Giv mig en deadline

I weekenden fik jeg skrevet årets anden novelle færdig, en fantasy-sag på små 9000 ord, som jeg har indsendt til Ny Dansk Fantasy 2013. Men efter at jeg ellers havde fået en god vane med at skrive novellerne så tidligt, at jeg kunne lægge dem til side i en måned og så læse dem igen med nogenlunde friske øjne i tiden op til indsendelsesfristen, så har skrivningen af dette års to noveller været en anderledes stresset affære.

I begge tilfælde tvivlede jeg undervejs på, om jeg overhovedet ville få sendt noget ind. Jeg har tidligere omtalt mine kvaler med at få skrevet en science fiction-novelle til Lige under overfladen 7, og minsandten om historien ikke gentog sig med Ny Dansk Fantasy. Endnu en gang lykkedes det mig først at komme i gang i weekenden før indsendelsesfristen (som var søndag den 14. april), og da jeg nåede frem til den netop overståede weekend, havde jeg fået skrevet lidt over 5000 ord. Så lørdag den 13. april endte med at blive den helt store skrivedag, hvor jeg fik fyret de sidste små 4000 ord af, men det var også nødvendigt, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville være hjemme det meste af søndagen.

Alt dette har fået mig til at tænke over måden, jeg arbejder på, når jeg skriver fiktion. Den umiddelbare lære er – og det vidste jeg sådan set godt i forvejen – at jeg har brug for et formål og en deadline, hvis jeg skal få skrevet noget færdigt. Jeg har tidligere nævnt, at jeg sandsynligvis aldrig var kommet i gang med at skrive igen, hvis der ikke fandtes magasiner som Himmelskibet og diverse antologier og novellekonkurrencer. De er min motivationsfaktor, og hvis jeg var i tvivl om det, behøver jeg bare se i min mappe med ufærdige noveller: de er alle historier, som jeg gik i gang med, uden at jeg havde et sted, jeg kunne indsende dem til.

Hvad angår deadlinen, så er dette års to noveller det bedste eksempel på, at jeg i overført betydning skal have sat pistolen for panden, før jeg får taget mig sammen til at skrive. Det samme gjorde sig gældende, da jeg måtte bede redaktørerne om at give mig en deadline til min novellesamling Månebase Rødhætte og til mit bidrag til PIX: Nygotiske skæbner. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Nogen vil mene, at det er en arbejdsskade fra mit daglige virke som journalist, selv om jeg i dag som redaktionsleder sidder i den omvendte rolle og skal minde andre om deadline. Men hvis sandheden skal frem, så går det længere tilbage, for i min skoletid fik jeg også altid først skrevet mine stile og opgaver færdige i sidste øjeblik.

Men ét er deadlines og motivation, noget andet er, at jeg også er nødt til at have historien på plads i hovedet, før jeg kan begynde at skrive. Nogle forfattere kan nærmest bare sætte sig ved tasterne, og så er de af sted, men jeg hører ikke til den gruppe. Jeg har prøvet at skrive enkelte noveller “i blinde” (Arthur Solo er et eksempel), men jeg har opdaget, at jeg som regel helst skal have en idé om, hvor jeg vil hen med historien, før jeg kan komme i gang. Med den seneste novelle var problemet, at jeg nogenlunde vidste, hvad handlingen skulle være, men ikke hvordan jeg skulle fortælle den. Det var først, da jeg fik styr på strukturen, at ordene begyndte at flyde.

Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg har hele plottet klar, inden jeg går i gang med at skrive. Jeg har før sat mig ved tasterne uden at kende slutningen 100 procent, og det var blandt andet tilfældet med den seneste novelle og med Telefon fra afdøde, mens slutningerne på for eksempel Mordene på Katrina og Zoo lå fast fra start. Handlingen er heller ikke mere nagelfast, end at jeg også er åben for nye idéer undervejs. I den seneste novelle er der for eksempel et par bifigurer, som endte med at spille større og helt andre roller, end jeg havde regnet med, men det hører faktisk til sjældenhederne. Generelt laver jeg ikke de store ændringer i en novelle, når først den er skrevet, og det er så fordelen ved, at jeg ikke går i gang, før jeg har et klart billede af handlingen. Der er selvfølgelig undtagelser med Langt ude i skoven og Månebase Rødhætte (novellen) som dem, hvor der er størst forskel på det første udkast og den endelige version.

Så for at opsummere: Det, jeg har brug for, hvis jeg skal få skrevet en novelle færdig, er en deadline, et formål (så som en antologi eller en konkurrence) og en nærmest grydeklar historie inde i mit hoved. Jeg ved fra andre forfattere, at de synes, den største udfordring er at få idéer. Det problem har jeg – 7, 9, 13 – endnu ikke haft, selv om alle forfatteres frygt er, at de én dag løber tør for idéer. I stedet irriterer det mig, at jeg ikke er i stand til bare at sætte mig ned og skrive, så jeg frem for fem-seks noveller om året kunne nå op på det dobbelte eller (hvisk det) en roman.