Nær og fjern anmeldt
Nær og fjern – Lige under overfladen 7 er blevet anmeldt af Jette Holst på Litteratursiden.
Blandt de noveller, hun fremhæver, er undertegnedes Tannhäuser Gate, som hun ganske rigtigt konstaterer “måske mere er en historie om science fiction og de ting, der følger med at være fan af genren, når fremtiden udvikler sig i en anden retning, end man forventede. Forfatteren har fundet inspiration i blandt andet filmen ’Blade Runner’ og romanen ’Neuromancer’, men som altid giver han historien sit helt eget twist.”
Man støder ofte på termen “show – don’t tell!”, og det er da i mange tilfælde også en udmærket lille medspiller. Så siger de kloge, at det en regel og at det kun tilfalder store kunstnere at bryde regler. Det skal vi nok selv bestemme, men det er ihvertfald sikkert, at den lille enetale som Roy Batty fyrer af inden han slukker har fået ikonisk status. Det fortjener den egentlig også, for de billeder den fremmaner i bevidstheden er mere kulminariske (er der noget der hedder det?) end et eller andet stykke computergrafik af “brændende angrebsskibe” eller “Tannhäuser-Porten”. Rygtet vil samtidig vide, at den manuskriptmæssige monolog var noget anderledes, samt at det var Rutger Hauer (in person) der selv ændrede indholdet, mere eller mindre i sidste øjeblik. Under alle omstændigheder er det effektfuldt, og det er ret godt set at denne Tannhäuser-port kan komme til at fremstå som en slags Gral. Et andet spørgsmål er hvad Roy Batty egentlig siger. Jeg har to udgaver af Blade Runner, og i den ene er det oversat “jeg har set c-stråler glimte i mørket ved Tannhaüser-porten”. I den anden er teksten “jeg har set hav-glimt ved Tannhäuser Gate”. Og vi kan vel først begynde at gætte, når vi selv har set hvor og hvad Tannhäuser Gate egentlig er. Men det haster ikke, vel?