Min første pris

Klimpris.JPG De seneste dage har bogstavelig talt budt på mange fantastiske oplevelser, primært på grund af Fantasticon 2012, som jeg var med til at arrangere. Det var stort at møde forfatteren Alastair Reynolds og redaktøren Ellen Datlow – to personer som jeg er kæmpe fan af – men alt det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

For midt i skyndingen var det nær lykkedes mig at glemme, at jeg var nomineret til Niels Klim Prisen for bedste science fiction-novelle på dansk i 2011 for En helt almindelig død fra Den nye koloni – Lige under overfladen 5. Prisoverrækkelsen fandt sted i forbindelse med Fantasticon, og til min store overraskelse og glæde delte jeg førstepladsen med Michael Kamp og hans novelle Homo Arachnida, som var med i samme antologi.

Som jeg sagde i min hastigt improviserede takketale, er det første gang, at jeg har modtaget et fysisk bevis på noget, jeg har skrevet, og glæden bliver ikke mindre af, at glastrofæet er ganske flot (og tungt). Det er Manfred Christiansen, som har designet trofæet, der allerede nu har indtaget sin plads hjemme på reolen.

Der blev også uddelt priser i to andre kategorier, og her blev vinderne:
Bedste kortroman (delt): Skjul (Hideaway) og Minlas blomster (Minla’s Flowers) af Alastair Reynolds fra Vejen mellem stjernerne (begge oversat Niels Dalgaard).
Bedste langnovelle: Faderens sønner af A. Silvestri fra Faderens sønner.

Klim.jpg

Efterfølgende blev der taget et gruppebillede af de fire vindere, og jeg må indrømme, at jeg er ret stolt over selskabet.

Leave a Reply