Tak til Alice, James og Ray

I mit forrige indlæg skrev jeg om de fem bøger, som havde haft størst indflydelse på mit forfattervirke. Alle fem havde det til fælles, at det var bøger, som jeg havde læst, inden jeg var fyldt 20 år, hvilket ikke er så mærkeligt, da man er mere påvirkelig i ungdomsårene. Men det betyder ikke, at jeg ikke stadig kan lade mig inspirere, så dette indlæg handler om to nye opdagelser, selv om ingen af dem kan siges at være nye forfattere – faktisk tværtimod.

Indenfor science fiction taler man om “The Big Three”: Isaac Asimov, Robert A. Heinlein og Arthur C. Clarke – tre store forfattere, hvis betydning for genren ikke kan undervurderes. Her er det så, jeg må erkende, at mit kendskab til de tre ikoner er stærkt begrænset, hvilket stort set gælder al science fiction, der er skrevet før William Gibsons Neuromancer (1984), som var en af de fem bøger på førnævnte liste.

Det nærmeste, jeg er kommet Asimov, er det magasin, som bærer hans navn og filmatiseringerne af I, Robot og The Bicentennial Man. Med Heinlein nåede jeg at læse cirka halvdelen af Stranger in a Strange Land, før jeg lod mig distrahere af noget andet, og så har jeg selvfølgelig set Paul Verhoevens satiriske udgave af Starship Troopers. Lidt bedre ser det ud, når det kommer til Clarke. Jeg har læst både Rendezvous with Rama, 2001: A Space Odyssey, 2010: Odyssey 2, 2061: Odyseey 3 og et par af hans noveller samt set filmatiseringerne af 2001 og 2010, men kan langt fra kalde mig velbevandret i hans forfatterskab.

Det samme gælder som nævnt flere af de andre store forfattere fra den periode, så da Ray Bradbury døde i juni i en alder af 91 år, kunne jeg bare se til fra sidelinien, mens han blev hyldet af nogle af mine egne yndlingsforfattere så som Neil Gaiman og Caítlin R. Kiernan. Mine egne erfaringer med Bradbury begrænsede sig til, at jeg havde skrevet en opgave om Fahrenheit 451 i gymnasiet, og at jeg engang var begyndt på Something Wicked This Way Comes, men gav op efter et par kapitler. Alligevel har jeg flere af hans bøger stående i reolen, fordi jeg har købt dem billigt på auktioner, så en blanding af dårlig samvittighed og nysgerrighed fik mig til at give dem en chance. I løbet af sommeren nåede jeg at læse novellesamlingerne The Illustrated Man, R is for Rocket og S is for Space, jeg prøvede Something Wicked This Way Comes på ny, og jeg var så tilpas imponeret, at jeg også købte og læste The Martian Chronicles. Så hvad gjorde forskellen? Da jeg første gang forsøgte at komme igennem Something Wicked This Way Comes, var der noget i Bradburys sprog, som bremsede mig. Han havde en særegen tone, som på det tidspunkt generede mig, men som jeg nu kan se, er netop det, der adskiller ham fra flere af hans samtidige, hvis historier i dag virker forældede og er svære at læse med nutidsøjne. Der er også et glimt i øjet, en humor og en optimisme samt en eventyrlyst til stede i hans skriverier, som jeg finder forfriskende og smittende, hvilket må siges at være godt gået af en forfatter, hvis karriere strakte sig over 70 år.

Og så kan jeg dårligt nævne Ray Bradbury uden at vise videoen til denne sang, som faktisk endte med at blive nomineret til en Hugo:

Sommerens anden store halleluja-opdagelse skete ved et tilfælde. Science Fiction Cirklen spurgte, om jeg ville læse korrektur på Houston, Houston, kan I høre os?, der er en samling af James Tiptree, Jr.-noveller oversat til dansk af Niels Dalgaard, og det sagde ja til, selv om jeg var i gang med at færdiggøre min egen novellesamling. Tiptree var en anden af de store science fiction-forfattere, som jeg kendte af navn, men som jeg stort set ikke havde læst noget af. Så jeg gik i gang, og hvis Bradbury imponerede mig, så blev jeg blæst omkuld af Tiptree og hendes måde at skrive på. Hende? hører jeg de uindviede udbryde. James Tiptree Jr. viste sig at være et pseudonym for Alice B. Sheldon, men det blev først afsløret i 1976, efter at hun syv år tidligere var brudt igennem med en række noveller, hvoraf flere stadig har klassikerstatus. Alt det havde jeg læst om før, inklusiv at hun døde som 71-årig i 1987 efter at have skudt sin mand og derefter sig selv, men hendes fiktion var som nævnt ukendt for mig.

Her skylder jeg SFC en stor tak for at have introduceret mig for et stort forfatterskab og især for en novelle som The Girl Who Was Plugged In, der er en tydelig inspirationskilde for William Gibsons cyberpunk-historier og skrivestil. Inden sommeren var ovre, havde jeg anskaffet mig novellesamlingen Her Smoke Rose Up Forever, så jeg kunne læse hende på engelsk, samt Julie Phillips’ biografi James Tiptree, Jr.: The Double Life of Alice B. Sheldon. Om sidstnævnte kan jeg kun sige, at jeg sjældent har læst en så tyk bog så hurtigt. Det er en fremragende fortalt og vildt spændende skildring af en kvinde med et fascinerende og i sidste ende tragisk liv, som giver en forklaring på, hvorfor hun valgte at skrive under et mandligt navn (og det var ikke kun ud fra en formodning om, at læserne på det tidspunkt kun ville godtage hård sf skrevet af mænd). Uanset hvad så efterlod hun sig sig klassikere som The Women Men Don’t See, Houston, Houston, Do You Read? og The Screwfly Solution, som alle har gjort usletteligt indtryk på mig. I hvert fald har jeg allerede nu fået en idé til en historie, som bærer både Bradbury og Tiptrees dna, men selv hvis den ikke bliver til noget, er de nu for evigt en del af min personlige forfatter-bagage.