Flove fornøjelser – del 1

Der er film, som vi bliver ved med at vende tilbage til, fordi de er udødelige mesterværker, som tåler utallige gensyn. Og så er der de film, vi ser igen og igen, selv om vi burde vide bedre …

Jep, det er tid til at sætte al troværdighed over styr og afsløre mine guilty pleasures. Nu afhænger det af øjnene, der ser, når det kommer til at definere, hvad det er pinligt at indrømme, hvad man kan lide. Som fan af science fiction, fantasy og horror er der for eksempel ikke noget i vejen med at sige, at jeg synes film som RoboCop (den oprindelige), Motorsavsmassakren (den oprindelige) og Fluen (genindspilningen) er klassikere, mens de for andre netop vil være “flove fornøjelser.”

Nej, hvis jeg virkelig vil skade min street cred, er jeg nødt til at vælge film fra helt andre genrer – dem der viser Hollywood fra sin allermest kommercielle, glatte og forudsigelige side. Jeg lægger derfor ud med de romantiske komedier.

Nu er der selvfølgelig lavet masser af gode romantiske komedier, og de bedste er blevet klassikere. Det er ikke disse film, dette her handler om. I stedet taler vi om film, som kun et fåtal sikkert vil huske om 30 år (så ingen Da Harry mødte Sally eller Pretty Woman) og aldrig har været i nærheden af at vinde Oscars (så ingen Silver Linings Playbook eller Fire bryllupper og en begravelse). Trods det har jeg alligevel været ude af stand til at zappe væk fra disse film, når de er blevet vist i fjernsynet – og et par af dem er blevet det ret tit – så jeg til sidst har måttet erkende, at de er blevet en flov fornøjelse.

Her er fem udvalgte eksempler og mine forsøg på at forklare, hvorfor jeg efterhånden har set nogle af dem lige så mange gange som De syv samuraier …

Crazy, Stupid, Love (2011)
Hvad? Cal (Steve Carrell) skal ud på singlemarkedet igen, da hans kone, Emily (Julianne Moore), pludselig vil skilles efter 25 års ægteskab. Han får tips fra scorefyren Jacob (Ryan Gosling), som dog selv kommer i tvivl om sin livsstil, da han møder Hannah (Emma Stone).
Men hvorfor? Hvis jeg skal være helt ærlig, så foretrækker jeg denne film frem for Drive, når det handler om Ryan Gosling. Crazy, Stupid, Love er måske tilmed for intelligent og for godt skruet sammen til, at jeg for alvor synes, det er pinligt at vedstå, jeg kan lide den. Omvendt virker filmen ikke til at have fået den opmærksomhed, den fortjener, og mod slutningen sker der noget, som jeg i hvert fald ikke havde forudset, så den kan ikke beskyldes for at være forudsigelig. Og så har filmen denne sjove scene mellem Emma Stone og Ryan Gosling, men fortsættelsen, hvor de tilbringer resten af natten med blot at ligge i sengen og tale sammen, er faktisk endnu mere morsom og magisk.

Min brors kæreste (Dan in Real Life) (2007)
Hvad? Under det årlige familietræf møder enkemanden og alenefaderen Dan (Steve Carrell) franske Marie (Juliette Binoche) i en boghandel og falder for hende, blot for at opdage at hun er hans brors nye kæreste – deraf filmens danske titel.
Men hvorfor? En af den slags film, man kun kan blive i godt humør af at se, fordi den trods sit fortærskede udgangspunkt overvinder én med sin afdæmpede charme. Når Steve Carrell skruer ned for grimasserne, kan han være ganske rørende, og så er Dans omfattende familie et så sympatisk bekendtskab, at man til sidst ikke kan gøre andet end at lade sig rive med af stemningen.
Bonus: To af Dans døtre bliver spillet af Alison Pill (Scott Pilgrim vs. the World) og Britt Robertson (Tomorrowland), mens Emily Blunt har en lille rolle som Ruthie “Pigface” Draper, som Dans forældre sender ham på date med.

The Holiday (2006)
Hvad? Engelske Iris (Kate Winslet) og amerikanske Amanda (Cameron Diaz) bytter huse i julen for at komme sig over hver deres forliste forhold. Begge finder kærligheden i de nye omgivelser i skikkelse af henholdsvis Jack Black og Jude Law.
Men hvorfor? Det vrimler ikke just med mainstream romantiske komedier på Kate Winslets cv, ligesom Jack Black normalt heller ikke ses i rollen som førsteelsker, så det var umiddelbart kombinationen af de to, der lokkede. Noget overraskende er det dog den halvdel med Cameron Diaz og Jude Law, som fungerer bedst for mig, fordi den rummer en uventet drejning, der gør, at man pludselig ser personerne i et helt andet lys. Bortset fra det kan The Holiday bestemt ikke beskyldes for at vige udenom de sædvanlige Hollywood-klichéer*, og slutningen er ren sødsuppe, men det forhindrer mig ikke i at sluge det hele hver gang.
*Klichéerne kan til dels undskyldes med, at filmen rummer et metalag, fordi en del af handlingen udspiller sig i Hollywood (en af sidehistorierne er Kate Winslets venskab med en gammel manuskriptforfatter spillet af Eli Wallach, mens Cameron Diaz’ figur er en succesfuld producer af filmtrailers, og Jack Blacks figur arbejder som filmkomponist). Jeg sidder dog tilbage med en følelse af, at de fleste af klichéerne ikke er ironisk mente. Bare se traileren nedenfor, som er fra den tid, hvor der stadig blev brugt en voice-over.
Bonus: Blev af Alliance of Women Film Journalists nomineret til prisen Movie You Wanted to Love, But Just Couldn’t, men “tabte” til Sofia Coppolas Marie Antoinette.

I dine sko (In Her Shoes) (2005)
Hvad? Søstrene Rose (Toni Collette) og Maggie (Cameron Diaz) er uadskillelige, selv om de er som nat og dag. Men så går Maggie i seng med Roses kæreste, og deres forhold bryder sammen. Først da deres hidtil ukendte mormor (Shirley MacLaine) melder sig på banen, opstår der håb om, at de to søstre kan blive genforenet.
Men hvorfor? Med film som L. A. Confidential (en af mine absolutte favoritter), Wonder Boys og 8 Mile samt thrillers som Hånden på vuggen og The River Wild må instruktøren Curtis Hanson siges at være en alsidig herre. Han viser sig også at være i stand til at få det, der på overfladen ligner en chick flick, til at blive noget andet og mere end det. Hans sikre instruktion gør, at man tror på følelserne og dramaet – bedst eksemplificeret ved Maggie, der starter som en typisk Cameron Diaz-rolle, men efterhånden udvikler sig til en nuanceret og ægte person, efterhånden som man kommer ind bag hendes facade.
Bonus: Selv om hun spiller lillesøsteren, er Cameron Diaz faktisk to måneder ældre end Toni Collette.

Wimbledon (2004)
Hvad? Den afdankede, engelske tennisspiller Peter (Paul Bettany) får et wildcard til sin sidste Wimbledon-turnering, inden han stopper karrieren. Men mødet med den unge, amerikanske tennisstjerne Lizzie (Kirsten Dunst) giver ham fornyet selvtillid, og pludselig er han på vej til at blive en sensationel vinder af turneringen. Vil det mon lykkes ham at triumfere og samtidig vinde pigen? VIL DET?
Men hvorfor? Endnu en film, der ikke gjorde det store indtryk, da jeg så den første gang, men som har vundet ved gensyn. Jeg har stadig svært ved at forklare hvorfor. Måske skyldes det Paul Bettanys afvæbnende selvironi, Kirsten Dunsts sødme eller englændernes evne til at lave romantiske komedier a la Richard Curtis (Wimbledon er mere eller mindre Notting Hill genfortalt med tennisketsjere). Det er bestemt ikke på grund af tennisscenerne, der er nogenlunde lige så overbevisende som fodboldkampen i Victory – fangelejrens helte (den med Sylvester Stallone, Michael Caine og Pelé og en klassisk guilty pleasure for mange).
Bonus: Nikolaj Coster-Waldau spiller Peters tyske tennismakker, Dieter Prohl, mens James McAvoy har en lille rolle som Peters bror.

Note 1: Hvis du undrer dig over, at jeg kun har nævnt nyere film, er forklaringen denne: Hvis en romantisk komedie stadig er værd at huske efter mere end 20 år, kan den ikke have været helt pinlig.

Note 2: Nej, jeg er ikke speciel stor fan af hverken Cameron Diaz eller Steve Carrell, selv om jeg har nævnt to film med hver af dem.

Note 3: Jeg har undgået ungdomskomedier, fordi jeg gemmer dem til en anden god gang.

Fortsættelse følger …