Du er hovedpersonen

Lad være med at skrive i anden person! Det er børnelærdom for alle forfattere, og noget de fleste skrivelærere med respekt for sig selv banker deres elever i hovedet med. Så hvorfor har jeg anvendt en “du”-fortæller i to af mine noveller, Langt ude i skoven og Har du hørt havfruerne synge? frem for de mere gængse første person (jeg) og tredje person (han/hun).

Når jeg tager emnet op, skyldes det en mail, jeg har modtaget fra 17-årige Kasper Aaes, som af uransagelige årsager har valgt at bruge Har du hørt havfruerne synge? til sin danskopgave om science fiction. Et af hans spørgsmål går netop på, hvorfor jeg har valgt at bruge en anden person-fortæller i restaurant-afsnittet – ikke mindst med tanke på at resten af novellen er skrevet i tredje person.

Tja, hvorfor gjorde jeg egentlig det? Det korte og bekvemme svar er, at jeg følte, det var det rigtige valg, men det slipper jeg nok ikke af sted med. Når det generelt er en dårlig idé at skrive i anden person, skyldes det, at det er en mere kunstig fortælleform end første og tredje. Den virker ikke helt så naturlig, fordi den er mere påtrængende og kræver en større indlevelsesgrad af læseren. Der er altid en fare for, at sætninger som “Du vågner op og kan mærke, at det bliver en god dag” får læseren til at tænke “Gu’ gør det ej!” – men risikoen kan siges at være lige så stor med en jeg-fortæller (“Nej, jeg er ikke en psykopatisk seriemorder!”).

I Har du hørt havfruerne synge? valgte jeg at bryde med formen, fordi jeg ønskede at placere læseren direkte i fortællerens sted, mens jeg beskriver hans mani med at prøve de mest ekstreme retter på verdensmenukortet. I dette tilfælde viser det sig at være et stykke havfrue – både den nedre og øvre halvdel – og jeg fandt, at du-fortælleren var med til at forstærke effekten. Med Langt ude i skoven gik jeg skridtet videre og skrev hele novellen i anden person. Jeg overvejede selvfølgelig at fortælle historien på en mere traditionel måde, men det fungerede ikke rigtigt. Og så faldt du-formen fint i tråd med novellens pointe (spoiler alert!), nemlig at hovedpersonen ikke har kontrol over sin egen skæbne, men er blevet ført omkring som en dukke.

Selvfølgelig er jeg langt fra ene om at være dus med læseren. Dele af Iain Banks’ Complicity er skrevet med en du-fortæller, og hele Charles Stross’ Halting State er fortalt i anden person. Sidstnævnte er til dels inspireret af de tidlige tekstbaserede adventure-computerspil, hvor spilleren altid var “du,” men også af Du er hovedpersonen-serien fra 80erne, hvor man skulle slå op på forskellige sider, alt efter om man valgte den ene eller anden mulighed. Med andre ord er der intet til hinder for at skrive i anden person. Regler er til for at blive brudt, men det kræver altid, at man er fuldt bevidst om, hvad det er, man har gang i, og hvorfor man gør det.

Som afslutning vil jeg gøre opmærksom på en novelle, der på ret original vis benytter formen fra Du er hovedpersonen-bøgerne. Novellen blev bragt i april-nummeret af onlinemagasinet Fantasy Magazine og kan læses ved at klikke på linket nedenunder:

Kat Howard: Choose Your Own Adventure

Udgivet i Bøger, Fantasy, Noveller, Science fiction, Skrivetips Etiket: , , , ,

Skriv et svar