Arthur Solo (uddrag)

Af Lars Ahn Pedersen

Jeg er på vej gennem ødemarken med 100 i timen, da bilen bryder sammen. Jeg bander og sænker farten, mens motoren hakker og hoster, som om den har røget tre pakker om dagen de sidste 20 år.

Her var jeg ellers godt i gang med at forestille mig, at jeg var Han Solo, der ræsede hen over Tatooines ørkensand i sin landspeeder på vej mod Mos Eisley, før jeg blev revet tilbage til den grå virkelighed. Og ja, jeg ved godt, at det var Luke Skywalker, som havde en landspeeder, men jeg har aldrig kunnet døje den lille snothvalp, så i min verden er det Han Solo, som styrer lortet.

Et blik på den rygende motor afslører, at bilen lige nu har mest værdi for en Jawa, så jeg opgiver at forsøge at få den i gang igen. Det næste fornuftige skridt vil være at ringe efter hjælp, bortset fra at jeg har to sportstasker stående på bagsædet fyldt med brugte sedler, som jeg ikke er kommet helt lovligt til. Det er samtidig grunden til, at samtlige betjente i staten i dette øjeblik leder efter mig. Og så er der selvfølgelig stakkels Huey – eller Chewie, som jeg kalder ham inde i mit hoved – som jeg lagde i bagagerummet, efter at han var udåndet af sine skudsår.

I stedet gør jeg det eneste andet fornuftige: sætter mig til at vente på, at den næste tåbe kommer forbi. Jeg gør det dog ikke uden en vis bekymring, for jeg ved, at dette ikke er den mest trafikerede strækning, hvilket var en af grundene til, at jeg valgte den som min flugtrute. Omvendt er det heller ikke midt ude i ørkenen, for der er trods alt en asfalteret vej, men efter et par timers venten i den bagende sol føler jeg det efterhånden som om, jeg befinder mig under Tatooines to sole.

Som tiden går, afløses eftermiddagsheden af aftenskumringen, men netop som jeg er ved at blive nervøs for, at jeg skal tilbringe natten herude, har jeg heldet med mig. Ude i horisonten dukker der en bil op, og det er ikke engang strisserne. Godt nok kører den i den forkerte retning, men hey, jeg kan ikke tillade mig at klage i min situation, og chaufføren kan sikkert overtales til at tage en lille omvej. Ellers er han velkommen til at gøre Chewie selskab i bagagerummet.

I takt med at bilen kommer nærmere, kan jeg se, at det er en hvid 70’er Camaro med røde striber – en bil, jeg altid har drømt om at køre. Men det er langt fra den eneste glædelige overraskelse, for da bilen standser, ser jeg, hvem der sidder bag rattet. Umiddelbart vil jeg ikke skyde hende til at være en dag over 18, og med sit lange, lyse hår, sine store øjne og fyldige ungpigekrop ved jeg, at jeg må have hende, inden dagen er omme, uanset om hun vil det eller ej.

“Har du brug for hjælp, mister?” spørger hun, og jeg er fristet til at svare hende, at nej, jeg strækker skam bare benene, skat, og min motor ryger kun, fordi jeg har sat vand over til aftenteen. I stedet smiler jeg blot og beder om et lift til den nærmeste tankstation, selv om det vil betyde, at hun skal vende bilen og køre den modsatte vej. Det indvilliger hun glad og gerne i at gøre, og jeg takker hende gentagne gange for ulejligheden.

“No problemo,” siger hun og åbner sidedøren. “Vi er vant til at hjælpe hinanden på de her kanter.”

“Min taknemmelighed kender ingen grænser,” smiler jeg.

#

Jeg flytter taskerne over i hendes bagagerum, men lader Huey/Chewie blive liggende i sin midlertidige kiste.

“Der sker sikkert ikke noget, men jeg tør ikke lade mine ting blive i bilen, hvis nu nogen skulle komme forbi,” siger jeg.

Hun nikker. “Klart. Ingen grund til at tage unødige chancer. Jeg hedder i øvrigt Lucy,” siger hun og rækker hånden frem.

“Solo. Han Solo,” siger jeg og trykker hendes hånd. Den er forbløffende ru, så jeg får et indre billede af, at hun hjælper til på sine forældres gård, selv om hun ligner en klar kandidat til et fremtidigt opslag i Playboy.

“Han Solo?” udbryder hun og fniser genert. “Virkelig? Lige som …?”

“Min far var en stor fan,” lyver jeg.

Jeg har aldrig mødt min far, og min mor ville ikke kunne kende forskel på Yoda og Jar Jar Binks, om hun så tog en kold tyrker og var ædru i bare fem sekunder.

Det er mit eget valg at være Han fucking Solo. Kald mig alt mulig andet, og du vil fortryde det. Brug mit rigtige navn, og du er garanteret en tur på skadestuen. Bare spørg min mor, hvis du tror, det er noget, jeg prøver at bilde dig ind.

#

Jeg sætter mig ind ved siden af Lucy og når knapt nok at smække døren helt i, før hun træder speederen i bund. Jeg bliver kastet tilbage i sædet og hamrer baghovedet ind i nakkestøtten.

“For satan!” Jeg er tæt på at smække hende en, men med den fart vi allerede skyder, er det helt sikkert en dårlig idé. Jeg kigger på speedometeret. Nålen er på vej hen mod de 90 mph, og jeg undrer mig over, hvordan bilen har kunnet nå at accelere så hurtigt.

Nogen må have fiflet med motoren. Jeg rækker ud efter sikkerhedsselen, men finder ingen. I stedet klamrer jeg mig til, hvad jeg kan få fat i, mens Camaroen flyver hen over vejen som en anden landspeeder. Lucy stirrer koncentreret ud på landskabet foran sig, som er ved at blive overtaget af mørket. Det får hende dog ikke til at sænke farten. Jeg sværger, at vi kører så hurtigt, at jeg begynder at se stjerner.

“Har du noget, du skal nå?” spørger jeg og får set grundigt på hende. Mit første bud lød på, at hun højst var 18, men nu synes jeg mere, at hun ligner én på 16. Jeg begynder at spekulere på, om hun overhovedet har kørekort.

“Ja, vi er ved at komme for sent,” siger hun.

“For sent? Til hvad?”

“Til det afgørende slag,” svarer hun.

“Det afgørende slag …?”

“I kampen mod det onde imperium,” siger hun, som om det forklarer det hele.

Jeg ser tydeligvis ud som om, jeg intet fatter.

“Mit navn er Lucy Skywalker, og jeg er på vej til Dødsstjernen,” proklamerer hun med stolthed i stemmen.

Jeg føler mig stærkt fristet til at kommentere hendes udmelding, men hvis der er noget, jeg har lært af mine år i branchen, så er det, at man ikke skal diskutere med galninge. Især ikke når de blæser gennem ørkenen med 130 miles i timen, mens du sidder i passagersædet.

“Og … og hvor langt er der så hen til denne Dødsstjerne?” hører jeg mig selv spørge, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg vil kende svaret.

“Det er op til dig at finde ud af,” siger hun.

“Mig? Hvordan?”

“Jeg tog dig med, så du kan udregne, hvornår vi skal foretage springet ud i hyperrummet.”

Min hjerne er ved at eksplodere. “Hyperrummet … det … jeg … har du ikke en computer til at hjælpe dig med den slags?” siger jeg og kan ikke fatte, at vi overhovedet fører denne samtale.

“En X-Wing har ikke en navigationscomputer,” siger hun tålmodigt, som om hun er en skolelærer, der er ved at forklare en tungnem elev et simpelt regnestykke.

X-Wing? Jeg kigger ud af forruden og blinker med øjnene. Er det noget, jeg bilder mig ind, eller er fronten på Camaroen blevet længere og smallere? Og hvornår har vi fået vinger?

“Hvad sker der?” siger jeg og kan tydeligt høre, hvordan panikken sniger sig ind i mit tonefald.

“Hvor er vi på vej hen? Hvor er … hvor er vejen? HVOR ER VEJEN?” råber jeg, for jeg kan pludselig ikke længere se nogen vej i lyskeglerne.

“Den har vi forladt,” siger hun. “Vi er ude i rummet nu. Er det ikke altid det, du har ønsket?”

“Hvad for noget?!!” Uanset hvor jeg drejer hovedet hen, er vi omgivet af mørke, og bare for at understrege pointen laver Lucy en 360 grader rulning med bilen, eller rettere X-Camaroen.

 

Læs resten af novellen i Månebase Rødhætte (Science Fiction Cirklen, 2012) eller Himmelskibet nr. 32

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbejdelser 2.5 Danmark Licens.