Hvad er Vampyros Lesbos?
Hvis nogen har undret sig over titlen på min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, så følger her en forklaring. Vampyros Lesbos er en spansk-tysk film fra 1971, som med årene har opnået kultstatus – ikke mindst på grund af sin titel. Eller som jeg skriver i novellen, der lægger navn til samlingen:
“Jeg mener, hvilken ung filmnørd med respekt for sig selv vil ikke have lyst til at se en film, der hedder Vampyros Lesbos?”
Her er en trailer for filmen (OBS! indeholder nøgenscener):
Jeg husker ikke, hvornår jeg første gang hørte om Vampyros Lesbos, eller hvordan jeg blev opmærksom på filmen. Det har formentlig været i starten af 90’erne, hvor min filminteresse for alvor tog fart, og jeg begyndte at læse magasiner som Fangoria, Cinefantastique og det danske Inferno. Uanset hvad så gjorde titlen Vampyros Lesbos åbenbart så stort et indtryk på mig, at det var den, der faldt mig ind, da jeg flere år senere valgte at indlede en ny novelle med ordene:
“Den sidste gang, jeg med sikkerhed talte med Jimmy, var den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos.”
På det tidspunkt havde jeg faktisk ikke set Vampyros Lesbos, men det havde mine to hovedpersoner heller ikke, og da det var en af pointerne i novellen, så jeg ikke mit manglende kendskab til filmen som noget problem. Alligevel tøvede jeg ikke med at købe den, da jeg fandt DVDen i en brugt udgave hos Accord, men i stedet for at sætte den i afspilleren fik filmen bare lov at blive stående i reolen.
Det hang nok sammen med, at jeg i mellemtiden var gået i stå med novellen efter at have fået skrevet omkring 13.000 ord og vidste, at jeg var langt fra slutningen. Der var ikke rigtig nogle antologier herhjemme, som tog imod noveller af den længde, så udsigterne til at få den afsat var begrænsede, og det fik mig til at lægge den til side og gå i gang med andre skriveprojekter.
Først da jeg seks-syv år senere skulle til at planlægge min næste novellesamling, slog det mig, at jeg kunne bruge Den nat, vi skulle se Vampyros Lesbos som en af de nye noveller og som titelnovellen, og således blev historien om de to filmnørder og vampyren vakt til live igen. Spørgsmålet var så, om det var anledning til endelig at få set filmen?
Efter at have tænkt over det valgte jeg at vente. I efterordet til novellesamlingen kalder jeg det for “method writing” (begrebet findes faktisk), men i bund og grund fik jeg bildt mig selv ind, at jeg bedre kunne være på bølgelængde med min fortæller, hvis Vampyros Lesbos vedblev med at være et mysterium for os begge. Det forhindrede mig dog ikke i at researche filmen og se en anden film (Jack the Ripper) af samme instruktør, Jesús “Jess” Franco, for at lære hans stil at kende. En af de mest brugbare hjemmesider var i den forbindelse www.soledadmiranda.com – en hyldestside til Vampyros Lesbos’ hovedrolleindehaver, den spanske skuespiller Soledad Miranda, som på tragisk vis omkom ved en trafikulykke i 1970, kun 27 år gammel. Hun nåede aldrig selv at se filmen, som først fik premiere året efter.
(Ironisk nok er Soledad Miranda.com på en måde skyld i, at der er en fejl i novellen, som jeg først lige har opdaget. Vampyros Lesbos er som nævnt fra 1971, men i novellens indledning står der, at filmen er fra 1970, og det er fordi, hjemmesiden angiver Vampyros Lesbos til at være fra det år. Senere i novellen skriver jeg faktisk, at filmen havde premiere i 1971, så det ærgrer mig grusomt, at jeg ikke selv har fanget fejlen.)
Som nævnt i mit forrige indlæg skrev jeg Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos (novellen) færdig på Hald Hovedgaard i februar, og da jeg kom hjem, traf jeg den skelsættende beslutning endelig at få set filmen. Så hvad er dommen? Vampyros Lesbos kan på ingen måde betegnes som en “god” film eller et overset mesterværk. Historien er noget usammenhængende rod, og personernes handlinger giver sjældent mening, bortset fra at de kvindelige skuespillere får en undskyldning for at smide tøjet. Det er i høj grad en film af sin tid, for det er i hvert fald svært at forestille sig noget lignende blive lavet til biograferne i dag, hvilket man kan begræde eller bifalde alt efter smag og behag.
På plussiden tæller, at filmen har en sær, drømmeagtig stemning, selv om det kan være svært at bedømme, om det er bevidst fra Jess Francos side, eller om det blot skyldes dårligt filmhåndværk (sjældent har man set nogen anvende så meget zoom). Men det er ikke til at komme udenom, at Soledad Miranda er perfekt castet i rollen som sexet, uimodståelig vampyr. Hun og så det fantastisk syrede soundtrack, som i øvrigt blev et hit i midt-90’erne (tjek nedenstående musikvideo), er de eneste vægtige grunde til at se Vampyros Lesbos.
Og så kommer vi til den penible del. Folk, som kender mig, vil vide, at jeg går i biografen +50 gange om året og har en stor samling af film på DVD og Blu-ray. Det leder selvfølgelig hen til spørgsmålet om, hvor meget af mig selv der er i fortælleren i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos – især når jeg lige har forklaret, hvorfor jeg udskød at se filmen i flere år. Til det er mit svar: forhåbentlig ikke alt for meget!
Det vil være løgn, hvis jeg sagde, at der ikke er et element af selvportræt i novellen, men det er ikke en 1:1-beskrivelse. Udover at jeg aldrig har troet, at en af mine venners kæreste var en udødelig blodsuger, har jeg for eksempel stadig til gode at se en Leprechaun-film, og jeg mener heller ikke, at Renny Harlin er den største finske instruktør, selv om jeg har en svaghed for The Long Kiss Goodnight og Deep Blue Sea. Til gengæld står jeg ved, at Hudson Hawk er en undervurderet komedie, og at M. Night Shyamalans Unbreakable er fuldt på højde med hans gennembrudsfilm The Sixth Sense.
I stedet vil jeg sige, at Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos er mareridtsudgaven af, hvad der kan ske, når ens interesse for noget – i dette tilfælde film – får lov at overtage ens liv på bekostning af alt andet. Det er også en karikatur af nogle træk, jeg har observeret hos mig selv og andre filmnørder, hvor vores passion let kan få os til at glemme, at ikke alt i livet kan sidestilles med film (det klassiske dilemma: vil jeg kunne lide en person, jeg ikke deler filmsmag med?).
Til slut vil jeg påpege – og nu bliver det igen nørdet – at jeg brugte en del tid på at fastslå, hvornår handlingen i novellen foregår, så personerne f.eks. ikke taler om film, der ikke havde haft premiere på det tidspunkt. Dette gjorde jeg dog først, da jeg var næsten færdig med novellen, så jeg blev nødt til at skifte et par film ud, fordi de ikke passede ind i tidslinjen.
Størst besvær voldte den iranske film, som fortælleren på et tidspunkt bliver slæbt med ind for at se, for godt nok er filmen fra 2000, men den fik først dansk biografpremiere i 2003, mens novellen primært udspiller sig i 2000 og 2001 (hvilket forklarer fraværet af smartphones). Til alt held opdagede jeg, at filmen var blevet vist på Natfilm Festivalen i 2001, og så var jeg på sikker grund. Filmens titel? Ud fra disse oplysninger burde det være muligt at google sig frem til den, med mindre du allerede har gættet det. Og nej, jeg har faktisk aldrig selv set filmen.
