Skjoldmøer 2: The Prequel
Svana Slagteren er tilbage! I 2011 udsendte forlaget Kandor det første bind i sin antologi-serie Ny Dansk Fantasy, og her deltog jeg med novellen Skjoldmøer, der beskrev mødet mellem to kvindelige krigere med de charmerende tilnavne Ingvild Enøje og Svana Slagteren.
Novellen blev generelt godt modtaget, og jeg var selv ret tilfreds med resultatet, ikke mindst fordi jeg i bund og grund tog en klassisk westernscene – den hvor en ældre revolvermand bliver opsøgt af en yngre rival i en saloon – og omplantede den til et viking/middelalder-agtigt fantasy-univers.
Og det var så det. Troede jeg. For der var et eller andet ved Ingvild og Svana, der gav mig lyst til at vende tilbage til dem og deres verden. I Skjoldmøer møder man dem både i en ung og en ældre udgave, mens det kun antydes, hvad de har lavet i de mellemliggende år.
Lidt af sløret løftes i den nye novelle Svana Slagteren, der er med i Prisen på magi – Ny Dansk Fantasy 2014 og både kan betegnes som en fortsættelse og en prequel til Skjoldmøer – forstået på den måde, at den fortæller, hvad der skete efter fortidsdelen i historien, men dermed også kommer ind på begivenheder fra før nutidsdelen. Som titlen antyder, er det kun Svana, som novellen handler om, men den giver svaret på, hvad Gunna Grimsdatter foretog sig, efter hun flygtede fra fyrst Sigthors hær, og hvordan hun blev til Svana Slagteren.
Til beroligelse for dem, som ikke har læst Skjoldmøer, kan jeg sige, at de to noveller sagtens kan læses uafhængigt af hinanden. Svana Slagteren indeholder dog små hentydninger til sin forgænger, og så deler de visse stilistiske træk. Hvor Skjoldmøer eksempelvis lånte fra westerngenren, er plottet i Svana Slagteren kraftigt inspireret af en klassisk noir-krimi. Hvilken? Det vil jeg lade være op til den opmærksomme læser at gætte.