld noveller (deriblandt La petite mort), og undervejs spurgte Henrik Harksen, om jeg ville skrive en kortroman til hans nye Gotisk krimi-serie. Det sagde jeg ja til og regnede med, at jeg kunne have den færdig i løbet af 2014. I stedet afleverede jeg først et 65.000 ord langt manus til ham i foråret 2016, og af forskellige årsager er vi stadig ikke kommet i gang med redigeringsprocessen.

Arbejdet med den gotiske krimi betød, at jeg i 2014 og 2015 kun fik skrevet en håndfuld noveller, og jeg var stadig ikke i nærheden af en selvstændig udgivelse. Men så læste jeg en anmeldelse af Teddy Vorks novellesamling Sprækker, der siden vandt prisen Årets Danske Horrorudgivelse. Det, der især fangede min opmærksomhed, var samlingens indhold, for den bestod primært af tidligere udgivne noveller samt et par nyskrevne.

Mens det i USA og England er normalt, at novellesamlinger er sat sammen på denne måde, har vi ikke den samme tradition i Danmark. Her er det mere normen, at en forfatter udgiver en samling tematisk forbundne noveller, der ikke har været offentliggjort andre steder før. Det skyldes blandt andet, at de engelsksprogede lande har et større marked for noveller end herhjemme – i hvert fald inden for de fantastiske genrer. Noget andet er, at danske forlag generelt holder sig fra novellesamlinger, fordi der sjældent er det store salg i dem, med mindre der er tale om et kendt navn.

Så da jeg ville udgive en samling med mine science fiction-noveller, var det naturligt at gå til Science Fiction Cirklen, fordi de sandsynligvis var de eneste, som ville være interesseret i et sådant projekt. Til gengæld tænkte jeg, det ville blive sværere at finde et forlag til en samling med eksempelvis mine horrornoveller, så det var grunden til, at Teddy Vorks novellesamling tændte et håb i mig. Det blev ikke dårligere af, at Sprækker blev udgivet af Kandor, som jeg i forvejen kendte godt, fordi jeg havde haft noveller med i flere af forlagets antologier (to af dem optræder faktisk i den nye samling).

I foråret 2015 sendte jeg en mail til forlægger og redaktør Nikolaj Højberg, hvor jeg spurgte, om han ville være interesseret i at udgive en novellesamling med titlen Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos? Det sagde han heldigvis ja til og sendte mig en forlagskontrakt. Aftalen var, at samlingen skulle indeholde seks tidligere udgivne horrornoveller samt to-tre nye, og jeg tænkte, det var et realistisk mål, at jeg kunne have de nye noveller klar til efteråret, når jeg var blevet færdig med den gotiske krimi …

Som tidligere nævnt havde jeg undervurderet, hvor lang tid det ville tage mig at skrive en kortroman, og det var først, da jeg  i efteråret 2015 kom på skriveophold på Hald Hovedgaard, at det lykkedes mig at nå i mål. Umiddelbart efter fik jeg også skrevet den første af de nye noveller, Fortovsdrab, der er endt med at indlede samlingen. Nu burde jeg så være gået videre med de næste noveller, men det gjorde jeg bare ikke. Andre deadlines og projekter kom i vejen, og inden jeg havde set mig om, var det meste af 2016 gået, uden at jeg overhovedet var kommet i gang. I mellemtiden var der også sket noget andet: Nikolaj Højberg havde besluttet sig for at lukke Kandor.

Kandor havde hele tiden været et enmandsforetagende, et “hobbyforlag” som Nikolaj drev ved siden af sit fuldtidsjob, så på den led kom det ikke som en overraskelse, da han i foråret 2016 meddelte, at han ikke længere så sig i stand til at fortsætte på egen hånd. Han fortalte dog, at han agtede at udgive de bøger, han havde indgået kontrakt om, og det inkluderede Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. I den forstand var intet ændret og så alligevel, for lige inden sommerferien kom meddelelsen om, at forlaget DreamLitt havde overtaget Kandor, som fremover kun skulle udgive horror (Kandor havde indtil da også udgivet fantasy og science fiction). De indgående kontrakter gjaldt stadig, og Nikolaj fortsatte som redaktør, men kunne nu også trække på DreamLitts administration, markedsføring og salgsapparat.

I december genlæste og redigerede jeg de seks gamle noveller, og i januar fik jeg skrevet Lauras forudsigelige skæbne, mens det krævede endnu et ophold på Hald Hovedgaard at blive færdig med titelnovellen. I løbet af min uge på Hald modtog jeg også rettelser fra Nikolaj og kunne til min irritation konstatere, at han havde fundet fejl i novellerne, som jeg havde overset trods adskillige gennemlæsninger. Det skulle dog vise sig at være småting i forhold til, hvad korrekturlæseren fandt, da først vedkommende gik i gang.

Når man som jeg primært har udgivet på små forlag drevet af enten enkeltpersoner eller frivillig arbejdskraft, lærer man hurtigt, at man ofte skal fungere som sin egen redaktør og korrekturlæser. Det er ikke ment som en kritik af forlagene, men er blot en konstatering af vilkårene. Med DreamLitt kan jeg godt mærke, at der er kommet flere kræfter ind over, for eksempel med redigeringsprocessen og den grundige korrektur, så man kan sige, det var held i uheld, at jeg smølede så meget med novellesamlingen, at Kandor nåede at blive en del af noget større i mellemtiden.

Det er samtidig forklaringen på, hvorfor der gik fire-et-halvt år mellem min første og min anden novellesamling. Og hvis I synes, det her var en lang smøre, så vent til jeg kommer i gang med at fortælle om indholdet af Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, og hvorfor den fik den titel …