Boltsakse og flammer: Halvårets bedste

Meget kan siges om første halvdel af 2020 – og det har mange allerede gjort – men at sidde hjemme i et par måneder fik mit kulturforbrug til at eksplodere. Så her er mine favoritter inden for musik, film og skønlitteratur fra et halvår, der ellers ikke kan betegnes som et højdepunkt.

Top 5 album: Tålmodighed er en dyd

1. Fiona Apple: Fetch the Bolt Cutters
2. Phoebe Bridgers: Punisher
3. Waxahatchee: Saint Cloud
4. Dua Lipa: Future Nostalgia
5. Myrkur: Folkesange

Stort set alle de album, jeg har lyttet mest til i årets første seks måneder, har haft én ting til fælles: De tog noget tid, før de åbnede sig for mig. Det gjaldt ikke mindst Fiona Apples Fetch the Bolt Cutters, hvor jeg må tilstå, at hvis ikke albummet havde været blandt de bedst anmeldte i år, havde jeg nok givet op efter at have gennemlyttet det de første par gange.

Men Fetch the Bolt Cutters belønner i den grad lytterens tålmodighed, og jeg kan roligt sige, jeg sjældent har hørt noget lignende. Desuden er det et af den slags album, hvor det kan betale sig at lytte til teksterne – noget det har til fælles med Phoebe Bridgers’ Punisher.

Phoebe Bridgers var blandt dem, jeg havde glædet mig til at opleve på årets aflyste Roskilde Festival sammen med Waxahatchee og Taylor Swift, men dem må jeg have til gode til en anden gang. Sidstnævntes Folklore ender sikkert på min top 10-liste over årets bedste album, men da det først udkom den 24. juli, hører det til andet halvår.

Endelig skylder jeg Bat for Lashes en undskyldning. Jeg havde godt nok hendes seneste udgivelse, Lost Girls, med på min liste over de bedste album fra 2019, men kun på en 10. plads, fordi jeg ikke var helt på bølgelængde med hendes forsøg på at lave en 80’er-popplade. Det var så endnu et eksempel på, at jeg ikke gav et album nok tid, for jeg endte med at lytte til det nonstop i januar og februar.

Top 5 film: En instruktør med ild i

1. Portræt af en kvinde i flammer (Céline Sciamma)
2. Little Women (Greta Gerwig)
3. Jojo Rabbit (Taika Waititi)
4. Wild Rose (Tom Harper)
5. One Cut of the Dead (Shin’ichirô Ueda)

I 2019 nåede jeg at se 130 film for første gang. I år er jeg allerede oppe på 115, så der er ingen pris for at gætte, hvad jeg brugte det meste af min tid på, mens jeg sad hjemme i foråret. Til gengæld har jeg kun været i biografen 18 gange i år, hvor halvdelen har været efter, biograferne fik lov at åbne igen.

Den første film, jeg så efter genåbningen, var Little Women, mens Portræt af en kvinde i flammer var en af de sidste, jeg fik set, inden det hele lukkede ned. Faktisk blev den stadig vist, da biograferne vendte tilbage, så jeg gik ind og så den en gang til og har siden købt den på blu-ray. Det siger vist alt om, hvor begejstret jeg er for den film.

I det hele taget har den franske instruktør Céline Sciamma været halvårets store opdagelse for mig. Efter genåbningen viste Cinemateket en serie med hendes tre første film, hvoraf jeg nåede at se debutfilmen Water Lilies (2007) og Girlhood (2014), mens jeg siden fik opstøvet Tomboy (2011) på dvd.

Traileren her giver et lille indblik i, hvad Portræt af en kvinde i flammer handler om, men formår selvfølgelig ikke at formidle alt det, der gør filmen så magisk. For eksempel er slutningen hjerteskærende perfekt, og det er faktisk et gennemgående træk ved Céline Scimmas film – hun er god til at finde frem til slutninger, der tilfredsstiller, uden at der nødvendigvis er tale om en lykkelig slutning i traditionel forstand.

Top 5 bøger: Prisvindere sat på plads

1. Joe Abercrombie: A Little Hatred
2. Sarah Pinsker: A Song for a New Day
3. Alix E. Harrow: The Ten Thousand Doors of January
4. Amal El-Mothar & Max Gladstone: This Is How You Lose the Time War
5. Arkady Martine: A Memory Called Empire

Jeg indrømmer, det kan virke mærkeligt, at jeg har A Little Hatred øverst på en liste, der også tæller årets Nebula-vinder (A Song for a New Day), årets Hugo-vinder (A Memory Called Empire) og en kortroman, der har ryddet bordet for priser inden for sin kategori (This Is How You Lose the Time War).

Læs: Fremtiden er her allerede: A Song for a New Day

Det bliver nok endnu mærkeligere, når jeg afslører, at jeg ikke har læst Joe Abercrombies oprindelige First Law-trilogi, som A Little Hatred er en fortsættelse af (hovedpersonerne er børn af hovedpersonerne fra de første bøger). Mit kendskab til universet begrænser sig til senere enkeltstående romaner som Best Served Cold og Red Country samt novellesamlingen Sharp Ends, så det svarer til at være Star Wars-fan, selv om man kun har set den seneste trilogi og Rogue One og Solo.

Udover at det viser, det er muligt at læse A Little Hatred uden at have været igennem resten af serien, fortæller det også, hvor overrasket og grebet jeg blev af romanen og dens persongalleri. Fortsættelsen The Trouble with Peace er sat til at udkomme i september, så måske ender jeg med at have begge på min årets bedste-liste.

Til sidst får I den scene, der har fået mig til at grine allerhøjest i 2020: Gestapo-scenen fra Jojo Rabbit (en anden film med en perfekt slutning).