Noveller på nettet
Så er tiden kommet til at få afsluttet min serie om online magasiner. Undervejs har jeg skrevet om Strange Horizons, Clarkesworld Magazine, Subterranean Online, Tor.com samt Lightspeed og Fantasy Magazine, som umiddelbart efter blev slået sammen og netop har udgivet sit første nummer i sit nye format.
Men inden jeg slutter af, vil jeg gøre opmærksom på yderligere et par interessante sider:
Beneath Ceaseless Skies – Efter Fantasy Magazines ophør som selvstændigt magasin er der ikke mange online magasiner tilbage, som kun beskæftiger sig med fantasy-litteratur. En af dem er BCS, som udkommer hver 14. dag med mindst to nye noveller. Det er desværre ikke så tit, jeg får læst historierne hos BCS, men standarden er generelt ret høj. Et af de nyere eksempler er The Gardens of Landler Abbey af Megan Arkenberg, som lige nu også er aktuel hos Lightspeed med en post-apokalyptisk science fiction/horror-novelle, How Many Miles to Babylon?
Apex Magazine – Et andet magasin, som jeg også gerne ville læse mere, hvis døgnet havde flere timer, er Apex, som indtil for nylig havde ingen ringere end Catherynne M. Valente som fiktions-redaktør. Hun besluttede dog at fokusere på sin karriere som forfatter og afleverede som afsked denne novelle, The Bread We Eat in Dreams, der allerede har høstet mange roser. Apex bringer både science fiction, fantasy og horror og udkommer en gang om måneden.
Apropos Catherynne M. Valente, som er dette års æresgæst på Åcon i Sverige, så har Clarkesworld i løbet af de seneste måneder bragt hendes kortroman, Silently and Very Fast, i tre dele. I det hele taget er Valente noget nær dronningen af netmagasiner, for hun har også haft White Lines on a Green Field med i Subterraneans efterårsudgave, mens man kunne læse hendes The Girl Who Ruled Fairyland – For a Little While på Tor.com og The Wolves of Brooklyn i Fantasy Magazine i sommer.
Lois Tilton er et andet navn, som er værd at notere sig i denne sammenhæng. Lois er ikke forfatter, men anmelder noveller for Locus Online – internetudgaven af Locus Magazine – og jeg underdriver ikke, når jeg siger, at hun virker til at læse alt, hvad der bliver offentliggjort af fiktion i kort form. Tre gange om måneden bliver der lagt en ny bunke anmeldelser ud, og hun er ikke let at stille tilfreds, hvilket måske ikke er så underligt med den store mængde noveller, hun kommer igennem i løbet af et år. Tidligere anmeldte Lois Tilton noveller for The Internet Review of Science Fiction, men da det lukkede i februar 2010, var Locus Online hurtigt ude og kapre hende. Bemærk at man kun kan læse hendes anmeldelser på hjemmesiden og ikke i den trykte udgave af Locus, hvor det er Gardner Dozois og Rich Horton, som har tjansen.
Tangent Online udfylder en lignende funktion som Lois Tilton, men er bare væsentligt flere anmeldere om opgaven. Magasinets rødder går helt tilbage til 70erne, men har siden 1997 været på nettet.
Endelig vil jeg nævne SF Signal – en blog jeg tjekker dagligt for nyheder om alt inden for science fiction, fantasy, horror og dens afarter. De er blandt andet gode til at fortælle, hvornår de forskellige online magasiner har lagt nye noveller ud og gør det lettere at bevare overblikket.
Til sidst vil jeg gerne takke for de opmuntrende bemærkninger, jeg har fået undervejs. De gav mig helt klart lyst til at fortsætte, samtidig med at jeg håber, at jeg har åbnet folks øjne for, hvor meget god fiktion der findes ude på nettet. God læselyst!
Leave a Reply