Why so serious…?

I takt med at 2009 rinder ud, har alle fået travlt med at kåre årtiets bedste det ene og andet, så jeg tænkte, at jeg også ville give mit besyv med.

Hvorfor? Fordi Nick Hornby havde ret, da han i High Fidelity beskrev, hvordan fyre som jeg er vilde med at lave top 10-lister over vores yndlingsting, og hvis man ikke kan bruge sin blog til at lufte ens indre smagsdommer, hvad skal man så med den?

Over de næste par dage vil jeg derfor give mit personlige bud på det bedste inden for film, musik og litteratur fra årene 2000 til 2009. Og så kan I jo vælge at være uenige eller lade jer inspirere til selv at tænke over, hvad der begejstrede i det forgangne årti.

Men først de 10 bedste film:

10. The Dark Knight (2008)
Christopher Nolan må tage titlen som Årtiets Instruktør. I løbet af blot otte år gik han fra kultstatus med bakke snagvendt-mysteriet Memento til at levere historiens femtemest indbringende film. Indimellem rejste han Batman-figuren fra asken med Batman Begins og fandt tid til at trylle The Prestige frem fra ærmet, men mesterstykket er og bliver The Dark Knight. En ren magtdemonstration, som hævede ambitionsniveauet for genren og satte alle andre superhelte-film godt og grundigt på plads – med en enkelt undtagelse…

9. Sideways (2004)
En road movie tilsat vin-nørderi var den uventede kombination, der skabte en både varm, rørende og til tider hysterisk morsom komedie. I forhold til Alexander Paynes tidligere film så som Election og About Schmidt virkede det denne gang som om, han rent faktisk kunne lide sine figurer, og det var kun en styrke. Ekstrapoint for at skaffe Virginia Madsen en Oscar-nominering…

8. Oldboy (2003)
Dette blev årtiet, hvor jeg for alvor opdagede koreansk film. Jeg har foreløbig set over 100 titler fra mit fødeland, men Park Chan-wooks Cannes-belønnede mesterværk er i en klasse for sig. En eksplosiv fortælling om vold og hævnlyst, fyldt med uforglemmelige scener, der beviser, at nok er koreanerne på overfladen et roligt folkefærd, men når de går amok, gør de det med hele værktøjskassen – bogstavelig talt.

7. De andres liv (Das Leben der Anderen, 2006)
Efter en række sløje år meldte tyskerne sig igen på den internationale filmscene med flere stærke titler. Først kom Der Untergang og siden Good Bye Lenin!, men ingen gjorde stærkere indtryk end Florian Henckel von Donnersmarcks (fantastisk navn!) beretning om en Stasi-agents fascination af det par, han er sat til at aflytte. De første 10 minutter af Pixars Up gav mig en kæmpe klump i halsen, men den blev faktisk overgået af slutningen på De andres liv, som fortjent vandt en Oscar for bedste udenlandske film foran den ellers så fremragende Pan’s Labyrinth.

6. De utrolige (The Incredibles, 2004)
Nå ja, der var lige en anden superhelte-fortælling, som i min bog overgik The Dark Knight. Brad Bird tilførte Pixar lidt tiltrængt kant og satirisk bid, som gør The Incredibles til min personlige favorit fra animationsfilmens konger. Konkurrenterne kan komme med deres Shrek og Ice Age, men hver gang de tror, at de er ved at have indhentet Pixar, må de se sig overhalet af studiets næste genistreg. Lad os håbe at de kan holde det høje niveau i det kommende årti.

5. The Bourne Ultimatum (2007)
Matt Damon som årtiets actionhelt? De færreste havde vist set den komme, og ligeså uventet var det, at indie-instruktører som Doug Liman og Paul Greengrass havde blockbuster-potentiale gemt i sig. Tredje og sidste del af Bourne-trilogien satte et hæsblæsende punktum for en serie, der omskrev reglerne for genren med sin nærmest dogme-agtige tilgang (håndholdt kamera og minimal brug af CGI). Dens indflydelse er tydelig at se i de nyeste action-film, deriblandt de seneste indslag i James Bond-serien.

4. Gladiator (2000)
Han er manden bag to af mine absolutte yndlingsfilm, Blade Runner og Alien, men efter G. I. Jane havde jeg opgivet at se Ridley Scott tilbage til fordums styrke. Så kom Gladiator, der både genoplivede den historiske storfilm, gjorde Russell Crowe til stjerne og emmede af trods og fortællelyst. Den bliver tilmed bedre ved gensyn, og præstationen bliver ikke mindre, når man sammenligner filmen med wannabes som Troja, Alexander og Scotts egen Kingdom Of Heaven.

3. Kill Bill: Vol. 1 (2003)
Quentin Tarantino brød seks års pause og demonstrerede atter sin suveræne evne til at vende klichéer på hovedet og give dem nyt liv. I dette tilfælde fusionerede han 70’er Hongkong-action med spaghetti western, og resultatet blev en forrygende, underholdende fusion fyldt med originale indfald, som dog fungerer bedst i etteren. Og netop som man troede, at Tarantino igen var ved at køre fast, så serverede han i år sin WW2-western Inglourious Basterds, der var tæt på at komme med på denne liste.

2. Ringenes herre (Lord Of The Rings, 2001-2003)
Okay, det er i virkeligheden tre film, men ligesom Tolkien skrev dette som én lang fortælling, der af udgiveren blev delt op i tre bøger, vælger jeg også at se Peter Jacksons kraftpræstation som ét samlet værk – og det er selvfølgelig den udvidede udgave, jeg her taler om. Jackson løste en på papiret umulig opgave og gjorde det i sådan grad, at selv Det amerikanske Filmakademi måtte bøje sig i støvet. Blot en tanke: hvad mon der var sket, hvis den første film var blevet et flop?

1. Moulin Rouge! (2001)
Sjældent har en film fejet benene så godt og grundigt væk under mig som Baz Luhrmanns mash-up musical. Samme instruktørs opdatering af Shakespeares Romeo & Julie fandt jeg fortænkt og trættende, så mine forventninger var mildt sagt lave, da jeg satte mig til rette i en af BioCity i Tåstrups mindste sale den efterårsdag i 2001. Men allerede efter 10 minutter var samtlige forbehold blæst væk, og resten af tiden var jeg i himlen. Luhrmann benyttter skamløst samtlige tricks fra underholdningshistoriens skattekiste og skaber rendyrket filmmagi. Det gør Moulin Rouge! til årtiets filmoplevelse for mit vedkommende.