At skrive i en coronatid
En ulykke kommer sjældent alene. Netop som jeg var kommet i gang med at løbe igen, efter at jeg sidste år forstuvede min venstre fod under en løbetur ved Hald Hovedgaard, vrikkede jeg forleden om på selvsamme fod.
Til alt held lader skaden ikke til at være i samme kategori som sidst, men foden er stadig øm og lidt hævet, så jeg er tilbage til at sidde i min lejlighed, mens alle andre er begyndt at bevæge sig ud i samfundet igen.
Det burde jo være et drømmescenario for en forfatter, men som jeg både erfarede sidste år og nu igen i forbindelse med Covid-19, er det ikke helt så enkelt. Da Danmark lukkede ned i marts, faldt det sammen med, at jeg begyndte at have nogle forkølelsessymptomer. Min næse føltes stoppet, og jeg havde det som om, der sad noget sygdom i kroppen, men ifølge mit termometer havde jeg ikke feber.
Efter en måned med den tilstand slog det mig, at jeg nok havde høfeber, og det bekræftede en test hos lægen. Da jeg fik det at vide, var det som om, et stort åg blev løftet, og det havde en meget sigende følgevirkning: Jeg kom i gang med at skrive fiktion igen.
Lammet af corona
Forfatteren Steen Langstrup har på sin blog skrevet en række indlæg om udfordringerne ved livet som forfatter kaldet Drømmejobbets svære bagside. Indtil videre har han blandt andet været omkring økonomi, skriveblokering, præstationsangst og ensomhed, og det flugter fint med mine erfaringer om, at det kræver mentalt overskud at skrive.
Jeg oplevede det sidste år med min forstuvede fod, og det gentog sig i marts: Du kan have nok så megen tid for dig selv, men hvis dine tanker er optaget af alt muligt andet, er det svært at få skrevet så meget som et ord. Jeg kan se, at andre forfattere har haft den samme oplevelse i forbindelse med coronavirussen, hvor de har følt sig handlingslammet af hele situationen og er gået i stå rent kreativt.
Man skulle ellers tro, at især science fiction-forfattere og andre, der skriver i de fantastiske genrer, ville være i stand til at finde masser af inspiration i en verdensomspændende epidemi. Det er da heller ikke alle, som har ladet sig påvirke. For eksempel har Neil Clarke fra Clarkesworld Magazine fortalt, at han de seneste måneder har modtaget flere noveller fra helt nye navne end sædvanligt, og Byens Forlag har udgivet novellesamlingen Hvor du er, der indeholder ni noveller, som alle er skrevet under coronakrisen.
Ny novelle
Det var dog ikke kun mit forbedrede humør, der fik mig tilbage til tasterne. Vanen tro hjalp det også, at der var en deadline til en novellekonkurrence, jeg kunne arbejde hen imod. Jeg er netop blevet færdig med novellen (lidt over 11.000 ord), og deadline er først den 31. maj, så jeg er ude i bedre tid, end jeg plejer at være.
Dermed har jeg fået skrevet to noveller i år, og jeg har allerede den næste i tankerne, for Science Fiction Cirklen har indkaldt til en klimaantologi, hvor deadline er den 30. juni, så det kommer den næste måned til at gå med. Og så har jeg stadig en roman, jeg skal have gjort færdig …
Corona og fremtiden
Det bringer mig til noget, jeg også har tænkt over i den forbindelse. For hvad vil hele oplevelsen med Covid-19 betyde for skønlitteraturen fremover? Fantasy-genren og fortællinger, der udspiller sig i alternative virkeligheder, klarer let frisag, men enhver postcorona-beretning må nødvendigvis forholde sig til, at der har fundet en pandemi sted, der har påvirket folk verden over.
I mit eget tilfælde har jeg i første omgang løst det ved, at romanen og min nye novelle begge foregår før 2019. Men fremadrettet kan det blive som at skrive i blinde, når ingen ved, om social distancering og hyppig brug af håndsprit er kommet for at blive, eller hvor lang tid der går, før forsamlinger på flere tusinde mennesker kan tillades igen.
For science fiction-forfattere giver det også lidt af en hovedpine, især hvad angår nærfremtidshistorier. Nu skal man ikke kun have 11. september, klimaforandringer og sociale medier i baghovedet, men også at vi for alvor har været vidner til, hvilken effekt en pandemi har på verdenssamfundet. På den anden side har science fiction-forfattere altid skrevet ud fra deres samtid, og en mulig løsning er at placere ens fortælling så langt ude i fremtiden, at meget andet kan have nået at ændre sig.