Kærlighed på Månen

Umiddelbart burde det være en fordel ikke at opholde sig på Jorden, når verden går under. Men hvad nu hvis du i stedet befinder dig på en base på Månen og blot kan se frem til en langsom død, fordi basen ikke nåede at blive selvforsynende, inden katastrofen indtraf? Og hvad hvis du er en teenage-pige, som er forelsket i din bedste ven, men ikke ved, om han føler det samme for dig, mens folk dør på stribe omkring jer, fordi alt håb er ude?

Det er det muntre udgangspunkt for min novelle De sidste kærester på Månen, der også har lagt titel til den seneste udgave af Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under underfladen. Idéen var at lade en ung piges dagbogs-optegnelser danne kontrast til den værst tænkelige situation, og ja, mit mål er at gøre alle deprimerede, og nej, novellen har intet som helst at gøre med TV-2 sangen, selv om jeg lånte titlen og foretog en mindre ændring. Jeg var længe i tvivl, om det var for oplagt at kalde novellen det, men endte med at tage chancen, og hey, det virkede åbenbart! I hvert fald kan jeg konstantere, at det i syvende forsøg lykkedes at få SFC til at opkalde en Lige under overfladen-antologi efter en af mine noveller.

Læs et uddrag af De sidste kærester på Månen her

Som nogen allerede har bemærket, er det tredje gang, jeg lader en historie foregå på Månen efter Portræt af en månepige og Månebase Rødhætte. Jeg har ingen forklaring på dette tilsyneladende galoperende tilfælde af litterær månesyge, lige som jeg heller ikke ved, hvorfor havfruer har det med at dukke op igen og igen i min fiktion. Det er så påfaldende, at jeg knapt nok tør nævne, at min endnu ikke udgivne novelle, Slagtehus 13, også delvist udspiller sig på Månen. Det eneste, der kan toppe dette, er, hvis jeg lader min næste historie handle om havfruer på Månen (hey, vent lige …)

Til sidst kommer jeg ikke udenom, at De sidste kærester på Månen oprindeligt blev skrevet til en anden konkurrence, hvor den ikke blev udvalgt til publikation. Jeg har dog foretaget væsentlige ændringer i teksten i forhold til den første udgave, der led under, at jeg blev færdig med den i sidste øjeblik før indsendelsesfristen. Efter at have set på novellen med friske øjne gik jeg i gang med omskrivningen og tilføjede blandt andet en ny indledning og en ny slutning, ligesom det står mere klart, hvem det er, historien bliver fortalt til. Så alt i alt er jeg langt mere tilfreds med den version, som nu kan læses i Lige under overfladen 9. Og hvis nogen spekulerer på, hvad det var for en konkurrence, jeg indsendte den oprindelige udgave til, så burde det ikke kræve det store detektivarbejde at gætte, når udgangspunktet for novellen er verdens undergang.