Jeg er blevet mobil

Det er formentlig de færreste, der kan se det, men jeg har foretaget et par ændringer her på hjemmesiden. De mest synlige er, at bogforsiderne er blevet flyttet ind under Udgivelser, og at alle indlæg er blevet knyttet til Facebook og Twitter.

Den vigtigste fornyelse vil dog kun blive opdaget af dem, som går ind på siden via deres smartphone. Jeps, nu er det slut med at skulle bruge lup for at læse larsahn.dk på din iPhone, Android eller Windows Phone. Da jeg anvender en standardfunktion, der er indbygget i WordPress, er der sikkert nogle ting, der skal justeres (det var hovedårsagen til, at bogforsiderne blev fjernet fra forsiden, fordi det så kikset ud i mobiludgaven), så jeg tager gerne imod input og gode råd.

Apropos min hjemmeside, så blev maj den måned, hvor der var allerflest besøg (næsten 1100). Den hidtidige rekordindehaver var november 2012, som var den måned, hvor min novellesamling Månebase Rødhætte udkom, og hvor jeg bloggede ret intensivt og fik skrevet hele 14 indlæg. Derfor undrer det mig meget, at besøgstallet skød så meget i vejret i sidste måned, for jeg fik kun fyret tre sølle indlæg af, og der gik hele tre uger mellem det første og de to sidste.

Og det bliver mærkeligere endnu. Tirsdag den 28. maj blev den mest besøgte dag, siden hjemmesiden gik online i oktober 2008, og jeg tvivler på, at det skyldes, at jeg skrev om årets Oscar-nominerede film eller PIXs lektørudtalelse. Den optimistiske del af mig forklarer stigningen med, at flere har fået øje på mit forfatterskab, mens den mere nøgterne side hælder til en fejl i WordPress’ statistiksystem, eller at en masse skole-elever har haft travlt med at finde science fiction-noveller til deres danskeksamen.

Udgivet i Ikke kategoriseret

Skriv et svar