Et par ord om Graham Joyce
Den engelske forfatter Graham Joyce er død, efter han sidste år fik konstateret lymfekræft. Han blev 59.
Ud af hans næsten 20 romaner har jeg kun læst de fire, så jeg kan ikke rigtig betegnes som en stor fan. Når jeg så alligevel har valgt at skrive om Graham Joyce, er det til dels, fordi jeg blev lidt provokeret af en ven, som skrev på Facebook, at han aldrig havde hørt om ham, men mest af alt fordi to af hans fire romaner er gået hen og er blevet bøger, som jeg kan læse igen og igen.
Ivrige læsere – og for den sags skyld også filmfans – vil nikke genkendende til fænomenet: Der er historier, som du bliver ved med at vende tilbage til, uanset om der er tale om store mesterværker eller ej. Nogen gange må man bare erkende, at man ikke orker at kaste sig ud i noget nyt, men i stedet trænger til at slappe af med noget velkendt, om det så er hele værket eller blot udvalgte scener. Og så er der bestemte bøger eller film, du griber fat i. Graham Joyce skrev to af mine “comfort books”.
Graham Joyce nåede aldrig at blive en bestseller-forfatter, selv om han vandt en World Fantasy Award og hele syv (7!) British Fantasy Awards for sine romaner. En af årsagerne var sikkert, at han var svær at placere genremæssigt. De fleste af hans bøger kan bedst beskrives som nutidig fantasy, dvs. historier der udspiller sig enten i nutiden eller i det 20. århundrede, og som indeholder elementer af fantasy, men også indslag i retning af horror.
Sidstnævnte gør sig gældende for både den roman, som gjorde mig opmærksom på Graham Joyce, The Tooth Fairy (1996), og den sidste, jeg læste af ham, The Silent Land (2011). Men det er faktisk ikke dem, jeg har tænkt mig at fortælle om. I stedet vil jeg berette om to bøger, som har det til fælles, at deres hovedpersoner tror sig ramt af en forbandelse, som de i mere eller mindre grad føler, de har fortjent, men ellers er ret forskellige.
Do the Creepy Thing (2006) hører til blandt de ungdomsbøger, som Graham Joyce skrev, og da jeg gik i gang med den, skulle jeg lige vænne mig til det lidt mere enkle sprog, han anvendte. Det forbehold holdt dog ikke længe, for jeg blev hurtigt grebet af historien om teenagepigen Caz, som sammen med sin veninde morer sig med at bryde ind i folks hjem og læne sig ind over dem, mens de sover for at se, hvor tæt på de kan komme uden at vække dem. Men en aften går det galt, og da Caz løber derfra, er intet længere det samme. Pludselig er det som om, hun ved, hvad folk omkring hende tænker og føler, og hun kan tilmed se ind i deres fortid.
Nøgternt set er Do the Creepy Thing ingen stor roman, men alligevel har jeg nu læst den eller dele af den flere gange. Som hovedperson er Caz beskrevet på en måde, så man ikke kan lade være med at holde af hende, og jeg kan især godt lide, at det langsomt går op for hende, at hendes nye evne måske snarere skal ses som en gave end som en straf. Faktisk kan jeg lige så godt tilstå, at jeg nok havde Caz og Do the Creepy Thing i baghovedet, da jeg skrev novellen Telefon fra afdøde om den uheldige Robert og hans hjemsøgte mobiltelefon.
Memoirs of a Master Forger (2008) er til gengæld en roman for voksne og adskiller sig desuden ved, at Graham Joyce udgav den under pseudonymet William Heaney. Det er samtidig navnet på bogens jeg-fortæller, som er en svindler. Han nøjes ikke kun med at forfalske bøger og sælge dem til samlere for en formue, men skriver også digte for en ven, der er blevet berømt på grund af dem. Endelig ser han dæmoner og føler skyld over, at flere af hans eks-kærester har lidt tragiske skæbner på grund af gerninger, han gjorde som ung.
Lige som Caz straffer William sig selv. Han drikker for meget, og trods sine falsknerier er han konstant på spanden, fordi han forærer alle pengene til et værested for hjemløse. Så da han møder en ung kvinde, som nærmest insisterer på at være en del af hans liv, bliver han med det samme mistroisk og tiltror hende de værste motiver. Memoirs of a Master Forger er en roman, der fungerer i flere lag. Den er både en komedie og en tragedie, og der er sekvenser, hvor hårene rejser sig i nakken på læseren, men af vidt forskellige årsager og ikke kun på grund af dæmonerne. For i en bog fyldt med løgne viser den førnævnte kvinde sig selvfølgelig ikke at være den, hun udgiver sig for, og afsløringen af hvem hun er, forvandler på overraskende vis Memoirs of a Master Forger til en af de smukkeste kærlighedshistorier, jeg har læst.
Det var mine ord om Graham Joyce, og min eneste trøst er, at jeg har hans næstsidste roman, Some Kind of Fairy Tale, stående ulæst i min reol og har flere af hans andre bøger til gode.
Links:
io9’s nekrolog: We’ve Lost One Of The Great Fantasy Writers: R.I.P. Graham Joyce
Uddrag af interviews fra Locus Magazine: On the Edge (2002) og Ghost Writing (2009)