Vild weekend: Og prisen går til …

Når en zombie prøver at stjæle din horrorpris. Foto: Martin Schjönning

Som forfatter kan man forestille sig meget. Jeg havde dog aldrig forventet, at jeg skulle få overrakt en pris af en zombie!

I sidste uge fik jeg den glædelige besked, at min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos havde vundet prisen Årets Danske Horrorudgivelse. Prisen uddeles af Dansk Horror Selskab, som gerne ville sikre sig, at modtageren var til stede ved prisuddelingen på Krimimessen i Horsens.

Allerede da jeg blev nomineret, havde jeg besluttet, at det ville være en god anledning til at tage til min første Krimimesse, men min plan var kun at være der om lørdagen. Det ændrede sig, da Krimimessens arrangør, Horsens Bibliotek, inviterede mig med til middagen lørdag aften og endda tilbød at betale for et hotelværelse.

Brrrr … lørdag eftermiddag på Krimimessen i Horsens, hvor det gamle fængsel mere føltes som en sibirisk gulag.

Uddelingen af horrorprisen fandt sted lørdag kl. 13 i forlængelse af Det Danske Krimiakademis priser, og jeg var lidt spændt på, hvor mange der ville være til stede. Umiddelbart regnede jeg ikke med det store, for jeg tænkte, at der var andre programpunkter på Krimimessen, som ville trække mere, og jeg havde hørt historier fra de første år med Årets Danske Horrorudgivelse, hvor krimipublikummet forlod salen i hobetal, da prisen skulle uddeles.

Så jeg blev overrasket, da det gik op for mig, at prisuddelingen skulle holdes i Krimimessens nok største lokale, Snedkeriet, og at der blev livestreamet via YouTube fra stedet. Da vi dukkede op ved et-tiden, var der tilmed helt fyldt, og jeg hørte fra andre, at de var blevet afvist ved døren, fordi der ikke måtte lukkes flere ind.

Noget af det kan helt sikkert tilskrives vejret. Krimimessen holdes i det gamle fængsel i Horsens, og programpunkterne er spredt rundt i flere forskellige bygninger, så modsat Bogforum er man ikke indendøre hele tiden, men er nødt til at bevæge sig udenfor, når man skal gå fra den ene bygning til den anden. Lørdag var det bidende koldt, så det gjorde, at publikum forståeligt nok blev inde i varmen i stedet for at hygge sig ude i fængslets gård, og det gjorde, at der opstod problemer med pladsen i nogle af bygningerne.

Men tilbage til prisuddelingen, hvor jeg skulle op på scenen og stå over for et noget større publikum, end jeg havde regnet med. Meget få rejste sig og gik, fordi det “bare” var en horrorpris, der skulle uddeles til en forfatter, de aldrig havde hørt om, men det var langt fra slut med overraskelserne.

Blod på rammen! En anden følge af “zombie-showet” er, at der nu sidder lidt kunstig blod på vinderdiplomet, hvilket egentlig føles ganske passende.

Mens jeg stod på scenen, bemærkede jeg en raslende lyd ude fra siden. Min første tanke var, at nogen var kommet ind med en madvogn eller lignende, og jeg nåede faktisk at blive lidt småirriteret, fordi det skete, mens Jacob Hedegaard Pedersen fra Dansk Horror Selskab var i gang med at læse juryens begrundelse op. Til sidst kom lyden så nær, at jeg drejede hovedet og blev mødt af en flok zombier, der var på vej hen mod mig! Først efter yderligere et par sekunder gik det op for mig, at den ene af zombierne holdt vinderdiplomet, og at showet var selve overrækkelsen.

Zombierne kom fra Dystopia Entertainment, som var på Krimimessen for at gøre reklame for deres kommende forestilling Frygt Fængslet. Ret sent havde man fået den idé at inddrage dem i prisuddelingen, og Jacob fortalte bagefter, at han lige nåede at få tanken “Hvad nu, hvis han har dårligt hjerte?”, mens han stod på scenen. Heldigvis er jeg åbenbart ikke så let at skræmme, og jeg synes selv, det var med at gøre en i forvejen stor oplevelse endnu større.

Prisuddelingen blev som nævnt livetransmitteret på YouTube, hvor den stadig ligger, så man kan se, hvordan den foregik, og hvad jeg sagde i min takketale:

Men dermed var det langt fra slut. Lige efter uddelingen gav jeg et (meget) kort interview til Bogmarkedet, og senere på eftermiddagen blev jeg interviewet på Rød Scene af Jette Holst, som er bibliotekar på Horsens Bibliotek, men også står for hjemmesiden Gyseren.dk og var medlem af juryen til Årets Danske Horrorudgivelse.

Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos udgives af Forlaget Kandor, der er et imprint under forlaget DreamLitt. På forhånd havde jeg set, at de havde taget pænt med eksemplarer af bogen med på deres stand på Krimimessen, men efter prisuddelingen skete der noget:

Før prisen … og efter prisen. Nogen havde vist tippet forlaget om, hvad der ville ske.

Prisen havde også den direkte effekt, at forlaget efterfølgende solgte omkring ti eksemplarer af Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos på Krimimessen, og et par af gangene skete det, mens jeg var til stede i standen, så jeg kunne signere bogen. Ti bøger lyder måske ikke af meget sammenlignet med Jussi Adler-Olsens salgstal, men når ens bog indtil denne weekend har solgt under 100 eksemplarer, er det faktisk en pæn stigning (der er en grund til, at jeg ikke har sagt mit job op). Nu må tiden vise, om prisen kaster yderligere salg af sig, men ellers har jeg i det mindste mindet om en weekend, hvor jeg fik mulighed for at baske lidt i spotlyset.

Her er, hvad Dansk Horror Selskab har skrevet på sin hjemmeside:
Lars Ahn vinder prisen for Årets Danske Horrorudgivelse

Etiket: , , , , ,