Tor.com
Og nu til en af sværvægterne: Tor.com – ikke at forveksle med forlaget Tor Books’ hjemmeside, selv om der er mange af de samme folk involveret.
I stedet er Tor.com hjemsted for alt, hvad der har med science fiction og fantasy at gøre. Her er artikler, anmeldelser, gallerier, tegneserier, blogs, noveller og meget, meget andet leveret af en hær af skribenter, som både tæller professionelle og fans. Det er en ekstremt levende og yderst professionelt udseende side, som man kan bruge adskillige timer på, så nu er I advaret.
Tor.com blev lanceret i sommeren 2008 og er hurtigt blevet en af de mest prominente sider inden for SF/F-verdenen. Mens et online-magasin som Strange Horizons drives af frivillige kræfter, kan man godt mærke, at Tor.com har flere økonomiske midler at gøre godt med. Prisen for det er, at der gøres en del reklame for Tor Books udgivelser og forfattere i form af uddrag fra romaner, men det er for det meste til at leve med, selv om det kan gøre det lidt besværligt at finde frem til den nyskrevne fiktion på siden.
Det kommercielle aspekt er dog ikke ensbetydende med, at entusiasmen er mindre på Tor.com end på sider som førnævnte Strange Horizons eller Clarkesworld. Novellerne på Tor.com udvælges af redaktørerne Patrick Nielsen Hayden og Liz Gorinsky, som under “submission guidelines” forklarer, at de gør det her ved siden af deres normale fuldtidsarbejde som redaktører hos Tor Books. Det betyder samtidig, at der kan gå helt op til 6-8 måneder, før en forfatter kan forvente at få svar på en indsendt novelle.
De lange responstider har dog ikke forhindret Tor.com i at tiltrække en række etablerede forfattere, og kvaliteten af fiktionen er derfor generelt meget høj. Nyere navne er selvfølgelig ikke udelukket fra at deltage, men det er ikke lige her, man skal gå hen, hvis man gerne vil læse noveller af nye, uprøvede talenter. Men nu til nogle eksempler på, hvad Tor.com har bragt i 2011:
Ken Scholes: Making My Entrance Again With My Usual Flair (januar 2011) – Et sjældent vellykket eksempel på en humoristisk science fiction-novelle. Handlingen har en del lighedspunkter med sci-fi komedien Paul, men Scholes’ novelle blev bragt på Tor.com længe før, den film havde premiere, så det er mere et tilfælde.
Michael Swanwick: The Dala Horse (juli 2011) – En novelle med særlig interesse for skandinaviske læsere af amerikanske Swanwick, som næppe behøver nogen introduktion for kendere af SF. Umiddelbart virker den til at være en historie, som foregår i en nordisk-inspireret eventyrverden, men det går snart op for læseren, at vi befinder os i en fjern fremtid med kunstige intelligenser.
Yoon Ha Lee: A Vector Alphabet of Interstellar Travel (august 2011) – Jeg har tidligere fremhævet koreansk-amerikanske Lees novelle i dette indlæg, men jeg synes, den fortjener at blive nævnt igen. Ikke mindst fordi den viser, at Tor.com også kan finde på at bringe fortællinger af mere eksperimenterende art.
Jo Walton: Revisiting the Hugos – En af de bedste serier, som Tor.com har kørt, har været den britiske forfatter Jo Waltons historiske gennemgang af Hugo-prisen (science fiction-verdens svar på en Oscar). Udover at fungere som et lynkursus i genrens historie går Walton også ind og ser på, om det var de rigtige, der efter hendes mening vandt, og om der var nogen, som blev overset. Den første Hugo blev uddelt i 1953, og derefter tager hun dem år for år frem til 2000, hvor hun selv begyndte at være blandt de nominerede. Undervejs har kapaciteter som Gardner Dozois, Rich Horton og James Nicoll bidraget med deres holdninger i kommentarerne, og en stor del af fornøjelsen ved serien har været at læse den efterfølgende debat.
Leave a Reply