Tag telefonen
I weekenden modtog jeg en længe ventet pakke med mine to eksemplarer af antologien PIX: Nygotiske skæbner. Udgivelsen fra Henrik Harksens forlag H. Harksen Productions indeholder noveller af Thomas Strømsholt, Sandra Schwartz, Teddy Vork, Martin Schjönning, Ruben Strid, Niels Ole Busk Nielsen, Michael Kamp, Sarah Fürst, Patrick Leis, Nikolaj Johansen, A. Silvestri og undertegnede.
PIX skulle egentlig være udkommet den 18. februar, men blev af forskellige årsager forsinket. Nu er den her, og den var ventetiden værd, for PIX er en bog, der virkelig er kælet for. Den kommer i to forskellige udgaver med hver sin forside, og så medfølger der en cd med et 14 minutter langt musiknummer af Ras Bolding. Men det er ikke den eneste måde, hvor PIX adskiller sig fra de øvrige udgivelser, jeg har været med i. Det er også første gang, at jeg er blevet indbudt til at deltage i en antologi, og jeg synes selv, at jeg er havnet i fornemt selskab.
Konceptet bag PIX gik ud på, at hver forfatter fik tilsendt et foto taget med en mobiltelefon, som vi derefter skulle skrive en “moderne skæbnefortælling” ud fra. Jeg modtog “Phonebook of the Dead”-billedet, som kan ses på den øverste af forsiderne (i øvrigt med Ras Bolding selv som model), og det stod hurtigt klart for mig, at min novelle skulle handle om at blive ringet op fra hinsides. Resultatet blev Telefon fra afdøde (og ja, titlen er en omskrivning af John Le Carrés debutroman Telefon til afdøde, men har ellers intet med spioner at gøre), der kan ses som mit forsøg på at gå imod den hæderkronede gysertradition med, at det kun er gamle ting, der kan være hjemsøgte og uhyggelige. Inden for de senere år har især asiatisk horror dog sørget for, at spøgelserne har taget de digitale medier til sig, og man kan vel sige, at jeg allerede flirtede med tanken i min Facebook-novelle Blomstervanding, der var med i en anden Harksen-udgivelse, Dystre Danmark 2.
Telefon fra afdøde handler kort fortalt om en ung mand, der mister sin iPhone og ikke har råd til at købe en ny. I stedet får han en oldnordisk mobil fra en ven, som har arvet den fra sin nyligt afdøde farmor, og overtager også hendes nummer. Inden længe begynder han at modtage mystiske opkald ved midnatstid, og titlen siger vel alt om, hvem det er, der ringer. Jeg afleverede novellen i september sidste år, og et par måneder senere indtraf katastrofen: jeg tabte min iPhone på gaden og smadrede glasset. Da der er tale om en telefon, som er betalt af mit arbejde, fik jeg hurtigt udleveret en erstatning: en gammel Nokia, som godt nok kunne gå på nettet, men ellers var det som at blive sat fem år tilbage på mobilfronten. Og nej, jeg modtog ingen mystiske natte-opkald, men hvis jeg havde, tror jeg ærlig talt ikke, at jeg havde turdet tage telefonen …
I forbindelse med skrivningen af novellen havde jeg brug for at finde ud af, hvordan en telefoncentral fungerede i gamle dage, og det betød, at jeg blandt andet var en tur på Post & Tele Museum i København. Nu var jeg stort set færdig med novellen på det tidspunkt, og deadline nærmede sig, så jeg brugte mest af alt besøget til at få et par detaljer på plads og sikre mig, at jeg ikke havde begået en eller anden graverende fejl. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har gjort det alligevel, men nu kan jeg i det mindste sige, at jeg har lavet et minimum af research.
Leave a Reply