To måneder, seks koncerter
Så er det blevet efterår og dermed højsæson for koncerter for mit vedkommende. I løbet af de næste to måneder skal jeg til seks af slagsen, alle i Vega og alle med kvindelige kunstnere. Men det er ikke det eneste fællestræk, for tilfældet har villet, at der samtidig er tale om sangere og bands, der står bag nogle af mine yndlingsalbums fra 2014.
Man skulle tro, at det var en selvfølge, men det er det faktisk ikke. Sidste år lykkedes det mig for eksempel kun at komme til koncert med to af de navne, jeg havde på min top 10-liste over de bedste albums fra 2013. Resten kom enten slet ikke til Danmark eller også gjorde de det først i år, og så var der selvfølgelig et par, som jeg af forskellige årsager missede, selv om de var her. Sådan bliver det ikke i år, hvor der nærmest er dømt fuldt hus.
Jeg tyvstartede i sidste måned med Angel Olsen, der spillede i Lille Vega den 17. september, mens Store Vega var optaget af Lauryn Hill. Ud fra anmeldelserne at dømme valgte jeg den rigtige koncert, og så lever jeg med, at Angel Olsen undlod at spille White Fire, som er min favoritsang fra hendes seneste album, Burn Your Fire for No Witness.
Tilbage til fremtiden, hvor det er en debutant, som får lov at åbne ballet den 19. oktober i Store Vega. FKA twigs er kunstnernavn for engelske Tahliah Debrett Barnett, som gør sig i en genre, jeg normalt ikke lytter så meget til, R&B. Men hendes Mercury Prize-nominerede debutalbum LP1 er meget langt fra traditionel R&B. I stedet bydes der på et spartansk klingende og eksperimenterende lydunivers, som det bliver interessant at se, hvordan hun forløser live.
Den 30. oktober er turen kommet til det eneste danske navn i denne omgang, Giana Factory, hvis kølige synth-pop jeg har en svaghed for. Jeg så dem i 2010 på Gimle i Roskilde til en koncert, hvor vi var omkring 15 betalende gæster til stede, selv om trioen på det tidspunkt var blevet spillet en del på P3. Alligevel leverede Giana Factory en fin koncert, og jeg gik derfra med en pæn portion respekt for dem, for det må godt nok være en flad oplevelse at stå foran så få tilskuere. Jeg satser dog på, at der kommer flere, når de spiller i Lille Vega.
Det bør der helt sikkert også gøre den 5. november, når St. Vincent indtager Store Vega. Annie Clark kom for alvor ind på min radar i 2011 med albummet Strange Mercy. Siden har hun samarbejdet med David Byrne på albummet Love This Giant, og noget af lyden derfra har hun taget med på St. Vincent, der er en seriøs bejler til at blive mit yndlingsalbum fra 2o14. Prøv at lytte til denne live-udgave af singlen Birth in Reverse, der indledes med de mindeværdige linier: Oh, what an ordinary day / Take out the garbage, masturbate …
Er det nu dem igen? Jep, som jeg tidligere har skrevet, når amerikanske Warpaint at besøge Danmark to gange i år, og således kan jeg se frem til en dobbelt dosis med et af mine favoritbands fra nyere tid. Jeg var ikke helt oppe at ringe over deres koncert på Roskilde Festival i sommer, hvor de virkede til at bakse med lydproblemer, så jeg håber på en form for revanche den 16. november i Store Vega. Her er en optagelse fra Roskilde:
Og nu begynder det at gå stærkt. To dage efter Warpaint venter Sharon Van Etten i Lille Vega, og det er måske den af efterårets koncerter, jeg ser mest frem til. Den amerikanske singer-songwriters fjerde album, Are We There, har stille og roligt sneget sig ind på mig inden for de seneste måneder med sine hudløse sange, og hvis der er nogen, som skal vippe St. Vincent af pinden, når jeg skal sætte navn på Årets Album, så er dette et godt bud.
Jeg slutter med endnu en genganger fra årets Roskilde Festival, svenske Lykke Li. Hun formår at løfte sine mørke popsange, så de får deres eget liv på scenen og ikke bare lyder som om, man har skruet højt op for anlægget derhjemme, så jeg tager gerne endnu en omgang med hende den 7. december i Store Vega.
Bonus: Instruktørerne af ovenstående musikvideo, Fleur & Manu, er i øvrigt de samme, som står bag denne Peugeot-reklame med Lykke Li, hvor Gunshot også bliver anvendt. Samme aktører, samme materiale, et noget andet resultat.