Fra aliens til månepiger

Det nye nummer af science fiction tidsskriftet Proxima er udkommet og indeholder blandt andet en anmeldelse af Ingenmandsland – Lige under overfladen 4. Det kan virke lidt sent at anmelde en antologi nu, hvor nummer fem i serien er lige på trapperne, men Proxima kommer kun to gange om året, og Ingenmandsland blev et par måneder forsinket og blev først udgivet i november 2010, så det er forklaringen. Anmelderen, Joen Juel Jensen, har følgende at sige om mit bidrag, Portræt af en månepige:

“Lars Ahn Pedersen, der sidste år (det var faktisk i 2009, red.) leverede det uden sammenligning længste (min 20.000 ord lange novelle Alien Ghost Ballet, red.) – og efter min mening et af de bedste – bidrag er også med i år, hvor han dog har forsøgt at begrænse sig lidt. Jeg synes ikke, Portræt af en månepige, kommer helt på højde med novellen fra i fjor, men den er velskrevet og spændende. Den er en variation over et gammelt tema: Jordens kolonister på et andet himmellegeme ønsker mere selvstændighed i forhold til Jorden.”

Jeg kan kun give anmelderen ret i, at Portræt af en månepige ikke er på højde med Alien Ghost Ballet, men det har heller aldrig været meningen, at de to skulle sammenlignes. Faktisk satte jeg mig følgende mål, da jeg gik i gang med novellen: 1. Den skulle være under 10.000 ord (det lykkedes med nød og næppe). 2. Den skulle ikke være space opera som Alien Ghost Ballet.  3. Den skulle være mere afdæmpet og jordbunden i sin tone (selv om den foregår på Månen).

Selv føler jeg, at jeg nåede mine mål med Portræt af en månepige, og det var en morsom udfordring at skrive en novelle om en person, som man rent faktisk aldrig møder, men kun får beskrevet via andres historier. Det var også en lærerig oplevelse, fordi det undervejs gik op for mig, at jeg havde begået en fejl. Til at begynde med anvendte jeg en jeg-fortæller, men efter at have skrevet cirka en tredjedel af novellen måtte jeg erkende, at fortællestemmen ikke fungerede. Problemet var simpelthen, at den mindede for meget om fortælleren i Alien Ghost Ballet, og så var jeg alligevel i gang med at gentage mig selv. Begge hovedpersoner er midaldrende mænd, som efter en karrieremæssig nedtur (en balletmester i Alien Ghost Ballet og en journalist i Portræt…) modvilligt påtager sig en opgave, der bringer dem i kontakt med et hunkønsvæsen (en dansende alien og en månepige), som giver dem ny inspiration. Lighederne mellem de to historier var tæt på at få mig til at skrotte Portræt af en månepige, men så ændrede jeg fortælleren til tredje person (han), og det gav novellen en helt anden tone, som jeg bedre kunne leve med. For eksempel var den oprindelige jeg-fortæller meget bitter og sarkastisk lige som fortælleren i Alien Ghost Ballet, men ved at tvinge mig selv til at beskrive ham set udefra kom han til at virke anderledes.

Så et lille skrivetip på falderebet: hvis din historie ikke fungerer, så kan løsningen være at ændre fortællestemmen eller -vinklen.