En skjoldmø vender tilbage

Et af mine forrige indlæg handlede om, at jeg sjældent skrev fortsættelser til mine noveller, men at jeg havde gjort det med Billigt hotel fra Evolution – Lige under overfladen 15, der foregår i samme univers som Tannhäuser Gate. Et mere åbenlyst eksempel er mine to noveller med skjoldmøen Svana Slagteren, der – meget originalt – hedder Skjoldmøer og Svana Slagteren.

Svana Slagteren optrådte første gang i novellen “Skjoldmøer”, der var med i antologien “Bag Adonais spejl – Ny dansk fantasy 2011”, så hun har 10-års jubilæum i år.

I selvsamme indlæg nævnte jeg, at jeg havde fået skrevet en tredje Svana-novelle, og nu kan jeg med glæde fortælle, at den er blevet udvalgt til forlaget Ildanachs kommende fantasyantologi, Fantastiske fabulationer I, der er planlagt til udgivelse i maj.

Læs: Vindere af forlagets fantasy-novellekonkurrence 2021

Novellen hedder Skjoldmøen og uhyret og er selvfølgelig inspireret af Skønheden og udyret, men også af eventyret om Blåskæg og andre lignende fortællinger, hvor unge kvinder spærres inde på et slot sammen med en monstrøs person. Forestil jer, hvad der sker, hvis man placerer Svana Slagteren i sådan en situation, og I har Skjoldmøen og uhyret.

Svana-novellen bliver min første udgivelse på Ildanach, der er et nyt forlag, som allerede har markeret sig med antologier som Frygtelige fynske fortællinger I og hele to science fiction-antologier Årlige uploads 202.1 bind 1 og 2.

Jeg har også sendt en novelle ind til forlaget Krabats novellekonkurrence om den danske folketro, men her er der i den grad hård konkurrence om pladserne. Forlaget fortæller, at de modtog 105 noveller og skal bruge 10 …

Desuden har jeg sagt ja til at bidrage med en novelle til forlaget Brændpunkts antologi Indenfor, der bliver en slags fortsættelse til sidste års Udenfor, hvor jeg medvirkede med novellen Trold. Brændpunkt følte, at Udenfor kom til at lide under coronarestriktionerne og ærgrede sig over, at det ikke kunne lade sig gøre at holde en reception for de 24 forfattere (seks af os holdt som bekendt vores egen udendørs reception i Roskilde).

Forlaget har derfor foreslået en ny antologi til efteråret, og 23 ud af 24 har sagt ja til at være med igen. Udfordringen bliver denne gang at skrive kort, for novellen må højst være på 2500 ord. Til sammenligning er de to andre noveller, jeg har skrevet i år, på henholdsvis 6000 og 10.000 ord.

Dermed er jeg allerede oppe på fire udgivelser i år. Billigt hotel er som nævnt allerede udkommet, og Evolution – LUO15 har i øvrigt lige fået en lektørudtalelse eller materialevurdering, som det hedder i dag, med følgende vurdering:

Der er naturligvis ‘blandede bolsjer’ i denne type antologi, men kvaliteten er generelt høj.

Derudover er der Døden i kloakken, min famøse krokodille-novelle, som Anne Klein udfordrede mig til at skrive, som er med i forlaget Enter Darkness’ kommende pulp horror fiction-antologi, samt Skjoldmøen og uhyret og Indenfor-novellen, men jeg har mere på vej, så jeg håber da, at det ikke stopper med dem.