Farvel til fantastikken
Gennem årene har jeg lavet et par aprilsnarre på min blog. Dette var en af dem.
Der har været stille på min hjemmeside de seneste uger, og det skyldes, at jeg har haft nogle alvorlige overvejelser omkring mit forfattervirke. Efter snart ni års skriverier må jeg sande, at jeg stadig ikke er nået nærmere et egentligt gennembrud. Der har selvfølgelig været små sejre undervejs så som et par priser, bibliotekspengene og en filmatiseret novelle, men samlet set har det ikke gjort den store forskel.
Derfor har jeg truffet den svære beslutning at holde op med at skrive i de fantastiske genrer i erkendelse af, at der ikke er nogen fremtid i den slags herhjemme. Hovedet på sømmet blev nyheden om, at den nye danske zombiefilm Sorgenfri kun får begrænset biografpremiere, og så kan man let se skriften på væggen.
Med andre ord er det slut med historier fra min side om trebenede, balletdansende rumvæsener, varulve på Månen og hjemsøgte mobiltelefoner. Fremover vil jeg kun skrive om 100 procent realistiske emner og vil tage udgangspunkt i mine egne personlige erfaringer. Når man har sagt A, må man også sige B, så jeg har droppet min gotiske krimi, som jeg ellers har arbejdet på de sidste to år, og har per dags dato, 1. april 2016, opsagt mine medlemskaber af Fantastik, Science Fiction Cirklen og Dansk Horror Selskab.
I stedet er jeg nu gået i gang med en roman inden for den såkaldte autofiktion-genre, hvor min hovedperson er en frustreret journalist ved navn Lars Ahn, som arbejder på en avis i en større, sjællandsk provinsby og forsøger at udleve sine uforløste forfatterdrømme ved at skrive science fiction, fantasy og horror. Han må dog sande, at det ikke giver ham den ønskede succes, så en dag tager han en drastisk beslutning og siger farvel til de genrer, han ellers er vokset op med. Jeg kan ikke vente med at se, hvor det fører ham hen!
Hvis du vil se mine øvrige aprilsnarre, så er de her:
2011: En stor nyhed (et forlag vil have mig til at skrive en roman baseret på en Povl Kjøller-sang)
2013: På vej til Hollywood (Månebase Rødhætte skal filmatiseres)
2014: Alien Ghost Ballet på scenen (Alien Ghost Ballet skal laves som danseteater)