Første udgivelse i over et år

Forlaget Read.Die.Repeat har netop udgivet antologien Bag spejlet og videre, hvor jeg bidrager med novellen Filmdrømme. Det er ikke kun min første nye udgivelse i 2023 (i marts udkom en af mine gamle noveller i en ungarsk oversættelse), men min første i over et år, som jeg nævnte i min gennemgang af skriveåret 2022, hvor jeg også kom ind på årsagen til det.

Inden jeg fortæller om mine tanker bag Filmdrømme, har jeg en tilståelse: Bag spejlet og videre er en hyldest til Alice i Eventyrland, og da jeg så indkaldelsen til antologien, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle deltage. Der var bare lige det lille problem, at jeg rent faktisk aldrig havde læst Alice i Eventyrland …

Lewis Carrolls klassiker er blandt de fortællinger, som vi alle føler, vi kender, fordi vi har set den fortolket på utallige måder, hvad enten det er som film (Disney-versionen fra 1951 eller Tim Burton-filmen fra 2010), ballet, teater, billedbog eller noget helt andet. Men selv om jeg følte, jeg havde styr på figurerne og den overordnede handling, havde jeg stadig til gode at læse de oprindelige bøger, dvs. Alice’s Adventures in Wonderland og fortsættelsen Through the Looking-Glass, så det var første skridt, inden jeg kunne gå i gang med novellen.

Jeg læste begge bøger, da flere af de elementer, som mange forbinder med Alice i Eventyrland, stammer fra Through the Looking-Glass så som Klumpe Dumpe (Humpty Dumpty) og digtet om hvalrossen og tømmermanden (The Walrus and the Carpenter). Og hvad fik jeg så ud af det? Som de fleste nok kan skrive under på, er Carrolls tekster ofte det rene nonsens, men de er også fantasifulde og drømmeagtige og vildt åbne for fortolkninger, hvilket jo er rent guf for forfattere.

Bare se hvad Gahan Wilson fik ud af førnævnte “The Walrus and the Carpenter” i sin klassiske novelle fra 1967, The Sea Was Wet as Wet Can Be.

Alice Goes to Hollywood

Da jeg skulle beslutte mig for, hvilken retning jeg ville gå med novellen, fandt jeg en gammel idé frem. For nogle år tilbage slog det mig, at det ville være pænt skræmmende, hvis man pludselig så sine drømme dukke op som scener i film. Ikke mindst fordi det ville stille spørgsmålstegn ved ens virkelighedsopfattelse og tro på, hvordan verden hænger sammen, og det er for mig udgangspunktet for rigtig megen horror.

Idéen forblev en strøtanke, fordi andre historier trængte sig på, men Alice i Eventyrland-temaet føltes som en oplagt mulighed til at arbejde videre med den. Er en film på en måde ikke en vej ind til en anden verden, hvor vi får et indblik i andres virkelighed og måde at leve på, uanset om der er tale om en dokumentarfilm, en socialrealistisk fortælling eller den seneste Marvel-blockbuster?

Desuden er der det faktum, at udtrykket silver screen opstod, fordi nogle af de tidligste filmlærreder var lavet af reflekterende materialer så som sølv og aluminium, og kan man så ikke sige, at de minder om store spejle?

Det skorter heller ikke på film, der på den ene eller anden måde har ladet sig inspirere af Alice i Eventyrland. Et af de mest oplagte eksempler er The Matrix, mens et andet er Sucker Punch, der af instruktøren Zach Snyder i sin tid faktisk blev beskrevet som “Alice in Wonderland with machine guns.”

Apropos Sucker Punch, så refererer jeg i Filmdrømme til en af de sange, der optræder i filmen, nemlig den islandske sanger Emiliana Torrinis coverversion af Jefferson Airplanes White Rabbit, som igen er en reference til … ja, gæt selv.

Falske film

Som titlen på min seneste novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos indikerer, er jeg selv en filmnørd, og noget af det bedste ved at skrive Filmdrømme var, at det gav mig mulighed for at opfinde en masse fiktive film og instruktører.

Så nej, den bolivianske film Agrietado, der sætter det hele i gang, findes ikke, og det gør ej heller dens instruktør Yolanda Beltran. Udfordringen var at få filmene til at lyde nogenlunde plausible, og her var det en hjælp, at jeg har set talrige obskure titler på filmfestivaler, der dyrker værker, som er alt andet end mainstream (RIP CPH PIX).

I det hele taget har jeg en svaghed for historier, hvor der optræder “falske film” eller såkaldt “forsvundne film”, som er tabt for eftertiden eller aldrig blev færdiggjort af mystiske årsager.

Her er et par af mine favoriteksempler:

Kim Newman: Coppola’s Dracula
Francis Ford Coppola filmatiserede som bekendt Dracula i 1992, men her er et bud på, hvordan filmen kunne have været, hvis han havde valgt at lave den med Martin Sheen og Marlon Brando i stedet for Apocalypse Now. Som et ekstra element foregår novellen i Newmans Anno Dracula-univers, hvor vampyrer virkelig findes. Wallachia … shit!

Gemma Files og Stephen J. Barringer: each thing i show you is a piece of my death
Når jeg tænker over det, er denne novelle muligvis den oprindelige inspirationskilde til Filmdrømme. En død mand begynder på uforklarlig vis at dukke op i baggrunden på alle mulige film. Gennem mails, tekstbeskeder, artikler og afhøringsrapporter finder vi ud af, hvordan det gik til. Det er en af den slags noveller, hvor man tøver med at slukke for lyset, efter at have læst den.

PS I Filmdrømme optræder der en fiktiv filmskole, Montana Movie Arts Academy. Valget faldt på Montana, fordi jeg skulle bruge et sted, der ligger fjernt fra både Los Angeles og New York, og som man normalt ikke forbinder med filmverdenen. Jeg skrev novellen i sommeren 2022, og kort efter opdagede jeg, at en af mine kolleger på Dagbladet holdt sommerferie i netop Montana. Det er meget muligt, at han har nævnt det for mig, og at det lå i min underbevidsthed, men da jeg traf mit valg, havde jeg ingen som helst erindring om, at det var der, han var med sin familie.