Lykke Li-fænomenet

Kan man have et skizofrent forhold til en kunstner? Når jeg spørger, skyldes det, at jeg lige nu er meget begejstret for et album med en sangerinde, jeg ellers ville have forsvoret, jeg nogensinde ville ofre penge på efter at have hørt hendes forrige udgivelse.

Da svenske Lykke Li i 2008 udsendte sit debutalbum Youth Novels, blev hun lidt af en darling på den internationale indiepop-scene. Jeg blev dog ret hurtigt træt af at høre hendes lillepigevokal i P3, og sange som Little Bit, I’m Good, I’m Gone og især Dance, Dance, Dance begyndte at få samme effekt på mit nervesystem som lyden af kradsende negle på en skoletavle. Faktisk gik jeg før tid, da hun spillede på Beatday i 2009, fordi jeg fandt hendes koncert kedelig (og i øvrigt trængte til noget at spise).

Så hvorfor mener jeg nu, at samme sangerindes nye album Wounded Rhymes er en af de foreløbig bedste popudgivelser i 2011, når jeg ikke kunne udstå forgængeren? Den vigtigste grund er, at Lykke Li – undskyld, udtrykket – har fået hår på brystet, ikke bogstavelig talt, men musikalsk set. Hun er blevet et par år ældre, har høstet noget mere livserfaring, har mistet et par illusioner om sig selv og andre, og det har alt sammen givet hendes tekster og musik en kant, der ikke var til stede før.

Jeg kan bedst illustrere det med to af hendes musikvideoer. Først videoen til gennembrudshittet Little Bit:

Sammenlign den med videoen til Sadness is a Blessing fra det nye album, og ja, det er Stellan Skarsgård, hun sidder til bords med:

Men hvor vil jeg så hen med alt det her?
Mine to modsatrettede oplevelser med Lykke Li fik mig til at tænke på, om jeg har haft det sådan med andre kunstnere, og lige nu kan jeg simpelthen ikke komme i tanker om nogen. Jeg har adskillige gange prøvet at blive begejstret for en forfatter, en instruktør, et band eller en sanger blot for at blive skuffet over deres senere værker. Jeg er også tidligere blevet positivt overrasket over folk, som jeg umiddelbart ikke havde tiltroet de store evner ud fra deres indledende forsøg, uden at det dog fik mig til at have negative tanker om dem. Her var jeg snarere ligeglade med, hvad de lavede. Men jeg mindes som nævnt ikke, at jeg før har næret så stor antipati mod en bestemt kunstner for derefter at vende 180 grader i min bedømmelse af vedkommende som i tilfældet med Lykke Li.

Det nærmeste, jeg kan komme, et fortilfælde er instruktøren Baz Luhrmann, hvis Shakespeare-på-speed udgave af Romeo+Juliet (1996) jeg fandt dybt anstrengende, mens min begejstring for hans næste film, Moulin Rouge (2001), ikke kender nogen grænser. Forskellen er dog, at jeg godt kunne lide Luhrmanns debut, Strictly Ballroom (1992), så her er der måske mere tale om et pendul-forhold (hvilket tegner skidt for Australia (2008), som jeg ikke har set, men lovende for hans kommende filmatisering af The Great Gatsby).

På læsefronten har jeg forgæves gennemsøgt min bogreol efter lignende eksempler. Jeg har selvfølgelig været ude for forfattere, som har skuffet mig ved vores første møde, men jeg kan også konstatere, at jeg 1) ikke beholder deres bøger, og 2) ikke giver dem en ny chance. Lykke Li har dog lært mig, at jeg muligvis burde gøre det, og jeg ved, at jeg i hvert fald kommer til at overvære hele hendes koncert på sommerens Roskilde Festival – også når hun spiller sange fra det første album.

Hvis nogen har haft lignende oplevelser – altså at de har måttet revurdere deres opfattelse af en kunstner, som de ellers foragtede – hører jeg gerne om dem. Og husk at vi skal være ude i “jeg hadede hendes første bog/cd/film, men elskede den næste,” før at det tæller.

Udgivet i Bøger, Film og musik, Musik Etiket:
En kommentar til “Lykke Li-fænomenet
  1. Helle siger:

    Skizofrent? Mener du ikke personlighedsspaltning? 🙂

    Had er sådan et stærkt ord, følelse, men jeg kan da nævne at jeg ikke kunne udstå Björk da hun var fremme med Human Behaviour på MTV (den gang MTV viste musikvideoer…). Synes hun var mærkelig på den utjekkede måde og sang/skreg irriterende. Skruede altid væk når hun dukkede frem. Men pludselig en dag, så ændrede min holdning til hende. Jeg må indrømme at jeg ikke kan huske hvad der gjorde udslaget, om det var en anden sang fra samme album, men pludselig elskede jeg hende og har gjort det lige siden (selvom ikke alle albums har været en lige stor succes for mig).

Skriv et svar