Året der gik 2015: Film og TV

I 2015 fik jeg skrevet en del, læst en stor stak bøger og hørt en masse musik, men hvis jeg skal være ærlig, brugte jeg nok mest tid på at se film og TV. Her er de ti bedste film, jeg fik set:

1. It Follows
2. Mad Max: Fury Road
3. Inside Out
4. Predestination
5. Tale of Tales
6. Ex Machina
7. Birdman
8. Sicario
9. The Gift
10. Macbeth / Star Wars VII: The Force Awakens

Den bedste: Jeg nåede i biografen 64 gange i 2015, og den eneste film, jeg så to gange, var It Follows, som jeg først fangede under CPH PIX og blev så begejstret, at jeg også købte billet til den, da den fik almindelig biografpremiere. Så hvorfor har jeg filmen på førstepladsen? Det gav jeg en længere forklaring på i mit indlæg om CPH PIX 2015, men jeg kan tilføje, at jeg først og fremmest elsker It Follows, fordi den gav mig troen tilbage på, at det er muligt at lave god horror uden at tale ned til publikum.

Nr. 2-6: Mad Max: Fury Road var ikke alene årets actionfilm, men også et lærestykke i økonomisk fortælleteknik og hvor meget man kan få formidlet i løbet af to lange biljagter. Inside Out var årets tudefilm og Pixars bedste siden The Incredibles (stadig min favorit). Predestination og Ex Machina viste, at der stadig laves intelligente science fiction-film (mens Jupiter Ascending og Terminator: Genisys beviste det modsatte), og Tale of Tales gik direkte i hjertet på min indre eventyrnørd.

De øvrige: Årets overraskelse var skuespilleren Joel Edgertons instruktørdebut The Gift, der umiddelbart virker til at læne sig op ad en type thrillere, der var meget populære i starten af 90’erne, hvor en familie eller et ægtepar trues af en psykopat (eksempler: Cape Fear, The Hand That Rocks the Cradle, Pacific Heights og The River Wild). Men The Gift vender undervejs tingene på hovedet, så man kommer i tvivl om, hvem der egentlig er skurken, og hvor forbillederne typisk endte med et overdrevent og urealistisk slutopgør, vælger Edgerton en anden og langt mere tilfredsstillende udvej.

Birdman og Sicario er med på listen, fordi de er ren kvalitet. Og hvad med den nye Star Wars? Nogle dage er den med på min top 10. Andre dage tænker jeg, at hvis jeg vil have genbrug med på listen, vil jeg hellere have noget Shakespeare.

Årets skuffelser: Jupiter Ascending og Tomorrowland, som modsat Mad Max: Fury Road fik fortalt meget lidt, selv om de begge prøvede at pakke det ind i en masse.

Årets dokumentar: Lige siden jeg læste bogen Separated@Birth om tvillingerne Samantha Futerman og Anais Bordier, har jeg villet se dokumentarfilmen om dem, Twinsters. Mellem jul og nytår gik det op for mig, at den ligger på Netflix, og den var lige præcis så hjertevarm og rørende, som jeg havde forventet. Jeg var også fascineret af Maidentrip, der handler om 14-årige Laura Dekker fra Holland og hendes forsøg på at blive den yngste til at sejle Jorden rundt. Filmen får givet et godt billede af hendes særegne personlighed og får forklaret, hvorfor hun besluttede sig for at tage af sted, og hvorfor hun var i stand til at gøre det.

Flove fornøjelser: The Man from U.N.C.L.E. er definitionen på overfladisk underholdning (som det ofte er tilfældet med Guy Ritchies film), men nogle gange er det lige, hvad man har brug for, og det var det den dag, jeg så filmen. Og jeg må også indrømme, at jeg på ungdomsfilmfronten foretrækker Paper Towns frem for den anmelderroste Me and Earl and the Dying Girl.

Top 10 serier: Fargo (sæson 2), Mr. Robot (sæson 1), Penny Dreadful (sæson 2), Togetherness (sæson 1), Game of Thrones (sæson 5), The Honourable Woman (miniserie), Agents of SHIELD (sæson 2-3), The Walking Dead (sæson 5-6), True Detective (sæson 2), Banshee (sæson 3).

To af mine favoritter fra 2014, Fargo og True Detective, vendte begge tilbage i 2015 med helt nyt persongalleri og helt nye handlinger (dvs. at man kan se sæson 1 og 2 uafhængigt af hinanden), men blev modtaget vidt forskelligt. Mens Fargo af flere udnævnes til at være årets bedste serie (og med rette), fik anden sæson af True Detective i den grad tæsk.

Det var ikke helt fair. Selv om sæson 2 ikke er på højde med etteren, var der alligevel meget ved den, som jeg godt kunne lide – ikke mindst den James Ellroy-agtige historie om korrupte mænd på begge sider af loven, der forsøger at opnå syndsforladelse og går til grunde. Det var en sæson, som gik mere op i stemning end i et stramt konstrueret krimiplot (med det gjorde etteren sådan set også), og som forsøgte at lægge så megen afstand til sin forgænger, at den måtte ende med at skuffe en masse. Og så faldt jeg for Lera Lynns atmosfærefyldte sange, der var en vigtig del af serien. Her er en fanvideo bygget over sangen “Lately” (Advarsel! Videoen er fyldt med spoilere).

Årets fund var Golden Globe-vinderen Mr. Robot, der imponerede med en interessant visuel stil og en stærk præstation i hovedrollen af Rami Malek som socialt udfordret og psykisk ustabil computergeni. Serien adskilte sig også ved at have flere scener på svensk og dansk, når den svenske skurk (Martin Wallström) talte med sin danske hustru (Stephanie Corneliussen).

2015 blev desuden året, hvor jeg fik set de sidste tre sæsoner af den mesterlige Boardwalk Empire, lige tids nok til at jeg kan tage hul på Terence Winters næste serie, Vinyl, som får premiere senere på måneden. Og så var der en lang række serier, som jeg ikke nåede at se, så som Jessica Jones, Agent Carter, Orphan Black, American Horror Show, The Leftovers, The Americans, Peaky Blinders m. fl. Suk! Alle de serier og så lidt tid …