Hvor fa’en er fansene?
Den suverænt længste anmeldelse af en antologi, som jeg har bidraget til, kan læses på Horrorsiden.dk, hvor Rasmus Wichmann går i kødet på forlaget Kandors Vampyr. Udover at kalde min novelle Donation for “chokerende” og rose den for at adskille sig fra de øvrige bidrag ved at undgå at svælge i vold, er der samtidig tale om en omfattende, kritisk analyse af de nye, danske horror-forfattere og hele fanmiljøet – faktisk så omfattende at anmeldelsen bringes i to dele.
De kan læses her:
Vampyr del 1: Et kritisk blik på en fan-favorit
Vampyr del 2: The Curse of Fandom
Rasmus Wichmanns anmeldelse/essay kommer interessant nok i forlængelse af en debat, som forfatteren og forlæggeren Jonas Wilmann startede, da han midt i juni bragte en række blogindlæg på Litteratursiden.dk, hvor han ligeledes stillede skarpt på en række problemstillinger inden for dansk genrelitteratur og det danske fanmiljø.
Læs dem her:
Danske fans dyrker ikke det danske
Anmelder, så tag dig dog sammen mand!!
Fordi debatten fandt sted, mens jeg var på ferie i Korea, missede jeg det meste af den, og da jeg kom hjem, var den stort set overstået, så jeg havde været i tvivl om, jeg overhovedet skulle tage den op igen. Jeg har dog følgende kommentarer til nogle af de synspunkter, der er kommet frem:
Jonas Wilmann indledte til dels debatten i frustration over det lave salg, som dansk genrefiktion indbringer – og her taler vi både horror, science fiction og fantasy (med sidstnævnte skal der dog skelnes mellem fantasy skrevet til et voksent publikum og til børn og unge). Det er en frustration, jeg sagtens kan følge ham i. Hvis vi trækker bibliotekssalget fra, er det faktisk deprimerende lidt, som de bøger, jeg har været med i, har solgt. Wilmann taler selv om 20 uvildige købere per udgivelse, og det er et tal, jeg selv kan genkende.
Men er det så læsernes skyld? Er de danske fans simpelthen for dovne og for lidt eventyrlystne til at afprøve de hjemlige forfattere? Nu synes jeg generelt, det er en dårlig idé at klandre kunderne for ikke at ville købe ens varer, fordi det i sidste ende falder tilbage på én selv. Det minder mig om dengang, jeg skulle dække en fodboldkamp i 1. division på Østerbro Stadion mellem B93 og Roskilde, og stadionspeakeren annoncerede dagens tilskuertal (husker ikke tallet, men det var sikkert under 200), hvorefter hun tilføjede: “OG DET ER FOR DÅRLIGT!” Min egen og sikkert også flere andres tanke var, at det var underligt at skælde dem ud, som rent faktisk var dukket op til kampen, og det i hvert fald ikke højnede lysten til at komme igen.
Det enkle svar på det lave salg er selvfølgelig, at hvis en dansk genreforfatter en dag skriver noget, som er suverænt godt, så skal læserne nok finde frem til det. Den tese holder desværre ikke helt stik. Der findes masser af eksempler på virkelig fremragende bøger, der trods forrygende anmeldelser alligevel ikke bliver en bestseller (det modsatte er selvfølgelig også tilfældet). For eksempel er det meget sigende, at Robert Galbraiths krimi The Cuckoo’s Calling trods positive anmeldelser kun havde solgt 8500 eksemplarer (inklusiv e-bøger), indtil det kom frem, at forfatteren i virkeligheden var J. K. Rowling. Siden har forlaget trykt et nyt oplag på 140.000 bøger for at imødekomme efterspørgslen.
En anden faktor er, at den danske forlagsverden groft sagt går i en stor bue udenom dansk genrefiktion, med mindre det er skrevet til børn og unge. Det har overladt markedet til en række mindre forlag, hvilket både er godt og skidt. Godt, fordi det betyder, at der rent faktisk bliver udgivet noget til de voksne læsere, og at forfattere som undertegnede har et sted, hvor vi kan få publiceret vores historier. Skidt, fordi de små forlag mangler gennemslagskraft over for de landsdækkende medier og dermed det brede publikum.
Debatten, der fulgte i kølvandet på Jonas Wilmanns første indlæg, afslørede blandt andet, at mange nærer en skepsis over for bøger fra danske selvudgivere og såkaldte hobbyforlag. Her er jeg splittet i min holdning, for selvfølgelig vil jeg gerne støtte de forlag og redaktører, som har udgivet mig. Men omvendt kan jeg godt følge de skeptiske læsere – jeg læste sjældent selv noget på dansk, før jeg begyndte at få trykt noveller, og jeg ville i hvert fald ikke røre noget fra en selvudgiver. Jeg må i samme åndedrag erkende, at der er antologier, jeg er med i, hvor jeg har ærgret mig over, at der ikke er blevet læst grundigere korrektur, eller der har været en skrappere redaktør inde over.
Når det er sagt, vil jeg være så fræk at påstå, at potentialet inden for fantastisk dansk litteratur er højere end nogensinde. For 10-15 år siden kunne antallet af forfattere, som var dedikeret til at skrive science fiction, horror og fantasy, tælles på en uheldig skovhuggers hånd. I dag findes der en hel underskov, som jeg er stolt over at være en del af. Faren er, hvis vi aldrig kommer videre, hvilket er en af Rasmus Wichmanns pointer. Det er en reel fare, for mange af de mest aktive forlag lige nu er enkeltmandsforetagender, og hvad sker der den dag, hvor ildsjælene brænder ud og ikke orker mere? Hvem skal så udskrive novellekonkurrencer, udgive Lige under overfladen eller Ny Dansk Fantasy eller lignende? Hvem skal stå for Dancon og Fantasticon? Der er blevet lagt et fundament, hvorpå der kan bygges store ting, men det er også skrøbeligt og har endnu til gode at bevise sin holdbarhed.
Som jeg ser det, mangler den danske scene en murbrækker: en eller flere forfattere, som formår at skabe genredefinerende værker, der samtidig har appel til det brede publikum. Nogen taler for, at den vej kan gå via det internationale marked, og at vi skal forsøge at slå igennem ved at skrive på engelsk. Det har i sig selv nogle udfordringer, da konkurrencen er ulig meget større, og det selvsagt er sværere at skrive på noget, der ikke er ens modersmål. At det kan lade sig gøre, er forfattere som svenske Karin Tidbeck (æresgæst på dette års Fantasticon), finske Hannu Rajaniemi og franske Aliette de Bodard eksempler på. Det kan selvfølgelig virke lidt omvendt, at man er nødt til at slå sit navn fast i udlandet for at overbevise danskerne om, at de skal læse én, men det er set før i andre sammenhænge. Bare spørg bands som Quadron og The Raveonettes eller Peter Høeg for den sags skyld. Sidstnævnte var selvfølgelig et kendt navn på den hjemlige litterære scene, men det var først, da Frøken Smillas fornemmelse for sne blev en international bestseller, at han for alvor blev landskendt. Det er nok ret typisk for små lande – man stoler ikke på kvaliteterne hos sine egne, før det store udland har sagt god for dem.
OK, nu endte mit indlæg med at blive næsten lige så langt som Wichmann og Wilmanns, hvilket bestemt ikke var tanken. Lige som dem har jeg påpeget en række problemstillinger, som jeg desværre ikke har løsningen på. Det eneste, vi som forfattere kan gøre, er at fortsætte med at skrive og håbe, at vi konstant bliver bedre og udvikler os, og at én af os en dag rammer noget udefinerbart magisk, der taler til en masse mennesker. Se, det vil være et eventyr.
Selv om niveauet er højt, og jeg vil give dig ret i at det er så højt som nogensinde, så er det ikke nok til at sælge en bog i dag. Hvis man skal opdages, skal der laves reklame for bøgerne, og de skal ud i butikkerne. De små forlag har åbenbart ikke denne mulighed. Dette er både et spørgsmål om penge og et reaktionært system i bogbranchen.
Fansene er der ude. Den traditionelle (og meget endimensionelle) tankegang i “salgsleddet” gør blot, at historierne ikke kommer ud hvor nogen kan opdage dem. Det er nødvendigt at finde en måde at omgå systemet på, og det kan man i reglen altid, men det kræver vilje og indsats.
De indlæg jeg har set, fokuserer på problemstilligerne. Hvad med at fokusere på løsningsmodeller? Ikke én, men flere, der implementeres på samme tid. Der er ikke nogen quick-fix til problemet. Hvis der var, var den blevet brugt for længst. Men jeg er overbevist om, at der er langt flere løsninger end det par stykker jeg sådan lige umiddelbart kan se.
Poul Anderson udtrykte – i de mere eller mindre glade magasindage – at man som forfatter af fantastisk lektyre måtte gøre sig klart at man konkurrerer om de potentielle kunders lommepenge (termen er: “beer-money”). I finansielle krisetider gælder den vist dobbelt op.
Samtidig er der (jo) ikke tvivl om at out-puttet af fantastisk lektyre er større end nogensinde før, og falder i så mange forskelligartede kategorier – eller genrer – at der nærmest er tale om buffet og stående taffel. Men – og indrømmet – det kaster næppe mange huslejepenge over i skribenters og forfatteres skød. På den anden side: – er det måske reglen i andre genremæssige kredsløb? Jeg tror det ikke – og for eksempel har sådan noget som børnebøger aldrig rigtigt kunnet “betale sig”. Hvilket ikke siger noget om kvaliteten af samme, for hér der sandelig (også) både møg og mirakler.
Men der er også tale om en hvis grad af berøringsangst – og hér tænker jeg ikke på “det etablerede main-stream kredsløb” eller “almindelige” forlag. Hér tænker jeg i høj grad på, at det kan være enormt hyggeligt på den selvfede måde at være en del af et lukket selskab, en loge, en subkultur – hvilket også styrker overbevisningen om, at vi har ret og de andre er idioter. For hvor ser man nogen der rejser debatten om fantastisk litteratur i mediebilledet? Ja, nej, det er ikke “deres” opgave at rejse den debat, og “vores” privilegium at være fornærmede indtil “de” gør det. Det er sandelig “vores” opgave at skrive debatindlæg, læserbreve, kronikker århvaharvi? – eller opbygge genre-overskridende netværk (eksempelvis er stjerneanmelder Bo Green Jensen på Weekend-Avisen en stor tilhænger af fantastik – hvorfor er han ikke allerede en allieret? Fordi han er for akademisk? Fordi “vi ved bedst selv”?).
Jeg er ikke bedre end “we want the future, and we want it now”, men jeg ser dog en betydelig ressource og fremgang i at Science Fiction Cirklen har en stand på Bogforum, og at udgivelsen af “Pix” blev promoveret af noget YouTube-snas. Jeg siger derfor at det er for trist, at sætte sig i en position hvor det er “de andres skyld”. Til gengæld tror jeg ikke man kan gøre ret meget ved “berømmelses-faktoren” – tænk bare på Stephen King: det er jo ikke alt, den mand har lavet der er kvali-vare; men det sælger alligevel!
tak for ordet
Det hjælper jo gevaldigt at vi rent faktisk begynder at diskutere åbent og offentligt. Vi må erkende vores fejl først, og så finde nogle løsninger.
De få breakthroughs jeg har haft, har været baseret på at invitere/hive/flå allierede med på galejen, i stedet for at regne med at de interesserede nok selv skal snuble over os.
Når vi ikke gør den slags oftere, så skyldes det nok at vores miljø består af indadvendte mennesker. Indadvendthed er en fordel når det kommer til at få produceret tekst, og en kæmpe hæmsko når det kommer til at få det ud. Så jeg vil til enhver tid hævde at vi pinedød skal overvinde den nørdede generthed, og have mod på at være udadfarende. Bare undtagelsesvis.
Uheldigvis, så for hver sejr vi har haft uden for miljøet, så har der været visse setbacks. Ja, Troldspejlet kom til Eurocon, men de var kun interesseret i Star Wars. Jonas Wilmann blev interviewet om horror til Ud & Se, men artiklen kom kun til at handle om gamle film, og selv om han blev featuret i Information, så valgte Lars Bukdahl at ignorere hans challenge. TWICE. Da jeg ville eskalere show-elemntet til Fantasticon, forsvandt eller aflyste flere optrædende. Da NOFF skulle gives videre til nogle nye, unge frivillige, konfliktede de med hinanden. SFC’s samarbejde med Universal Pictures strandede, da biografpremieren på “The Thing” blev aflyst i ellevte time. Og jeg kunne blive ved.
Så, ja, så der er en temmelig stor fail-ratio ved at søge uden for miljøet. Men vi må sgu ikke lade de setbacks stoppe os. Som jeg ser dem, er de ikke fiaskoer – de er kalkulerede risici.
På plussiden har Sven Damgaard og Majbrit Højrup haft oplæsninger ved diverse festivaler. Huset i Magstrædes varme velkomst til Kultfilm-Kvizz’en, og Filmstationens opbakning til selvsamme. Horror-segmentet på Krimi-messen. Dén slags giver pote!
Selv om mit offentlige image er at spille Djævlens Advokat, så er jeg ikke pessimist. Endnu.