Filmdrømme (uddrag)

Af Lars Ahn

Femte dag på filmfestivalen, og du sidder i biografmørket og føler, du har set denne film før, selv om det ikke burde være muligt. Ikke alene er filmen, Agrietado, fra i år, men den er også boliviansk, og selv om du som anmelder har set film fra flere lande end gennemsnittet, er du ret sikker på, Bolivia er ny på din liste. 

Desuden er det ifølge programmet første gang, filmen bliver vist i Europa, og det er instruktørens debut. Hun hedder Yolanda Beltran, men uanset hvor mange film hun havde lavet, ved du, at du aldrig har set noget af hende før, for hvis der er noget, du har styr på, så er det instruktører. 

Så hvorfor virker hendes film så bekendt? Den har selvfølgelig scener, der refererer til andre film, men det er ikke den form for genkendelse, der er tale om. Du sidder slet og ret med en fornemmelse af, at du har set filmen for nylig. 

Du spoler tilbage i hukommelsen for at finde det tidspunkt i filmen, hvor du fik din deja-vu-fornemmelse. Var det mon efter den foruroligende scene, hvor den kvindelige hovedpersons bedstefar huggede hovederne af tolv høns, som derefter fik lov at løbe hovedløse rundt? Selv om filmen tidligere havde gjort meget ud af at vise, hvor glad hun var for hønsene og endda havde givet dem navne, fik synet alligevel den unge pige til at juble og klappe begejstret i hænderne. 

Eller var det i forbindelse med scenen, hvor familien drak te sammen iklædt deres stiveste puds i eftermiddagsheden? Ingen havde lyst til at være der, men alle var der, fordi traditionen dikterede det, og stemningen blev kun endnu mere ubekvem af den gamle regel om, at alle skulle tale engelsk ved bordet. Det gjorde de med så kraftige accenter, at de havde været nærmest umulige at forstå, hvis det ikke havde været for underteksterne. Den eneste, der talte nogenlunde forståeligt engelsk, var pigen, som til gengæld konstant fornærmede de andre familiemedlemmer, indtil de én efter én forlod bordet i vrede. 

Du er så fordybet i dine tanker, at det først går op for dig, at filmen er slut, da lyset bliver tændt. Det er kutyme blandt anmeldere ikke at tale om en film efter en forevisning af frygt for, at I påvirker hinanden, men da du ikke har den fjerneste idé om, hvad Agrietado endte med, henvender du dig til en kollega, du kender nogenlunde godt. 

”Syret slutning,” siger du i håb om, at han kan lede dig på sporet af, hvad der skete. 

”Det ved jeg nu ikke. Jeg synes, den bandt det hele godt sammen,” siger han. 

”Jo, men var det ikke, som om det var noget, vi havde set før?” 

”Synes du? Jeg fandt den meget original.” 

Du overvejer, om du skal bryde sammen og tilstå, men inden du kan få sagt mere, er han allerede hastet videre. Selv om du mest har lyst til at tage tilbage til dit hotel, hanker du op i dig selv og får set yderligere to film, som du kan skrive om i stedet for. Dem kommer du igennem uden problemer, og du har næsten formået at slå den besynderlige oplevelse ud af hovedet, da det midt under aftensmaden går op for dig, hvorfor den bolivianske film virkede så bekendt. 

En af dens scener var nøjagtig som en drøm, du havde i morges. 

***

Det største problem med drømme i film er, at de aldrig er som rigtige drømme. Drømmescener i film er der enten for at narre publikum til at tro, at noget sker i virkeligheden for en person, hvorefter vedkommende vågner med et sæt, eller også er de lavet som surrealistiske tableauer, som Salvador Dali og Sigmund Freud kunne have fundet på sammen. 

Du er aldrig vågnet med et sæt, uanset hvor uhyggelige dine mareridt har været, og din erfaring med drømme er, at de sjældent giver mening. De er usammenhængende, er fyldt med continuity errors, springer i tid og sted, og de er stort set glemt få minutter efter, du er vågnet. Det er måske derfor, du ikke umiddelbart kædede din drøm sammen med filmen, men noget må alligevel have vakt genklang. 

I drømmen var du tilbage på dine bedsteforældres gård eller noget, der lignede, for gården var ikke helt som den, dine bedsteforældre havde, men du var ikke i tvivl om, at det var der, du var. Mærkeligt nok var du på gården sammen med en dreng fra din klasse, selv om du i virkeligheden aldrig tog nogen med på besøg hos dine bedsteforældre, og han var ikke engang en, du var ven med i skolen. Alligevel var han med ude i hønsehuset for at samle æg, og I havde fået en stor, sort spand til dem, men hver gang I lagde et æg ned i den, gik det i stykker. Du blev irriteret på din klassekammerat og skældte ham ud, fordi han ikke var forsigtig nok. Han forsøgte febrilsk at sætte de knuste æg sammen igen, men skallerne, blommerne og æggehviden gled ud mellem fingrene på ham. 

Du har ingen erindring om, hvordan drømmen endte, men er det ikke sådan, det typisk er? Hvis drømme var film, ville man sige, at de sluttede midt i en scene og uden forløsning. Drømme er ikke for folk, som hader åbne slutninger. 

Men det er ikke kun derfor, du mister appetitten. Scenen i filmen lignede ikke kun din drøm. Det var, som om nogen havde taget din drøm og genindspillet den med spansktalende skuespillere helt ned til de enkelte kameraindstillinger og klip. Selv hønsehuset var det samme, og den store, sorte spand husker du fra de gange, du samlede æg ind sammen med din bedstemor. Det var noget, du altid gruede for, fordi du var bange for, at æggene skulle gå i stykker, men du ville ikke gøre din bedstemor ked af det ved at sige nej. 

Var det mon derfor, du bestilte omelet til aftensmad? 

***

Det er sparsomt med oplysninger om Yolanda Beltran. Agrietado, “revnet” på spansk, er som nævnt hendes debut, og den har været vist på festivaler i Sydamerika, hvor den har vundet et par priser. Filmen har også været med på en enkelt festival i USA, hvor Yolanda Beltran har studeret. Ingen af festivalerne er nogle, du har hørt om før. 

Hun er desværre ikke blandt de instruktører, som deltager på filmfestivalen. Du skal lige til at ringe til presseafdelingen for at spørge om hendes kontaktoplysninger under dække af, at du vil interviewe hende, men får kolde fødder, fordi du selv kan fornemme, hvor vanvittigt det virker. 

Men da du ligger i sengen og ikke kan falde i søvn, fortryder du, at du ikke spurgte alligevel. Spørgsmålene hober sig op i dit hoved. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at din drøm dukker op i en film? Fra Bolivia, af alle steder! H hvis hun på en eller anden måde har haft adgang til dine… Du stopper dig selv, inden du kommer for langt ud. 

Til sidst må du alligevel være faldet i søvn, for næste gang du åbner øjnene, er det blevet morgen. Du er gennemblødt af sved, og dynen ligger halvt på gulvet. Hvor er du? Du genkender ikke dit soveværelse og skal lige til at gå i panik, da du kommer i tanker om, at du bor på hotel.  

Dagslyset og et solidt morgenmåltid har en positiv effekt på dit humør. Jo mere afstand du får til gårsdagens hændelse, jo mere virker den som, i mangel af et bedre udtryk, en ond drøm. Al logik siger, det må være et usandsynligt sammentræf, der gør, at du synes, du kan huske en drøm, som senere dukker op i en film. Hvad skulle ellers være forklaringen? Alt andet er jo ren galskab. 

Således opmuntret tager du hen for at se dagens første film. 

Og så sker det igen. 

Læs resten af novellen i Bag spejlet og videre (Read.Die.Repeat, 2023)