Efter Roskilde 2015

Inden årets Roskilde Festival skrev jeg et indlæg om de fem koncerter, jeg så mest frem til. Nu er festivalen overstået, og så må det være på sin plads at følge op på, om koncerterne levede op til forventningerne. Om ikke andet for at jeg selv kan holde styr på minderne fremover.

Her er mine fem højdepunkter fra festivalen i den rækkefølge, jeg oplevede dem:

St. Vincent, Arena, torsdag

Den eneste hele koncert, jeg nåede at se på Roskildes nye åbningsdag, onsdag, var The Minds of 99 på Orange Scene. Modsat de fleste anmeldere var jeg dog ikke helt så begejstret. Hverken Pharrell Williams eller The War on Drugs fangede mig, så jeg skulle frem til torsdag aften, før det første højdepunkt indtraf.

Jeg havde på forhånd udpeget St. Vincents koncert på Arena som én af dem, jeg absolut skulle se, så det betød, at jeg kun nåede en halv time af Father John Mistys optræden på Avalon. Den halve time var til gengæld så overbevisende, at jeg efterfølgende har købt billet til en af hans to koncerter på Vega i november.

St Vincent (6) Men tilbage til St. Vincent, som leverede det, der bedst kan betegnes som en gennemkoreograferet rockkoncert/kunstperformance tilsat nogle heftige guitarsoli. I forhold til da jeg så hende på Vega sidste år, var der ikke sket de store ændringer, men det var som om, de større rammer på Arena også fik sangene til at vokse. Til sidst slap hun tøjlerne og gik ned foran scenen, hvor hun satte sig op på skuldrene af en scenevagt og hilste på publikum iført en ballonkrone. En perfekt afslutning på en perfekt koncert.

Muse, Orange, torsdag

Jeg ved det, og jeg kan sikkert beskyldes for at være forudindtaget, fordi Muse er et af mine yndlingsbands, men jeg synes, de gav et brag af en koncert. De stillede op med en godt sammensat setliste, hvor de indledningsvis blandede sange fra det nye album Drones med gamle hits, i erkendelse af at ikke alle blandt publikum på en festival kender deres bagkatalog forfra og bagfra. Så vi fik ingen gamle sange, der ikke var singler, og ingen b-sider, som kunne please de hardcore fans, men til gengæld viste Muse, hvordan et band lever op til sin status som et af årets hovednavne på en festival.

Thåström, Arena, lørdag

Thåström (2)Fredag blev en noget tynd affære, hvor Lydia Ainsworth på Gloria viste sig at være en skuffelse. Som noget nyt havde festivalen sat et symbol i programmet ud for de koncerter, hvor der kunne blive ekstra meget gang i den blandt publikum, men hvis de også havde lavet ét til de mest søvndyssende koncerter, var denne en oplagt kandidat.

Sidste år var jeg uheldig med en del koncerter på Avalon, og det fortsatte i år, da Einstürzende Neubauten først gik på med en times forsinkelse. Selve koncerten var udmærket, men noget mere afdæmpet end forventet, bandets ry taget i betragtning.

Så var der mere kød på lørdagsprogrammet, hvor jeg for første gang fik oplevet svenske Thåström live. I det hele taget var svenskerne godt repræsenteret på årets program (Bob Hund, Veronica Maggio, First Aid Kit m. fl.), men Thåström var den eneste af dem, jeg nåede at se. Det kom jeg ikke til at fortryde. Han gav en god, intens koncert, der gav mod på mere.

Nils Frahm, Avalon, lørdag

Nils Frahm (1)Jeg indledte lørdagen på Pavilion med Joanna Gruesome, som jeg valgte alene ud fra bandets navn, der lyder som et ordspil på sangerinden Joanna Newsom. Det viste sig også at være det mest interessante ved dem, og jeg skulle til at gå før tid, da koncerten allerede var slut efter 27 minutter. Det gør den til den korteste, hele koncert, jeg nogensinde har været til på Roskilde (Sex Pistols i 1996 var kortere, men den blev afbrudt før tid, og så var der Santogold, som i 2008 kun nåede op på 45 minutter ved at lade en DJ stå alene på scenen det første kvarter).

Når jeg nævner det, er det kun fordi, at tyske Nils Frahm indledte på Avalon med et nummer, der var næsten lige så langt som hele Joanna Gruesomes koncert (jeg fik det til 23 minutter). Nils Frahm blander klassisk og elektronisk musik og optræder normalt mest i koncertsale, så han forklarede, at han til denne festivalkoncert havde fravalgt sine mest stille numre og havde “pumpet” de andre op for, at de ikke skulle drukne i lyden fra Orange Scene, hvor Nicki Minaj var på samtidig.

Det var fascinerende at se ham pendle mellem piano, klaver, orgel og sit elektroniske grej – i øvrigt kun iført én enkelt sko – mens hans repetitive, smukke stykker var en lise midt i sommerheden. Og så må det være første gang, jeg har været til koncert med to tyske navne på Roskilde i samme år.

Suspekt, Orange, lørdag

Det var faktisk ikke planen, at jeg skulle se Suspekts afslutningskoncert på Orange Scne, men jeg kom forbi, da de havde været i gang i cirka en halv time og endte med at blive hængende.

Jeg har én gang før oplevet Suspekt live og havde næsten glemt, hvor absurd underholdende de er. Deres tekstunivers ligger uendelig fjernt fra mit liv, men de formår i den grad at fyre op for en fest og havde sørget for gæsteoptrædener med Tina Dickow og Lukas Graham under den helt forrygende afslutning, hvor det hele bare blev vildere og vildere, inden det meste af Roskilde formentlig blev vækket af et kæmpe fyrværkeri.

Men hvad så med Paul McCartney? Hans koncert har jeg skrevet om her.

Prinsesse Marie (4)McCartneys koncert varede over 2 1/2 time og betød, at jeg gik glip af Myrkur. Jeg skyndte mig ellers hen til Pavilion, lige så snart McCartney var færdig, men nåede kun at høre hende sige “Tusind tak for i aften.” Florence + The Machine fik jeg kun set en halv koncert med, men det, jeg nåede, viste, at hun sagtens kan fylde en stor scene som Orange ud, og at hun har sangene til det.

Ellers vil jeg huske Roskilde Festival 2015 for den bagende sol, maden (koreansk på menuen for første gang), og for at jeg prøvede at være hofreporter for en enkelt dag, da jeg skulle dække prinsesse Maries besøg på festivalen.

Udgivet i Musik Etiket: , ,