Fantasticon 2011

Dette års udgave af Fantasticon er overstået og gik efter alt at dømme godt. Jeg er dog ikke noget sandhedsvidne, da jeg har deltaget i planlægningen og selv medvirkede i et af programpunkterne.

Der var 83 deltagere, hvilket var mere end forventet, fordi der denne gang kun var tale om en en-dags begivenhed uden udenlandske forfatternavne som trækplastre. I 2012 er der til gengæld planlagt en tre-dages Fantasticon fra 1.-3. juni, og den første æresgæst er netop offentliggjort:  science fiction-forfatteren Alastair Reynolds. Jeg fik det allerede at vide i mandags, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvor stort jeg synes, det er. Jeg har tæt på alt, hvad Reynolds har skrevet, og sammen med Iain M. Banks er han i mine øjne en af de forfattere, som virkelig formår at skrive science fiction i bredformat.

Vinderen af Fantastiks novellekonkurrence blev A. Silvestri, som dermed vandt for anden gang – præcis som vi havde aftalt (intern joke: jeg har vundet konkurrencen i 2008 og 2010, mens Silvestri har taget sig af 2009 og 2011, så vi spøger med, at vi har fordelt årene mellem os. Jeg deltog ikke i 2009, fordi jeg var en af dommerne, mens jeg ikke indsendte noget i år, da temaet var “skov,” og jeg syntes, jeg havde skrevet nok noveller, der foregik i de omgivelser).

Efter kåringen interviewede jeg A. Silvestri om hans debutroman, Pandaemonium, der udkommer på forlaget Valeta den 11. november (11/11/11).  Vi talte blandt andet om hans mål med at skrive en zombie-splattergyser, der gør uhæmmet brug af samtlige klichéer, så historien føles som en b-film på tryk. Silvestri røbede desuden, hvordan han er i stand til at skrive to-tre noveller om måneden (ren disciplin), at han selv, hans familie og venner optræder som zombier i Pandaemonium, og hvordan man kan bruge en Wartburg som våben. Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at romanen er på over 770 sider, og at jeg som forberedelse til interviewet havde under en uge til at få læst bogen, hvilket jeg lige præcis nåede.

Derudover fik jeg overværet et par foredrag og debatter og fik snakket med Nikolaj Højberg fra forlaget Kandor og Henrik Harksen fra H. Harksen Productions, som er på vej med Dystre Danmark 2, der indeholder min novelle Blomstervanding. Nikolaj fortalte, at fantasy-antologien Bag Adonais spejl – hvor jeg medvirker med novellen Skjoldmøer – har solgt overraskende godt og nu er ude i tredje oplag. Han har da også allerede for længst indkaldt til endnu en fantasy-antologi, der skal udkomme i 2012.

Søren Henrik Jacobsen har også skrevet om Fantasticon på sin blog Skræk og rædsel, hvor han blandt andet omtaler mit interview med A. Silvestri og bringer et billede derfra.

Leave a Reply