Mens vi venter
Inden for de seneste måneder har jeg haft noveller med i tre antologier, men ingen af dem er indtil videre blevet anmeldt. I mellemtiden er der kommet en lektørudtalelse på den første af udgivelserne, Til deres dages ende – Ny dansk fantasy 2012, hvor jeg står for titelnovellen.
Det er en ganske positiv udtalelse, men da det kun er tilladt at citere en lille del af den, vil jeg nøjes med dette:
“Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”
Desværre lader det til, at der ikke kommer flere bind i serien Ny dansk fantasy fra forlaget Kandor. Forlægger Nikolaj Højberg er nået frem til den beklagelige, men forståelige beslutning, at han med sit civile arbejde, sin familie og sit eget forfatterskab er nødt til at ændre forlagets profil, så det fremover primært skal bruges til at udgive hans egne bøger. Det betyder også, at Ny dansk fantasy 2013 er blevet aflyst. En skam, for serien var godt i gang med at blive fantasy-genrens svar på Science Fiction Cirklens Lige under overfladen-serie.
Apropos ventetid, så er to af mine yndlings-musiknavne på vej med nye albums. Oktober byder både på The 2nd Law fra Muse og The Haunted Man fra Bat for Lashes, og begge har varslet et stilskifte. Her er musikvideoerne til deres førstesingler, og de viser i begge tilfælde en mere afdæmpet side af de to, end man er vant til at høre – især i Muses tilfælde.
Desuden har jeg købt billet til Muses koncert i Malmø den 7. december, da det ikke ser ud til, at de kommer til Danmark i denne omgang (noget med at deres scene-opsætning er for stor til de danske koncertsteder). Det er dog ikke første gang, at jeg er taget til udlandet for at se Muse, da jeg også oplevede bandet på Reading Festival i England sidste år. Bat for Lashes (alias Natasha Khan) har jeg faktisk også set uden for Danmark, da hun var en af hovedårsagerne til, at jeg var på festivalen Rock en Seine i Paris i 2007.
Leave a Reply