Dystre Danmark
I sidste uge fik jeg den glædelige besked, at min novelle Mordene på Katrina kommer med i gyser-antologien Dystre Danmark, der er sat til at blive udgivet i juni eller juli. Det er forlaget H. Harksen Productions, der står bag udgivelsen, som blandt andet har til formål at vise, at gys på dansk ikke kun er for børn og unge. Jeg skal nok fortælle mere om Mordene på Katrina, når bogen kommer på gaden, men jeg kan godt bekræfte, at novellen bestemt ikke er for børn! Ellers vil jeg sige, at historien er lige så meget science fiction som horror, og at den på en måde er beslægtet med Afhøring af offer nr. 5, som var med i sidste års science fiction-antologi I overfladen – Lige under overfladen 2. Den novelle ser i øvrigt ud til at få et efterliv langt ud over, hvad jeg havde forventet, men det kan jeg først løfte sløret for senere på året.
Leave a Reply