Tannhäuser Gate (uddrag)

pdf.jpg
Læs som pdf

Af Lars Ahn Pedersen

Hendes umiddelbare indtryk af hackeren var, at her var en mand, der var blevet udsat for Neuromancer og The Matrix som barn og aldrig var kommet sig over det.

Fyren var en omvandrende kliché med sin blege hud, solbriller, man kunne spejle sig i, og sorte klæder, der så slidte ud, men på en designeragtig facon. På samme måde signalerede hans morgenhårsfrisure, at han lige var stået ud af sengen efter endnu en lang nat i cyberspace, men hun ville godt vædde på, det havde krævet tid og kræfter foran spejlet at nå frem til resultatet. Jeps, han prøvede tydeligvis at kompensere for, at han var blevet født et par generationer for sent til at have oplevet cyberpunk-æraen og også var gået glip af dens anden og tredje genkomst. Hun sukkede. Det ville blive en lang dag.

Hackeren kiggede sig omkring i lokalet og fik øje på hende.

“Jeg søger Hansen,” sagde han.

“Det er mig.”

Han smilede. “Cool. Da de gav mig dit navn, troede jeg, at du ville være en…”

Hun afbrød ham. “Og du er …?” spurgte hun.

“Øh … Bobby. Bobby Zero,” sagde han, og hun døde en lille smule mere indvendigt. Hun vidste ud fra baggrundstjekket, at hans rigtige navn var en hel del mindre eksotisk og hacker-egnet. “Det er mig, der er…”

“Dagens troldmand. Tak, det havde jeg gættet.”

Hans teint taget i betragtning burde det være umuligt, men han blegnede faktisk. Den kølige modtagelse slog ham tydeligvis ud af kurs, hvilket også havde været hendes hensigt. Nu var det på tide at få ham tilbage i folden, men på hendes betingelser.

“Din plads er herovre,” sagde hun og viste ham hen til en arbejdsstation. “Den skulle gerne indeholde alt det, du bad om. Men tjek hellere selv for en sikkerheds skyld, at der ikke mangler noget. Det er bedre, at vi opdager det nu, end nÃ¥r missionen gÃ¥r i gang.”

“Tak,” sagde han og satte sig. Han begyndte straks at gennemgÃ¥ udstyret med en grundighed, der fik hende til at krydse fingre for, at ingen i it-afdelingen havde fÃ¥et den misforstÃ¥ede tanke at forsøge at spare lidt pÃ¥ budgettet hist og her. Da han var færdig, nikkede han anerkendende.

“Det hele er dér, og mere til,” sagde han og lignede pludselig en lille dreng, der har fÃ¥et flere julegaver, end han havde regnet med.

“Se det som en anerkendelse af, hvor meget vi værdsætter din hjælp pÃ¥ denne mission,” sagde hun. “Sig endelig til, hvis du har brug for noget. Der er friskbrygget kaffe pÃ¥ kanden, køleskabet er fyldt med kolde drikke, og vi har skaffet de snacks, du bad om. Vi fÃ¥r bragt mad herned om to timer, og derefter fÃ¥r du et mÃ¥ltid hver fjerde time. Lige nu har du tilladelse til at bevæge dig rundt i denne afdeling og gÃ¥ pÃ¥ toilettet, men i samme øjeblik missionen er i gang, mÃ¥ du ikke forlade din plads. Er det forstÃ¥et?”

Han grinede. “Det var det, jeg skrev under pÃ¥.”

“Fint, sÃ¥ er vi enige.”

Han lænede sig tilbage i sædet. “Hvad gør vi sÃ¥ nu?”

“Venter,” sagde hun.

#

Efter tre timer var det tydeligt, at han var begyndt at kede sig. Frokosten var blevet serveret og fjernet igen, og han sad nu blot og trykkede tilfældigt på tastaturet.

“Det mÃ¥ være frustrerende,” sagde hun.

“Hvilket?”

“At fÃ¥ adgang til al den computerkraft og sÃ¥ ikke være i stand til at bruge den, før jeg siger til.”

Han skar en grimasse. “Det minder mig om, nÃ¥r jeg var pÃ¥ ferie med mine forældre. De insisterede pÃ¥ at tage ud i de allermest fjerne afkroge, hvor der ikke var nogen som helst former for dækning, sÃ¥ vi kunne ‘fÃ¥ renset sjælen’. Det var altid de længste uger i mit liv. Jeg hadede det og kunne ikke vente til, vi kom hjem igen.”

“Med fare for at lyde som din mor, sÃ¥ er det for dit eget bedste, at vi gør det pÃ¥ denne mÃ¥de.”

Han gryntede. “Jeg ved det. Ellers kunne vi lige sÃ¥ godt have udført operationen hjemme fra min egen lejlighed.”

“Som ikke viste sig at være sÃ¥ umulig at spore, som du regnede med,” pÃ¥pegede hun.

Han tog sig til brystet med overdreven mine. “Arrgh! Ingen grund til at træde i det. Min stolthed er stadig sÃ¥ret over det.”

“Se sÃ¥dan her pÃ¥ det,” sagde hun. “Hvis vi kan finde frem til dig, sÃ¥ kan andre det ogsÃ¥, og sandsynligheden taler for, at de modsat os ikke er i humør til at tilgive dig dine handlinger. Det taler trods alt til din fordel, at du voldte dem væsentlig mere skade, end du gjorde mod dine egne.”

Han tog en slurk af sin dÃ¥secola. “Hør her, Hansen, eller hvad du nu hedder. Vi ved begge godt, at jeg ikke er her, fordi jeg er en stor patriot, men at jeg gør det, sÃ¥ jeg ikke skal tilbringe resten af mine dage pÃ¥ en topsikret institution, der ikke eksisterer officielt nogen som helst steder. At jeg sÃ¥ kan være medvirkende til, at en eller anden gal fanatiker ikke fÃ¥r mulighed for at give os en undskyldning for at starte endnu en krig, er bare en bonus.”

“Din kynisme varmer mit hjerte.”

“Ja, ja, fuck dig,” sagde han. “Sker der ikke snart noget?”

“Jeg er sikker pÃ¥, at vores folk gør deres bedste for at skaffe de koder, du skal bruge.”

Han slog opgivende ud med armene. “Er det altid sÃ¥dan her?”

Hun smilede skævt. “Hvis du taler om ventetiden, sÃ¥ ja. Jeg vil sige, at størstedelen af vores tid gÃ¥r med at vente pÃ¥ det rette øjeblik. Men bare det at sørge for, at muligheden overhovedet opstÃ¥r, er et kæmpe arbejde i sig selv. At du sidder her nu, er kulminationen pÃ¥ flere Ã¥rs indsats fra en større gruppe mennesker. Jeg ved godt, at det ikke er særligt Hollywood-venligt, men det er sÃ¥dan, det foregÃ¥r. Hvad havde du dig regnet med?”

Han trak pÃ¥ skuldrene. “Jeg ved det ikke. Jeg er godt klar over, at I ikke arbejder som pÃ¥ film, men alligevel … Jeg havde mÃ¥ske forventet…”

“Ja?”

Han sÃ¥ sig omkring. “Bare se pÃ¥ det her lokale. Det er fandeme kedeligere end min gamle studievejleders. Og sÃ¥ er alting sÃ¥ smÃ¥t. Hvor er alle storskærmene henne? Hvorfor er det kun os to, der er her? Hvor er alle de andre agenter? Hvor er alt det fede high-tech udstyr?”

“Lige foran dig.”

“Netop!” rÃ¥bte han. “Og sÃ¥ er I alligevel i stand til at skaffe mig adgang til det kraftigste vÃ¥ben, jeg nogensinde har haft i mine hænder, men for fanden, hvor ville det bare blive meget federe, hvis I havde ofret lidt hÃ¥ndører pÃ¥ en indretningsarkitekt – og gerne én, som har arbejdet pÃ¥ en Hollywood-blockbuster.”

“Tak for forslaget. Jeg tror nu stadig, at vi vælger at bruge vores ressourcer andetsteds. Det er trods alt borgere som dig og mig, der er med til at betale for driften – med mindre de som dig sørger for at blive fritaget for skat,” sagde hun.

Han hævede øjenbrynene. “Den skulle du lige have med, hvad?”

“Ã…h ja,” sagde hun og løftede sit krus op foran sin mund for at skjule smilet.

#

“Ved du, hvorfor jeg sagde ja til missionen?” spurgte han, mens de fik eftermiddagskaffe og kage.

“Hvad? Vil det sige, at det ikke var af kærlighed til fædrelandet?” sagde hun med pÃ¥taget chokeret stemmeføring.

Han lo. “Desværre. Da jeg fik tilbuddet, var jeg selvfølgelig fristet, fordi jeg kunne blive fritaget for straf, men i sidste ende var det missionens navn, der overbeviste mig.”

Hun stirrede pÃ¥ ham. “Tannhäuser Gate? Du sagde ja, fordi missionen hedder Tannhäuser Gate.”

“Jeg tænkte, at hvis I kan finde pÃ¥ at bruge den slags navne til jeres missioner, sÃ¥ kan I ikke være helt slemme.”

Hun rystede pÃ¥ hovedet. “I guder.”

Han sÃ¥ nøje pÃ¥ hende. “Ved du, hvem der valgte navnet?”

“Det var i hvert fald ikke mig.”

“Men er det tilfældigt?”

“MÃ¥ske. Jeg ved det ikke.”

“Nogen mÃ¥ vide det.”

Hun tog en dyb indÃ¥nding. “Hør her, for min skyld kan de trække navnet op fra en hat, og mÃ¥ske er den mÃ¥de, de gør det pÃ¥. Jeg ved bare, at nÃ¥r først missionen er i gang, sÃ¥ er der ingen, som tænker pÃ¥, hvad den hedder, før den afsluttende rapport skal skrives.”

“SÃ¥ du tror ikke, at der sidder et udvalg et sted i jeres organisation, som finder pÃ¥ navne til missionerne?”

“Det hÃ¥ber jeg ikke, omend man en gang imellem kan have sin tvivl.”

“Hvad mener du?”

Hun kiggede hen pÃ¥ ham. “Okay, det her er reelt set en hemmeligstemplet oplysning, men hvad fanden. Jeg har engang været pÃ¥ en mission, der hed Operation Kukur.”

“Kukur? AltsÃ¥ lige som i…”

“Den foregik i Schweiz, og det er alt, hvad du fÃ¥r at vide.”

“Wauw,” sagde han. “Gid jeg var med i det udvalg.”

#

“Hey,” sagde han.

“Hvad nu?”

“Du ved godt, hvor Tannhäuser Gate stammer fra, ikke?”

“En Wagner-opera?”

“Kun delvist. Det er fra Blade Runner. Rutger Hauer nævner det i sin tale, da han er ved at dø: I watched c-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate.”

“SÃ¥ hvor ligger det henne?”

“Det er det vilde ved det hele. Det var noget, han selv fandt pÃ¥. Tannhäuser Gate stod ikke i manuskriptet, og der findes heller ikke en planet eller et solsystem med det navn. Det er et fiktivt sted.”

“Aha. Du mÃ¥ undskylde, hvis jeg ikke lige kan se sammenhængen,” sagde hun.

Han rykkede sin stol tættere pÃ¥ hende. “Tannhäuser Gate er et symbol pÃ¥ fremtiden. Det fortæller os om de muligheder, der ligger og venter pÃ¥ os forude, hvis vi forstÃ¥r at udnytte dem. Du har vel set Blade Runner?”

“Jo, men det er længe siden. Jeg kan godt huske den scene, du taler om, men jeg havde glemt, hvad det var, han helt præcist sagde.”

“Du lyder ikke som den store science fiction-fan.”

Hun trak pÃ¥ skuldrene. “Som ung var jeg faktisk ret vild med det, men sÃ¥ voksede jeg fra det.”

Han sÃ¥ vantro pÃ¥ hende. “Hvordan er det muligt? Det svarer nærmest til at sige, at du holdt op med at have drømme og lagde din fantasi pÃ¥ hylden.”

“Muligvis, men en dag slog det mig bare, at virkeligheden havde overhalet fantasien indenom, og vi allerede lever i en science fiction-verden. Vi fik godt nok hverken flyvende biler, videotelefoner, menneskelige robotter eller kolonier pÃ¥ andre planeter. I stedet fik vi personlige computere, internet, cyberterrorisme og nanoteknologi. Imens hænger science fiction-litteraturen fast i fortiden og er holdt op med at afspejle virkeligheden, sÃ¥ hvorfor bruge mere tid pÃ¥ den?”

“Okay, jeg kan til dels følge dit synspunkt,” sagde han. “Men jeg vil stadig hævde, at den science fiction-verden, vi lever i, ikke er den, jeg ønskede mig som barn, sÃ¥ der er fortsat noget at arbejde hen imod og drømme om.”

“Ud fra dit udseende er det ikke svært at gætte, hvilken fremtid du gerne vil leve i,” sagde hun med et skævt smil.

Han lo. “Indrømmet. Jeg ville elske at bo i en neonoplyst storby, hvor det regner konstant og altid er nat, i stedet for denne verden, hvor alt ligner sig selv pÃ¥ den samme triste mÃ¥de.”

“Der er faktisk flyvende biler med i Blade Runner.”

“NÃ¥ ja, ingen er perfekte. Det er i øvrigt noget af det, jeg elsker ved Blade Runner. At det ikke er en perfekt film. Hvis den havde været det, tror jeg, den ville være glemt i dag. Mesterværker er altid mere interessante, hvis de har smÃ¥ fejl og mangler, fordi det minder os om, at det er mennesker, som stÃ¥r bag.”

“SÃ¥ hvilken fremtid drømmer du om at leve i? Generer det dig ikke, at du ikke kan flyve rundt i et cyberspace fyldt med former og farver, men stadig er nødt til at sidde foran en arbejdsstation?”

“Jo, for helvede. Jeg blev hacker pÃ¥ grund af William Gibson og The Matrix (“No shit!” tænkte hun). Da jeg var lille, drømte jeg om at blive en cyberpirat, der flød rundt pÃ¥ datahavene og bekæmpede ondskabsfulde konglomerater og korrupte regimer. Jeg var overbevist om, at jeg en dag ville fÃ¥ indopereret en stikkontakt i nakken, og at halvdelen af min hjerne ville blive forvandlet til en harddisk. Virkeligheden viste sig desværre at være noget mere kedelig.”

“Det beklager jeg – tror jeg nok,” sagde hun.

Han smilede resigneret. “Men i det mindste fik jeg stikkontakten. Vil du se den?”

“Vil jeg se hvad?”

“Min stikkontakt.” Han vendte sig om og og hev ned i trøjen, sÃ¥ hun kunne se hans nakke. “Jeg fik den lavet i fængslet.”

Hun studerede den pÃ¥ tæt hold. “Nydelig. Den ser professionel ud af en fængselstatovering at være. Hvem fik du til det?”

“En fyr, som havde haft en tatovørbiks, inden han gik pÃ¥ røven og forsøgte sig som pusher for at have penge til den næste udbetaling. Jeg fik ham til at lave den mod, at jeg sørgede for at tage mig af hans datters skattegæld, nÃ¥r jeg kom ud.”

“Godt at se, at du har bevaret dit samfundssind.”

Han grinede smørret. “Hey, jeg er i fuld gang med at betale tilbage.”

Derefter blev han mere alvorlig. “Men ved du hvad? De flyvende biler, rejserne i rummet og kolonierne pÃ¥ andre planeter. Det vil jeg ogsÃ¥ have. Jeg vil ud til Tannhäuser Gate. Det er der, vores fremtid ligger. Hvis vi ikke udvikler os, gÃ¥r vi til grunde.”

“OgsÃ¥ selv stedet rent faktisk ikke eksisterer?”

Han pegede pÃ¥ sit hoved. “Herinde gør det.”

 

Læs resten af novellen i Nær og fjern – Lige under overfladen 7, Science Fiction Cirklen, 2013

Creative Commons License
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.

Leave a Reply