Otte CD’er

Otte CD’er. Det er, hvad jeg har købt af musik i år. Tre af CD’erne fandt jeg i forbindelse med Fonas lukkeudsalg (The Minds of 99, The Greatest TV Themes of the 50s & 60s og Ennio Morricones soundtrack til The Hateful Eight), to blev erhvervet til koncerter med de pågældende kunstnere i deres merchandisebod (Grimes og Savages), og én fik jeg i fødselsdagsgave (Suede). Det efterlader kun to CD’er (Bat for Lashes og PJ Harvey), som jeg har købt på “normal” vis, og med til det billede hører, at der forinden var gået et halvt år fra mit forrige CD-køb, som var det seneste Muse-album, Drones, der udkom i juni 2015.

Otte CD’er lyder sikkert af meget, hvis man hører til dem, som allerede har droppet CD’en helt, men i forhold til at jeg plejede at købe +30 om året, er det forsvindende lidt. At det er endt sådan, er ingen overraskelse, og forklaringen er den samme, som tog livet af Fona, TP Musik, Stereo Studio, Guf og alle de andre fysiske butikker, hvor man kunne købe musik og film: Jeg har lukket streamingtjenesterne ind i mit liv. Så det var en forudsigelig udvikling, men det kom alligevel bag på mig, hvor hurtigt jeg vænnede mig til slet ikke at købe CD’er.

Nu køber jeg kun de albums, hvor jeg beslutter, at jeg simpelthen må eje et fysisk eksemplar. Og det bringer mig frem til, hvad der har været min favoritmusik fra første halvår af 2016.

Top 5 album: 1. PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project. 2. Grand Blanc: Mémoires Vive. 3. Mitski: Puberty 2. 4. Savages: Adore Life. 5. Suede: Night Thoughts.

PJ Harvey på førstepladsen kommer næppe som nogen overraskelse, da jeg skamroste hendes koncert på Roskilde Festival og aldrig har lagt skjul på, at jeg er kæmpe fan. I stedet vil jeg hellere bruge pladsen på at skrive om de andre navne på listen.

Grand Blanc
Det drastiske fald i mit køb af CD’er hænger selvfølgelig tæt sammen med, at jeg begyndte at bruge Spotify. Jeg har tidligere skrevet om musik, jeg har opdaget via musiktjenestens Discover Weekly-feature, og endnu et eksempel på det er franske Grand Blanc, hvis 80’er inspirerede elektropop går rent hjem hos mig.

Mitski
Jeg har først lige opdaget amerikansk-japanske Mitski Miyawaki (ikke pga. Spotify denne gang, men via Soundvenue), så tiden må vise, om hendes album holder i længden. Det umiddelbare indtryk er typisk amerikansk indie-rock med stærke mindelser om St. Vincent, men jeg synes alligevel, Mitskis sange virker til at have personlighed nok til at stå på egne ben. Her er videoerne til singlerne Your Best American Girl og Happy, der viser hendes facetter. Sørg for at se videoen til Happy til ende, for den har en højst uventet og yderst makaber slutning. Mitski giver i øvrigt koncert på Loppen den 24. september.

Savages
Savages’ andet album, Adore Life, købte jeg i forbindelse med deres koncert i Vega, der er den næstbedste, jeg har været til i år (PJ Harvey på Roskilde tager førsteprisen). De har udviklet sig til et forrygende liveband og formår næsten at få overført energien fra deres koncerter til studioindspilningerne. Videoen her må også siges at være et ganske godt forsøg på at formidle oplevelsen.

Suede
Ligesom CD-formatet burde Suede efterhånden være fortid, men de er her minsandten stadig, og deres seneste album Nights Thoughts viser tilmed, at de er i glimrende form. I starten af året så jeg dem i DR Koncerthuset, hvor de spillede hele albummet og samtidig viste den film, de har fået lavet til sangene. Sammen udgør de en fortælling om en familie, der falder fra hinanden af sorg efter tabet af et barn. Brett Anderson udtrykker det selv således i dette uddybende interview i The Guardian: “Before you become a parent, you think of all those cliches about how it’s going to change your life, and of course those things are absolutely true. But not for one second did I think about that absolute fear, that terrifying pit-in-the-stomach fear of losing your kids.”

Hvis nogen undrer sig over, at Bat for Lashes ikke optræder på min liste, så udkom hendes album The Bride den 1. juli og hører teknisk set derfor til andet halvår.