Tvillinger, fodbold og Stephen King

En tilståelse: Fire ud af de seneste fem bøger, jeg har læst, har ikke været fiktion. For at forstå, hvorfor det nu skulle være noget særligt, kan jeg oplyse, at fiktion udgør cirka 95 procent af min bogreol. Sidste år læste jeg én – siger og skriver én – faglitterær bog, og det var kun fordi, jeg skulle researche noget til en novelle. Jeg er typen, der bliver irriteret, når folk bruger klichéen “virkeligheden overgår fantasien” som argument for at foretrække biografier og dokumentariske beretninger frem for skønlitteratur. Men nu er jeg så selv gået i fælden, og ja, nogle gange overgår virkeligheden fantasien. Damn it!

Et godt eksempel er fortællingen Separated @ Birth om to unge kvinder, der ved et tilfælde finder ud af, at de er tvillinger, selv om de er vokset op i hver sit land og i hver sin familie. Begge er adopteret fra Korea, hvilket nok er grunden til, at historien har grebet mig så meget, siden jeg første gang hørte om den.

Samantha Futerman arbejder som skuespiller i Hollywood og modtog en dag en besked på Facebook fra franske Anaïs Bordier. Hun havde set en video på YouTube med Samantha, efter at en af hendes venner havde gjort hende opmærksom på den, og hun blev chokeret over, hvor meget den amerikanske pige lignede hende. Hun blev dog endnu mere chokeret, da hun googlede Samantha og fandt ud af, de var født den samme dag. Ingen af dem anede, at de kunne have en tvilling, og der stod heller intet i deres adoptionspapirer om det.

Samantha Futerman besluttede sig for at dokumentere hele forløbet, lige fra deres første samtale på Skype til dna-testen og deres første møde, og resultatet er ikke kun blevet den ovennævnte bog, men også en film, der efter planen får premiere i 2015. Her er en trailer til filmen, som tvillingerne har fået finansieret via Kickstarter:

Bogen fortælles skiftevis af Anaïs Bordier og Samantha Futerman (med hjælp fra Lisa Pulitzer), så man får historien fra hver deres synsvinkel, men med forbløffende få gentagelser. Sjovt nok er begge ret skeptiske i begyndelsen og tøver med at reagere på opdagelsen, inden de overgiver sig fuldkommen til tanken om, at de er tvillinger. I starten forbløffes de over deres mange ligheder (samme latter, samme form for humor, begge hader kogte gulerødder etc.), selv om de har haft en vidt forskellig opvækst i henholdsvis USA og Frankrig, men undervejs dukker forskellene også op. De har forskellige holdninger til det at være adopteret (Samantha vil gerne finde deres biologiske moder, Anaïs har ikke lyst), og det bliver også tydeligt, at dokumentarfilmen mere er Samanthas projekt end Anaïs’, som har det mindre godt med at blive filmet i nogle dybt private stunder. Men først og fremmest er det fortællingen om to piger, som efter at have levet 25 år hver for sig pludselig har fundet deres anden halvdel.

Denne artikel fra New York Post fortæller mere detaljeret om historien:

Twins separated at birth reveal their incredible reunion story

goalDernæst kommer turen til to fodboldbøger, der ikke kunne være mere forskellige. Den ene er Jeg er Zlatan Ibrahamovic af David Lagercrantz, som jeg købte på sidste års BogForum, men ikke fik læst, før jeg så tv-dokumentaren. Det er en voldsomt underholdende bog, der giver et fascinerende indblik i den professionelle fodboldverden og tegner et ikke altid lige sympatisk portræt af sin hovedperson, men samtidig forklarer, hvorfor han er blevet den, han er.

I den anden ende – bogstavelig talt – finder man Simple Goalkeeping Made Spectacular af Graham Joyce. Da Graham Joyce døde i september af kræft, skrev jeg et indlæg om ham og satte mig for at ville læse en af hans bøger. Han var primært kendt for at skrive horror/dark fantasy, men nekrologerne afslørede, at han også havde begået en fodboldbog om sin tid som målmand for det engelske forfatterlandshold, så den fik jeg fat i. Simple Goalkeeping… er en til tider hysterisk morsom beretning om at spille fodbold, selv om man godt ved, man aldrig får en karriere ud af det, og om hvordan man som målmand er en vigtig del af holdet og alligevel kan føle sig udenfor. Graham Joyces bud på alle tiders bedste målmand er i øvrigt Peter Schmeichel.

Til slut den bog, som måske satte det hele i gang: Stephen Kings On Writing, som jeg faldt over på Collector’s Market på Blodig Weekend i Cinemateket. På overfladen er det en bog med skrivetips til forfatterspirer, men den ender i lige så høj grad med at blive en slags selvbiografi, hvor King både kommer ind på sin barndom, de svære år inden gennembruddet med Carrie, hans alkohol- og stofmisbrug samt ulykken i 1999, der var tæt på at koste ham livet, da han blev kørt ned, mens han gik i vejsiden nær sit sommerhus.

Jeg skal erkende, at jeg gik død i Kings bøger i slutningen af 90’erne og i dag mere er til hans søn, Joe Hill. Men hans råd er ganske brugbare, selv om de er set før andre steder, og jeg kunne ønske, han selv ville følge dem, når han pointerer, hvor vigtigt det er at eliminere overflødige ord og sætninger (jeg stoppede med at læse ham, fordi jeg syntes, hans romaner blev for lange i spyttet). Ikke desto har han givet mig nogle redskaber, der har gjort, at jeg selv er kommet i gang med eget romanprojekt igen, der ellers har stået i stampe i flere måneder, så på den led kan On Writing vise sig at være den vigtigste bog, jeg har læst i år.

Udgivet i Bøger, Horror, Skrivetips Etiket: , , ,