… og til sidst drak vi whisky

dancon2012.jpg
Undertegnede serverer whisky for Richard Ipsen (midten) og A. Silvestri til Dancon 2012. Foto: Majbrit Høyrup

Science fiction, forfattersnak og single malt whisky viste sig at være en god kombination til weekendens Dancon i Valby Kulturhus. Jeg var selv på programmet om søndagen, hvor jeg var sat sammen med mine forfatterkolleger A. Silvestri og Richard Ipsen.

Udgangspunktet var, at vi skulle interviewe hinanden, men ellers var der fra arrangørside nærmest lagt op til, at vi selv kunne bestemme, hvad vi skulle tale om. Vi havde dog på forhånd forsøgt at finde nogle fællestræk og var kommet frem til, at vi alle godt kan lide at blande genrerne, og at vi er til whisky! Derfor havde jeg medbragt en af mine favoritter, en 16 års Springbank cask strength, som faldt i god jord hos mine medpaneldeltagere, da jeg trak den frem mod slutningen af vores timelange samtale. Hvor interessant vores egentlige snak var, vil jeg lade være op til andre at bedømme, men vi fik da god respons efterfølgende.

Weekenden bød ogsÃ¥ pÃ¥ horrorfilm-festivalen Blodig Weekend, som jeg pÃ¥ grund af Dancon ikke fik oplevet sÃ¥ meget af, som jeg gerne ville. Jeg fik set to film, Grabbers og Macabro og nÃ¥ede ogsÃ¥ forbi Collector’s Market i Cinemateket om lørdagen, hvor jeg dog ikke købte noget, fordi min samling af usete dvd’er og blu-ray er stor nok i forvejen.

Grabbers så jeg, fordi jeg skulle introducere filmen fredag aften på vegne af foreningen Fantastik. Den viste sig at være en ganske fornøjelig science fiction monster-gyser, hvor beboerne på en irsk ø opdager, at de invaderende uhyrer ikke kan tåle alkohol, så det bedste forsvar er selvfølgelig at drikke alle fulde. Filmen indeholder en del virkelig morsomme scener, men er af samme årsag mere sjov end uhyggelig. Det mest skræmmende var faktisk de fem-seks minutter, hvor jeg skulle stå og tale foran publikum om en film, jeg ikke havde set på forhånd. Lørdag aften bød på Lamberto Bavas debutfilm, Macabro, fra 1980. Instruktøren, som er søn af Mario Bava, var selv til stede for at introducere filmen og præsterede at røbe den største overraskelse i handlingen. Ellers var det en pænt kedelig film, som kun reddes en smule af en gakket slutning, hvor al logik smides over bord.

Leave a Reply