To mærkedage
Min forfatterkollega A. Silvestri kunne for nylig fejre 10-Ã¥rs jubilæum. Den 15. august 2008 var dagen for hans første udgivelse, novellen When the Music’s Over i Science Fiction Cirklens antologi I overfladen – Lige under overfladen 2.
Samme antologi var også første gang, jeg havde en novelle, Afhøring af offer nr. 5, med i en bogudgivelse, men jeg valgte allerede at fejre mit 10-års forfatterjubilæum sidste år, fordi jeg i sommeren 2007 fik trykt novellen Fru Jensen og den nydelige mand i Himmelskibet og tæller den som min forfatterdebut.
Læs: 10 år som forfatter og Fem år som forfatter
Til gengæld er jeg blevet mindet om et andet jubilæum, jeg havde i weekenden. Den 1. september var det nemlig 25 år siden, jeg begyndte på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
Jeg må erkende, at jeg ikke blev journalist, fordi jeg drømte om at afsløre magthavere og finde frem til SANDHEDEN eller optræde live i nyhederne. Da jeg nåede det punkt, hvor jeg skulle bestemme mig for, hvad jeg ville være, vidste jeg kun, at jeg godt kunne lide at skrive og fortælle historier.
Det lå lige for at blive forfatter, men jeg var dog så realistisk, at jeg allerede dengang godt var klar over, at der var en meget lille sandsynlighed for, at det ville lykkes (og jeg havde ikke engang overvejet det økonomiske aspekt).
I stedet kiggede jeg på uddannelser, og den eneste, som ellers levede op til mine ønsker, var journalistuddannelsen. Der var dog ét problem: På det tidspunkt fandtes der kun én journalistuddannelse i Danmark, og den lå i Aarhus. Det var nu ikke tanken om at flytte til Jylland, der bekymrede mig, men mere det faktum at man skulle bestå en optagelsesprøve for at komme ind på uddannelsen.
For 25 år siden var der otte gange så mange ansøgere, som der var pladser på uddannelsen, så nåleøjet var ret lille. Jeg gik til optagelsesprøve i foråret 1993 sammen med 1600 andre og syntes, det var sjovt, men regnede ikke med noget. Jeg var kun 20 år, og gennemsnitsalderen på dem, der startede på uddannelsen, var 25 år, så jeg tænkte, at jeg skulle prøve igen året efter.
Og så skete det alligevel. Jeg blev optaget i første forsøg og havde onsdag den 1. september 1993 studiestart på Journalisthøjskolen eller Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), som den hedder i dag. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke var blevet journalist. Som nødløsning overvejede jeg at læse til engelsk-fransk korrespondent på handelshøjskolen, men jeg tvivler på, det ville have været det rette for mig.
Siden den dag har jeg skrevet hundredevis af artikler, interviewet et lignende antal mennesker, besøgt steder man normalt ikke har adgang til, og det er endda også blevet til enkelte afsløringer. Jeg opdagede dog, at når man skriver meget på sit arbejde, har man ikke energi til at skrive i sin fritid, så det var en streg i regningen i forhold til forfatterdrømmen.
Det ændrede sig først, da jeg blev redaktionssekretær og begyndte at skrive mindre pÃ¥ arbejdet, og i 2007 kom jeg igen i gang med at skrive fiktion efter 10 Ã¥rs pause. I dag er jeg redaktionsleder pÃ¥ Dagbladet Roskilde – min arbejdsplads de sidste 20 Ã¥r – og selv om jeg primært er redigerende, skriver jeg stadig artikler til avisen, men i de mest travle perioder kan jeg godt mærke, at jeg ikke fÃ¥r skrevet sÃ¥ meget derhjemme.
Hvis jeg var blevet spurgt for 25 år siden, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville ende med at blive både journalist og forfatter. Jeg havde dog ret i én ting: Begge dele er sjove, men det er lettere at leve af det ene end af det andet.
Jeg kan i øvrigt se, at jeg for fem år siden også var for sent ude med mit 20-års jubilæum på Journalisthøjskolen:
Læs: It was 20 years ago … (inklusiv en novelle, jeg skrev i 1993)