Milepælenes år
2012 blev et begivenhedsrigt år for mit vedkommende med mange første gangs-oplevelser. Den altdominerende er selvfølgelig udgivelsen af min første novellesamling, Månebase Rødhætte. Nu har jeg skrevet vidt og bredt om bogen i andre indlæg her på siden, så jeg vil bare nøjes med at nævne, at det gør underværker for besøgstallet på ens hjemmeside, når man udgiver noget. November – måneden hvor Månebase Rødhætte udkom – satte rekord med over 950 besøg. Måske ikke så overraskende, men meget rart at konstatere.
Noveller: Da jeg for et år siden skulle gøre status over 2011, gjorde jeg det under overskriften Et produktivt år. Set i bakspejlet var det nok lidt overdrevet, for når det kommer til novellerne, tørrer 2012 simpelthen fødder i 2011. I år nåede jeg at færdiggøre følgende noveller:
Zoo (science fiction, 9000 ord)
Donation (horror, 6300 ord)
Game Over (science fiction, 1500 ord)
Månebase Rødhætte (science fiction, 21.500 ord)
Turisterne (science fiction, 11.500 ord)
Telefon fra afdøde (horror, 8900)
Seks noveller lyder umiddelbart ikke som den store fremgang sammenlignet med fem i 2011, men billedet ændrer sig drastisk, når man ser på historiernes længde og mængden af ord. Sidste års produktion var på cirka 25.000 ord, mens dette års samlet set ender på over 58.000 ord. Læg dertil at jeg også nåede at skrive over 70 indlæg her på siden, hvoraf flere af dem var ret lange. Eneste problem er, at jeg nu skal forsøge at matche det i 2013 …
Antologier: Jeg havde noveller med i tre antologier:
Til deres dages ende var med i Til deres dages ende – Ny dansk fantasy 2012
Zoo var med i Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6
Et uønsket sværd var med i Frem jog nattens magter
Desuden var Arthur Solo med i Himmelskibet nr. 32 og siden i Månebase Rødhætte. Og så fik jeg antaget de førnævnte Donation og Telefon til afdøde til antologierne Vampyr og PIX, som dog først udkommer i 2013.
Pris: 2012 blev også året, hvor jeg modtog min første pris, nemlig Niels Klim Prisen for min novelle En helt almindelig død. En ære, som den delte med Michael Kamps Homo Arachnida.
Cons: Niels Klim Prisen blev uddelt i forbindelse med Fantasticon 2012, hvor jeg var med i arrangørgruppen. Det var i sig selv en stor oplevelse, fordi jeg kom til at møde to af mine idoler, redaktøren Ellen Datlow og forfatteren Alastair Reynolds. Hvordan det gik, kan du læse om i dette indlæg.
Jeg havde også mine første optrædener på Dancon og Bogforum og holdt bogreception sammen med Manfred Christiansen – specielt det med at skulle tale foran en forsamling er noget, jeg forsøger at vænne mig til.
Andet: Og så til noget, der ikke har med mit forfatterliv at gøre. Efter at have talt om det i årevis lykkedes det endelig whiskyklubben Uden Cola (bestående af undertegnede og tre af mine venner) at komme til Skotland. Det blev en uforglemmelig tur, der bød på nogle af de mest fantastiske landskaber, jeg har set, samt whisky i mængder jeg stadig har svært ved at fatte.
Hjemme igen oven på en uges intensiv whisky-indtag stillede jeg op til mit første 10 kilometer-løb, Friløbet, og gennemførte trods den mildt sagt alternative optakt. Siden da tager jeg regelmæssigt 10 kilometer, når jeg er ude at løbetræne, efter at have holdt mig til fem kilometer-distancen i flere år, og det er måske i virkeligheden en af de største milepæle, jeg nåede i 2012.
Leave a Reply