Mine favoritter fra CPH Pix 2018

Med 23 film i løbet af to uger lykkedes det mig at sætte ny rekord på CPH Pix og slå min hidtidige rekord fra 2014, hvor jeg fik set 18 film. Men det var også nødvendigt, for arrangørerne havde i år hævet prisen på et filmpas, så man skulle se mindst 19 film, før det kunne betale sig. Efter et par dages hvile har jeg fået pustet så meget ud, at jeg har dannet mig et overblik og kan udpege de film, der gjorde størst indtryk på mig, for jeg må erkende, at de til sidst havde det med at flyde lidt ud.

Thomasin Harcourt McKenzie og Ben Foster i Debra Graniks “Leave No Trace” (2018).

Leave No Trace

Tilfældet ville, at jeg kom til at se to film i træk med Ben Foster, hvor han er pÃ¥ flugt med en ung pige. Først Galveston, hvor han er en gangster pÃ¥ flugt med en ung prostitueret, og dernæst Leave No Trace, hvor han er en krigsveteran pÃ¥ flugt med sin teenagedatter. Leave No Trace er instrueret af Debra Granik, som ogsÃ¥ stod bag Jennifer Lawrences gennembrudsfilm Winter’s Bone fra 2010. Det var min yndlingsfilm det Ã¥r, og selv om det samme nok ikke bliver tilfældet med Leave No Trace, er det alligevel en film, der er vokset i min bevidsthed i de dage, der er gÃ¥et, siden jeg sÃ¥ den.

Det kan lyde mærkeligt, men det, der imponerer mig mest ved filmen, er, hvor udramatisk den er. Ben Foster spiller en mand, hvis PTSD gør ham ude af stand til at leve sammen med andre mennesker end datteren, og i filmens start bor de i en skov og holder deres kontakt til resten af samfundet nede på et absolut minimum. Det går selvfølgelig ikke i længden. Myndighederne bliver opmærksomme på dem og forsøger at hjælpe ved at tilbyde dem bolig, job og skolegang, men hvor datteren (Thomasin Harcout McKenzie) forsøger at tilpasse sig, går der ikke længe, før faderen føler trang til at vende tilbage til skoven.

Det er en historie, der rummer masser af drama, men Debra Granik vælger stort set at gå andre veje, hvilket hun kommer ind på i dette interview:

Seventh Row: Debra Granik: ‘It is dangerous to tell a story with no villain’

Og ja, der er ingen Ã¥benlyse skurke i filmen. Alle lige fra de sociale myndigheder til de mennesker, som hovedpersonerne møder undervejs, prøver at hjælpe det bedste, de kan, og konflikten mellem far og datter foregÃ¥r uden de store skænderier. Han prøver ikke at tvinge hende til noget, men evner simpelthen ikke at leve et “normalt” liv, mens hun ikke afviser hans levevis, men blot ønsker at være sammen med andre mennesker og er træt af at skulle flytte konstant. Det kunne være blevet kedeligt og stillestÃ¥ende, men det føles i stedet forfriskende og opløftende, og det gør, at slutningen rammer endnu hÃ¥rdere, end den ellers ville have gjort.

Om den anden Ben Foster-på-flugt-film Galveston er der kun at sige, at den ikke føjer meget nyt til noirgenren, og at den næppe var blevet lavet, hvis den ikke var baseret på en roman af True Detective-skaberen Nic Pizzolato. Jeg havde kort forinden faktisk læst romanen, og filmen følger den trofast, men udelader det mest overraskende element i bogen, nemlig at handlingen efter 65 sider pludselig springer 20 år frem i tiden. Det eneste overraskende ved selve filmen er, at den er instrueret af den franske skuespiller Mélanie Laurent (Inglorious Basterds og Now You See Me), som dog ikke formår at få sat sit præg på fortællingen.

Gonjiam: Haunted Asylum

Årets CPH Pix bød på kun fire koreanske film, så det burde være en overkommelig opgave at få set dem alle. Desværre var to af filmene af Pix-darlingene Kim Ki-duk og Hong Sang-soo, der altid er på programmet, men som jeg har et anstrengt forhold til. Hongs Grass var endnu mere kedelig og irriterende, end hans film plejer at være, og jeg hørte så meget dårligt om Kims Human, Space, Time and Human, at jeg endte med at droppe den. Det efterlod de to andre koreanske titler, som heldigvis hørte til blandt højdepunkterne.

Gonjiam: Haunted Asylum kan lettest beskrives som en koreansk udgave af The Blair Witch Project, hvor teknologien er blevet opdateret til vore tider. I forhold til den snart 20 år gamle film har vi nu fået GoPro-kameraer, droner, 360 grader-kameraer, smartphones, live streaming og sociale medier, hvilket Gonjiam udnytter på bedste vis. Personerne forbliver på papstadiet, men instruktøren Jung Bum-shik ved, hvordan man laver gys (han var også medinstruktør på den fremragende Epitaph), og der er scener i Gonjiam, som formåede at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en garvet horrorfan som undertegnede.

The Outlaws

Efter den kinesiske Wrath of Silence hvor en stum far forsøger at finde sin søn ved at tæve sig vej gennem en forbryderorganisation, tænkte jeg, at jeg snart havde set for mange af den slags asiatiske film. Men blot to dage senere viste den koreanske The Outlaws, hvor langt man kan komme i den genre med en karismatisk hovedperson og en tilpas skræmmende skurk. Der er intet nyt i beretningen om en bulderbasse af en kriminalbetjent, som forsøger at stoppe en bandekrig mellem koreansk-kinesiske gangstere ved at banke dem alle på plads, men hvad gør det, når det serveres så underholdende, som tilfældet er her.

Ma Dong-seok (ogsÃ¥ kendt som Don Lee, da han er født og opvokset i USA, men har koreanske forældre) fik sit gennembrud med sin rolle i Train to Busan, og The Outlaws har kun lagt yderligere til hans popularitet i Korea, hvor filmen blev et stort hit. Nævnes bør ogsÃ¥ Yoon Kye-sang som hovedskurken. Jeg sÃ¥ ham tidligere i Ã¥r i komedien Red Carpet pÃ¥ Netflix, hvor han spiller en godmodig pornofilminstruktør, der drømmer om at lave en “rigtig” film, og kunne overhovedet ikke genkende ham i The Outlaws.

Searching

Gonjiam: Haunted Asylum er ikke ene om at anvende moderne teknologi til at fortælle sin historie, men den amerikanske Searching tager skridtet videre. John Cho spiller faderen, hvis teenagedatter forsvinder, og han forsøger derefter at opklare, hvad der er sket med hende ved at gennemgå hendes færden på de sociale medier. Det specielle ved Searching er, at den udelukkende bliver fortalt på computerskærme, f.eks. Facetime-samtaler, SMS-beskeder, mails, Facebook-opdateringer, videoklip, Youtube, nyhedsudsendelser og meget, meget mere.

For nogen lyder det sikkert vældig anstrengende, men under alt det nye gemmer sig en ret traditionel fortalt thriller. Searching formår at holde spændingen intakt fra start til slut, men min eneste lille anke er, at selve historien måske ender med at blive en smule for skabelonagtig. Den debuterende instruktør Aneesh Chaganty har dog tydeligvis følt behov at forankre sin fortælling i noget genkendeligt, når resten af filmens sprog er så anderledes, så det er en beslutning, der godt kan forsvares.

Searching adskiller sig i øvrigt også ved at have en koreansk-amerikansk hovedperson, uden at hans etnicitet på noget som helst tidspunkt har med filmens handling at gøre (bortset fra en enkelt scene hvor der tales om opskriften på gumbo kimchi). Det er åbenbart også første gang, at en skuespiller med asiatisk baggrund har hovedrollen i en Hollywood-thriller

Wildlife og Puzzle

Normalt gÃ¥r jeg efter de asiatiske film pÃ¥ CPH Pix, men udbuddet i Ã¥r var en smule tyndt, sÃ¥ i stedet fik andre dele af verden chancen. Det betød, jeg blandt andet fik set film fra Argentina, Brasilien, Cuba, Portugal og Iran, men topscoreren var dog – ikke overraskende – USA med otte film. Udover de allerede nævnte kunne jeg godt lide Wildlife og Puzzle, som begge er amerikanske indie-dramaer af en type, der er set adskillige gange før. Men de er solidt fortalte, har nuancerede personskildringer og byder pÃ¥ stærke skuespilspræstationer af især Carey Mulligan og Kelly Macdonald som frustrerede husmødre i henholdsvis Wildlife og Puzzle. Man begynder i øvrigt at føle sig gammel, nÃ¥r Carey Mulligan (33) og Kelly Macdonald (42) har fÃ¥et alderen til at spille mødre til teenagedrenge og unge mænd. Og sÃ¥ har Wildlife en af de mest perfekte slutscener, jeg længe har set.

Lad de døde hvile

Sohail A. Hassan fortæller om sin film “Lad de døde hvile”.

Det blev også til en enkelt dansk film på CPH Pix, nemlig Sohail A. Hassans gyserkomedie Lad de døde hvile. Her er jeg nødt til at indskyde, at jeg kender instruktøren, da han var på programmet til Fantasticon i de år, hvor det blev holdt i Valby Kino. I 2016 fortalte han om netop Lad de døde hvile, og på årets CPH Pix blev der endelig mulighed for at se filmen på et biograflærred. Jeg fik ikke billet til verdenspremieren i Cinemateket, men så i stedet en ekstravisning i Gloria, hvor Sohail også var til stede. Og hvordan lyder dommen så?

Jeg ved ikke, om det er tilladt at bruge ord som “sød” og “sjov” om en gyser, men Lad de døde hvile er faktisk en sød og sjov film af en slags, der stort set ikke laves herhjemme. Det er en film, der er mere ungdomskomedie end gyser, og den lægger ikke skjul pÃ¥, at den kun er ude pÃ¥ at underholde, hvilket den gør til fulde. Enkelte steder skinner det lave budget igennem, og det er ikke alle replikker, der klinger helt rent, men filmen emmer af energi, og historien fortælles i et tempo, sÃ¥ man aldrig fÃ¥r lov at kede sig.

Det mest overraskende er dog, hvor godt de fire hovedpersoner fungerer. Personer i gyserfilm bliver tit til arketyper, der ofte er så irriterende, at man ender med at ønske, at nogen kommer og planter en økse i hovedet på dem. Det er ikke tilfældet i Lad de døde hvile, hvor man hurtigt bliver fanget af det umage venskab mellem den lokale satanist Jimmy (Jakob Hasselstrøm) og den nytilflyttede Amir (Razi Irawani). Filmens kvindelige hovedpersoner (Sidse Kinnerup og Maria Fritsche) er heller ikke kun til pynt og har en del mere at lave, end deres roller umiddelbart lægger op til.

På en festival som CPH Pix, hvor programmet bugner af kunstfilm og eksperimenter, var det befriende at se noget, der var så rendyrket uprætensiøst. Tilbage er blot at håbe, at Sohail A. Hassan får mulighed for at vise Lad de døde hvile igen (filmen er ikke i dansk biografdistribution), og at han bliver ved med at lave film.

The Night Eats the World

Inden jeg så Lad de døde hvile, havde jeg pudsigt nok mødt Sohail A. Hassan til en visning af den franske zombiefilm The Night Eats the World, da jeg havde fået billet til sædet ved siden af hans. Filmen kan beskrives som en fransk udgave af I Am Legend (bare med zombier i stedet for vampyrer), men den minder mere om en zombieversion af The Martian på grund af dens lavpraktiske tilgang til, hvordan man overlever i en verden, der er blevet overtaget af de udøde.

Det er ikke alle zombierne, der er lige overbevisende, og tempoet er lavt, men på den anden side skildrer filmen godt, at den største fjende i sidste ende nok er ensomheden. Ved at se The Night Eats the World fik jeg desuden opklaret et mysterium: Trommescenen, som årets CPH Pix-trailer er bygget op omkring, stammer nemlig fra denne film.

Fun fact 1: Filmen eksisterer både i en fransk og en engelsk version. Det var den franske, som blev vist på Pix, men traileren er fra den engelsksprogede udgave.

Fun fact 2: Ingen af de to hovedskuespillere er franskmænd. Anders Danielsen Lie er nordmand, mens Golshifteh Farahani (Paterson og Body of Lies) er fra Iran. Begge har dog medvirket i flere franske film.

Og resten …

Jeg så som nævnt 23 film på CPH Pix. De kom fra 12 forskellige lande: USA (8), Sydkorea (3), Argentina (2), Brasilien (2), Cuba (1), Danmark (1), England (1), Frankrig (1), Iran (1), Japan (1), Kina (1) og Portugal (1).

Mens der var CPH Pix, nåede jeg også at være til koncert med Mitski og Suede, og jeg så to film i biografen uden for Pix-programmet: Grænse og A Simple Favor. Så faktisk blev det til 25 film i løbet af 14 dage.

Den største skuffelse var Piercing, som var den første film, jeg så. Instruktøren Nicolas Pesce havde ellers begejstret mig med sin forrige film The Eyes of My Mother, som jeg så på Blodig Weekend sidste år, men denne her var ren form og intet indhold, og det kunne end ikke Mia Wasikowska rette op på. Lidt det samme gjorde sig gældende med den hypede Mandy med Nicolas Cage, der nærmest virkede som om, at instruktøren på forhånd havde sat sig for at lave en kultfilm. Jeg fandt den alt for kalkuleret.

CPH Pix-forestillingerne plejer sjældent at være udsolgte, men i år prøvede jeg to gange at sidde i en fyldt sal: Først til førnævnte Mandy og siden til Wildlife.

Jeg overvejede seriøst at udvandre til den amerikanske indiefilm Madeline’s Madeline, som var sÃ¥ alternativ og eksperimenterende i sit filmsprog, at det halve kunne være nok. Filmen rettede sig dog op undervejs og endte med at blive helt OK til sidst.

Hollywood-film fÃ¥r ofte (berettiget) hug for at være forudsigelige og skabelonagtige, men efter at have siddet igennem 23 CPH Pix-film kan jeg konstatere, at den sÃ¥kaldt alternative del af filmverdenen ogsÃ¥ har en tendens til at lave film, der ligner hinanden. Flere af Pix-titlerne gjorde nærmest en dyd ud af at fortælle i et til tider dræbende langsomt tempo og pÃ¥ en mÃ¥de, sÃ¥ man selv skulle gætte sammenhængen i scenerne. Det er fint at tiltro publikum et vist mÃ¥l af intelligens og ikke skære alt ud i pap, men det kan ogsÃ¥ blive lidt for kryptisk og krukket (især de sydamerikanske film, jeg sÃ¥, havde en tendens til det). Nu trænger jeg i hvert fald til at se noget med en biljagt …