Det var også på tide

Fra lørdag til onsdag har jeg skrevet en ny novelle. 6300 ord på fem dage. Ingen videre bedrift for de fleste forfattere. Når jeg nævner det, er det fordi, det er det første stykke ny fiktion, jeg har frembragt i over syv måneder.

Jeg ved godt, at jeg her på siden i løbet af 2010 har omtalt den og den novelle, som er med i diverse udgivelser, men sandheden er, at de fleste af dem stammer fra sidste år. Undtagelsen er Portræt af en månepige, som er med i Ingenmandsland – Lige under overfladen 4. Den færdiggjorde jeg i slutningen af februar, og siden har jeg holdt ufrivillig pause.

Der er ikke tale om, at jeg har haft en skriveblokering, men årsagen er snarere en kombination af mine ture til Korea, travlhed på jobbet og sygdom – alene i år har jeg været ramt af en månedlang lungebetændelse og mindst tre tilfælde, hvor jeg har været snotforkølet (den seneste frarøvede mig stemmens brug i et par dage). Til tider har det virket som om, at den ene omgang nærmest har afløst den anden, og det er noget, der tærer.

Men nok undskyldninger, det vigtigste er, at jeg er kommet i gang igen. Løsningen var simpelthen at sætte mig foran tastaturet og skrive løs og samtidig have et mål om at nå op på mindst 1000 ord om dagen. Det lyder enkelt nok, men er det ikke for én som mig, der normalt skal have hele historien på plads oppe i mit hoved, før jeg går i gang.
Men det virkede, og jeg er tilfreds med resultatet, som nu skal korrekturlæses og finpudses. Hvad novellen handler om? Det eneste, jeg foreløbig vil sige, er, at der er tale om en uofficiel fortsættelse til et kendt H. C. Andersen-eventyr – og nej, det er ikke Den lille havfrue igen.