Begravet hest blev antaget

Vrinsk! Min novelle Hvor hesten ligger begravet er blevet antaget til en horror-antologi fra det nye forlag Enter Darkness.

Indkaldelsen til antologien, der havde arbejdstitlen Frygt, vakte lidt opsigt, fordi forlaget bad om noveller på mellem 10.000 og 15.000 ord. Det er faktisk pænt langt i forhold til andre antologier. Science Fiction Cirklen plejede at sætte grænsen ved 10.000 ord til Lige under overfladen-serien, men har siden hævet den til 15.000 (men foretrækker mellem 3000 og 12.000 ord), mens kravene i Kandors seneste konkurrence er mellem 5000 og 10.000 ord.

Nu er det ikke uvant for mig at skrive lange noveller (jeg er trods alt ham, som en gang sendte en 20.000 ord lang novelle ind til SFC og fik den med, selv om max-længden dengang var det halve), men for andre kan det være svært at nå op på så mange ord. På Enter Darkness’ Facebook-side fortæller forlægger Lars Grill Nielsen da også, at han kun har modtaget 11 bidrag til antologien og har valgt syv til udgivelse.

Udover min egen kommer antologien til at bestå af noveller af A. Silvestri, Savanna Pedersen, Susanne Thrane, Kasper Grandetoft, Morten Carlsen og Flemming Johansen. Kun tre af dem er på over 10.000 ord, og mit bidrag er med sine 12.500 ord den længste.

Titlen på antologien bliver Hvis jeg overlever natten, efter Savanne Pedersens novelle, og undertitlen er Fortællinger fra mørket, som bliver serietitlen fremover. Antologien skal efter planen udkomme senere på året og bliver forlagets første.

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller Etiket: , , ,