At anmelde og blive anmeldt

I efteråret 2015 anmeldte jeg Emily St. John Mandels roman Station Eleven i foreningen Fantastiks magasin Himmelskibet. Siden da har jeg ikke haft noget med i Himmelskibet, som i mellemtiden ikke længere udkommer på tryk, men er blevet en digital udgivelse. Og det er på Himmelskibets anmelderblog, at man nu kan læse min anmeldelse af … Station Eleven.

Denne gang er der dog tale om HBO Max-serien, som jeg er mindst lige så begejstret for som romanen, selv om de adskiller sig meget fra hinanden.

Læs anmeldelsen af serien Station Eleven.
Læs anmeldelsen af romanen Station Eleven.

Det var Himmelskibets redaktør Klaus Æ. Mogensen, som spurgte, om jeg ville anmelde serien, fordi han kunne huske, jeg havde anmeldt romanen, og da jeg allerede havde skrevet om serien i forbindelse med min gennemgang af mine favoritbøger, -serier og -film fra 2021, tænkte jeg hvorfor ikke?

Ellers er det ikke fordi, jeg har planer om at genoptage min anmeldergerning. Jeg valgte at sige stop, fordi jeg hellere ville bruge tiden på at skrive fiktion, så de seneste år har jeg kun anmeldt i meget begrænset omfang.

Hvorfor jeg stoppede med at anmelde

I det hele taget har jeg haft det ambivalent med at anmelde, når jeg samtidig selv får udgivet fiktion. For eksempel har jeg altid undgået at anmelde bøger af nulevende danske forfattere, fordi miljøet er så lille herhjemme, især når det gælder genrelitteratur.

Hvis jeg skulle anmelde science fiction, fantasy eller horror af en dansk forfatter, ville jeg næsten med garanti have mødt vedkommende, så en positiv anmeldelse ville let kunne ses som en vennetjeneste, mens en negativ anmeldelse kunne opfattes som et forsøg på at stække en “konkurrent”. Der er selvfølgelig masser af eksempler på forfattere, som også er anmeldere og gør det godt, men det er en evig balancegang, og jeg vil hellere være fri for besværet.

Til gengæld står det mig helt frit for at anmelde film, serier og musik, og det er også noget, jeg tidligere har gjort i et vist omfang – især da jeg anmeldte asiatiske film for Eiga tilbage i nullerne. Men problemet ved at være anmelder er, at det ændrer den måde, du går til et værk på. I stedet for at nyde det uforpligtende som en almindelig tilskuer/tilhører begynder du at tage de analytiske briller på, fordi det ligger i dit baghoved, at du bagefter skal være i stand til at formulere, hvad det var, du kan lide eller ikke lide ved det.

Jeg oplevede også, at anmelderiet med tiden føltes som en pligt, og at jeg så film, fordi jeg skulle og ikke fordi, jeg havde lyst. Selv i dag kan jeg have svært ved at se en film uden at tænke på, hvad jeg vil skrive i en anmeldelse bagefter, også selv om jeg ikke skal skrive en!

Men får man som anmeldende forfatter så et mere afslappet forhold til at blive anmeldt, fordi man har prøvet at være på begge sider? Tja, man læser stadig en anmeldelse med tilbageholdt åndedræt, og nej, det er aldrig sjovt at blive kritiseret, men omvendt ved man selv, at der altid er tale om en subjektiv vurdering, så tricket er lade være med at tage det personligt.

Flere reaktioner på “Donation”

Definitionen på en anmeldelse er i øvrigt en hel del bredere i dag, end den var, da jeg selv skrev anmeldelser. Først dukkede bogbloggerne op og udfordrede anmeldelserne i de traditionelle trykte medier (aviser og magasiner), og nu florerer der masser af anmeldelser på de sociale medier, som det kan være svært at danne sig et overblik over.

Mange af anmeldelserne har mere karakter af bedømmelser så som på Goodreads, hvor der i denne måned af en eller anden grund pludselig er kommet flere anmeldelser af The Valancourt Book of World Horror Stories, Volume 1, selv om det er over et år siden, at den udkom. Jeg ved ikke, om det skyldes, at den blev nomineret til en World Fantasy Award for bedste antologi, eller om en læsegruppe har haft den på programmet og har aftalt, at medlemmerne skulle skrive en anmeldelse.

Uanset hvad bliver min novelle “Donation” nævnt i et par af anmeldelserne, og det er interessant at læse reaktionerne.

Brogan Myers: Ahn’s “Donation” provides a much more everyday form of fear, showing how scary the breakdown of a supposedly solid relationship can be, uncontrollable and influenced by outside forces that seem to sneer at your misfortunes. A creepy young child stands in for society’s prying questions, as well as your own psyche, asking questions like “why are you two even in love to begin with?” Instead of being the stereotypical “Children of the Corn” stand-in, he shows how mundane the terrifying can be.

Seth: “The Time Remaining” by Attila Veres (Hungary), “Backstairs” by Andy Fager (Sweden), and “Donation” by Lars Ahn (Denmark) are a few of the more engaging stories that were included in the collection.

Mitchell Zembower: I think this story gives a good representation of what is “scary” to people from Denmark. Family life is very important to people from Denmark, and the thought of some stranger trying to rip a couple apart is scary to them. I didn’t find the story very frightening, but it made me realize what horror is like in different parts of the world.

Harrison Stypula: … “Donation” by Danish author Lars Ahn, gives an entirely different monster from the traditional terrifying kind. When an innocent looking little boy comes to your door asking for a donation, and then to use your bathroom, it wouldn’t strike most people to deny this simple thing, especially to a child. But when a couple allows a strange little boy into their home, he makes a game out of testing the strength of their relationship, pushing them to the breaking point. This is a story that paints a child in a way that makes you question his humanity and does very well at portraying the creepy child trope common in horror. For psychological horror without a drop of gore or a hint to a terrifying monster, this story creates unease quite well.

Flere af anmelderne fremhæver ungarske Attila Veres’ “The Time Remaining” som deres favorit – helt fortjent, for den er også min favorit – og Valancourt Books udgiver til efteråret samlingen The Black Maybe med 10 af hans noveller på engelsk. Han er ikke den eneste forfatter fra antologien, som forlaget har valgt at arbejde videre med. De har også oversat svenske Anders Fagers novellesamling Svenska kulter, der ligeledes udkommer i efteråret som Swedish Cults. Desuden bør det nævnes, at The Valancourt Book of World Horror Stories, Volume 2 er udkommet og blandt andet indeholder danske Teddy Vorks “The Wonders of the Invisible World”, der er en oversættelse af “Den usynlige verdens undere” fra antologien Pix.

Månedens anbefalinger

Jeg ved, det kan forekomme ironisk, at et indlæg om, hvorfor jeg er holdt op med at anmelde, slutter med en række anbefalinger af noveller, der kan læses gratis på nettet. Men her er de under alle omstændigheder:

Marissa Lingen: The Plasticity of Youth (Clarkesworld Magazine, februar 2022)
Hvis du er typen, der er bekymret for, om vores kroppe er fyldt med mikroplastik, bør du nok undgå denne novelle, som trods sit dystre udgangspunkt også er sært optimistisk. Faktisk lidt som Station Eleven.

EA Mylonas: Saturn Devouring His Son (Clarkesworld Magazine, marts 2022)
Gribende beretning om to brødre vokser op i en company town, hvis indbyggere bogstavelig talt ofrer både arme og ben for at bevare deres arbejdsplads. Den ene rejser væk, den anden bliver. EA Mylonas er en græsk forfatter, som ifølge sin biografi bor og arbejder i København.

Stephen Graham Jones: Men, Women, and Chainsaws (Tor.com, april 2022)
Jones kender sine slashere på fingerspidserne, som han blandt andet demonstrerede i sine seneste romaner The Only Good Indians og My Heart Is a Chainsaw. I denne novelle er det Texas Chainsaw Massacre 2, der på medrivende vis parres med Stephen Kings Christine.
Læs også Jones’ foruroligende Flowerkicker (Uncanny Magazine nr, 45)

Ian Muneshwar: Dick Pig (Nightmare Magazine nr. 112)
En mand er i gang med at rydde sin afdøde tantes afsidesliggende hus, da han modtager en besked på Grindr. Han svarer den. Det skulle han aldrig have gjort …