Op til overfladen

Min første bogudgivelse var Science Fiction Cirklens antologi I overfladen – Lige under overfladen 2 fra 2008, hvor jeg fik optaget novellen Afhøring af offer nr. 5. Lige siden har jeg hvert år troligt indsendt en ny science fiction-novelle og har været så heldig, at de alle er sluppet gennem nåleøjet.

Men i år nåede jeg for første gang at blive overbevist om, at jeg ikke ville have en novelle at sende ind. Jeg var vanen tro kommet lidt for sent i gang, men jeg havde en idé til en historie, og jeg var i fuld færd med at skrive den, da jeg efter 2100 ord blev nødt til at se sandheden i øjnene:

1. Historien fungerede ikke.

2. Den kunne godt reddes, men så skulle jeg begynde forfra, og jeg ville umuligt kunne nå at blive færdig inden deadline, som var den 1. marts.

Det var en uge siden, og med så kort tid tilbage var der ikke mange muligheder. Jeg overvejede som nødløsning at støve en gammel, upubliceret novelle af og forsøge at gøre den mere science fiction-agtig, selv om tanken fik mig til at dø en smule indvendigt. Men netop som jeg så småt havde forliget mig med tanken om, at min Lige under overfladen-stime ville blive brudt, dukkede den så alligevel op: Idéen – og tilmed én, der kunne skrives i løbet af få dage.

Idéen til novellen var ikke engang ny (en anmeldelse af en fiktiv dokumentarfilm om en fejlslagen rumekspedition), så det kan godt undre, at jeg ikke kastede mig over den noget før. Men den havde rumsteret i mit hoved i så mange år, at jeg nærmest havde glemt den igen, og i mellemtiden havde jeg stirret mig blind på den anden idé, som nok skal blive til noget en dag, når jeg får bedre styr på, hvordan den skal fortælles.

Så i sidste ende lykkedes det alligevel at få en novelle klar, selv om den sikkert kunne have brugt yderligere et par gennemskrivninger og med sine 2400 ord er den korteste, jeg nogensinde har sendt ind til Science Fiction Cirklen. Nu må tiden vise, om den vurderes at være god nok til at komme med i Lige under overfladen 13.

Som tiden dog flyver

Siden jeg i efteråret 2008 fik min egen blog, har jeg nærmest uden undtagelse sørget for, at der var mindst ét nyt indlæg om måneden. Jeg kan se, at det kiksede i april 2010, og nu kan jeg så også skrive februar 2018 på listen.

Så hvad kom der i vejen? Mit besvær med ovennævnte science fiction-novelle var selvfølgelig en af årsagerne, men der var også en novelle (Manden på første række, 1100 ord) til en anden novellekonkurrence (som jeg ikke vandt). Desuden skriver jeg stadig på horrornovellen Må ikke forstyrres, som jeg omtalte i min skrivestatus for 2017. Ved årsskiftet var den på 8000 ord, men siden er den vokset til 12.000 ord og er stadig ikke færdig, fordi jeg lagde den til side på grund af de andre deadlines.

Af andre undskyldninger kan nævnes almindelig travlhed i mit arbejds- og privatliv, vinter-OL og de sædvanlige tidsrøvere i form af serier og film.

Nu er det ikke sådan, at jeg har forholdt mig fuldstændig tavs på nettet, men som så mange andre har jeg måttet erkende, at det er hurtigere og nemmere at slå noget op på de sociale medier end at skrive et blogindlæg til ens hjemmeside. Så til ære for dem, som ikke har fulgt mig på Facebook, Instragram eller Twitter, følger her en kort gennemgang af den seneste måned:

Som tidligere omtalt er jeg nomineret til Årets danske horrorudgivelse for min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos. I den forbindelse har Jette Holst fra Gyseren.dk lavet mini-interviews med de fem nominerede forfattere:

De 5 nominerede 2017: Lars Ahn
De 5 nominerede 2017: Martin Schjönning
De 5 nominerede 2017: Henrik Sandbeck Harksen
De 5 nominerede 2017: Patrick Leis
De 5 nominerede 2017: Karsten Mungo Madsen

Prisen uddeles på Krimimessen i Horsens lørdag den 17. marts.

Apropos priser, så er jeg for første gang ikke blandt de nominerede til Niels Klim-prisen, der gives til de bedste science fiction-noveller på dansk. Ironisk nok sker det, mens jeg for første gang er nomineret til Årets danske horrorudgivelse. Nogen vil sikkert betegne det som karma …