Kom maj du søde milde

Normalt er besøgstallene på min hjemmeside ikke noget at skrive hjem om, men både i år og sidste år har jeg haft en lidt pudsig oplevelse.

Ikke overraskende plejer der at være flest besøg i de måneder, hvor jeg er mest aktiv på bloggen. Da min novellesamling Månebase Rødhætte udkom i november 2012, lavede jeg nærmest et indlæg om dagen i en periode, og det endte da også med, at der blev sat ny rekord i antal besøg.

Derfor kom det bag på mig, da rekorden blev slået i maj 2013, og minsandten om den ikke blev overgået igen i april og maj i år. Især det sidste fik mig til at undres, for i sidste måned havde jeg travlt med forberedelserne til Fantasticon 2014 og nåede kun at lave sølle to indlæg, mens april i det mindste havde min gennemgang af CPH PIX og udgivelsen af antologien Drifter – 13 mørke erotiske noveller at berette om.

Så hvorfor lige maj? Mit bedste bud er, at det er eksamenstid, og en masse skoleelever landet over sidder og leder efter noveller, som de kan gå til eksamen i. Det passer med, at jeg de seneste år har fået flere og flere henvendelser fra elever, som har læst en af mine noveller og har spørgsmål til den (eller har læst et uddrag her på siden og nu vil have mig til at sende dem resten af novellen).

Det er umiddelbart den eneste forklaring, jeg kan komme på. Er der andre forfattere, som også har oplevet, at maj er den måned, hvor antallet af besøg på deres hjemmeside topper?

Udgivet i Bøger, Noveller