Mit livs gys
Forfatteren Steen Langstrup havde i en årrække serien “Mit livs gys” på sin hjemmeside, hvor forskellige horrorfans fortalte om det værk, der havde skræmt dem mest, og i 2010 blev det min tur. I forbindelse med at siden fik et nyt design i 2015, gik serien til de evige digitale jagtmarker, men her er mit bidrag:
Alien – den 8. passager
Nej, ikke filmen, men tegneserien, for det var den, der blev min introduktion til Alien-universet.
Jeg var kun syv år, og selv i dag har jeg svært ved at sige, hvorfor jeg fiskede albummet op fra udsalgskassen i Obs! under den ugentlige indkøbstur i City 2 med mine forældre.
Alene forsiden burde have fortalt mig, at der var tale om en helt anden type tegneserie end Smølferne, Anders And, Lucky Luke, Asterix, og hvad jeg ellers læste på det tidspunkt.
Jeg anede intet om filmen, og der skulle gå yderligere et par år, før jeg overhovedet fandt ud af, hvad “alien” betyder på engelsk, og hvordan ordet skal udtales.
Men der var et rumskib på forsiden, og jeg var begyndt at udvikle en interesse for science fiction, så jeg betalte uden tøven den fyrstelige sum af 8 kroner og 85 øre for værket. Mine forældre havde ingen indvendinger. De har – gudskelov – aldrig stillet spørgsmålstegn ved alle de bloddryppende bøger, tegneserier og film, jeg har købt, men denne ene aften burde de måske have gjort det.
For da vi kom hjem, gik jeg op på mit værelse og satte mig til at læse min nye tegneserie. Da jeg var færdig, satte jeg den op på hylden. Der skulle gå fem år, før jeg overhovedet turde røre den igen.
Så hvad skete der? Uden at vide det havde jeg anskaffet mig en af de mest vellykkede tegneserieudgaver af en film, der nogensinde er lavet. Det var først langt senere, at jeg fandt ud af, at den slags normalt er et spekulationsprodukt, der sjældent lever op til forlægget og bør undgås på linie med computerspilsudgaver af film og filmudgaver af computerspil.
Noget af det, der trængte mest ind under huden på mig, var selvsagt H.R. Gigers design – i dette tilfælde fabelagtigt gengivet i Walther Simonsons streg. Når Gigers værker kan give voksne myrekryb, så skal der ikke den store fantasi til at forestille sig, hvilken effekt de har på en syv-årig.
Det var også her, at jeg for første gang oplevede, hvor effektivt tegneseriemediet kan være i forhold til andre medier. Henrik Harksen nævner i sit indlæg om samme værk, hvor imponeret han var over de “hoppende” bogstaver, der skal illustrere den mystiske transmission, som Nostromo opfanger.
Jeg kan supplere med filmens mest berømte scene, som Walter Simonson gengiver på forbilledlig vis – faktisk i sådan en grad, at det nok var hovedårsagen til, at jeg forsøgte at fortrænge alt om albummet i de efterfølgende år.
“Chestbuster-scenen” er skildret i en enkelt tegning, men den fylder til gengæld hele siden, og Simonson lader ganske effektfuldt den “nyfødte” alien fortsætte sin bevægelse ind på næste side.
Men det, der gav mig det største traume, var blodet – eller rettere mængden. I filmen er scenen i sig selv ganske chokerende og blodig, men det er småting i forhold til tegneserieudgaven, hvor der eksploderer en kaskade af blod ud af Kanes brystkasse. Og modsat filmen, hvor der hurtigt klippes væk, er øjeblikket fastfrosset i tegningen, så man kun har alt for god tid til at få alle detaljer med.
Jeg slugte det hele med en blanding af lige dele fascination og rædsel. Men i sidste ende var det alt for meget at kapere, og jeg besluttede, at jeg aldrig ville udsætte mig selv for noget lignende igen.
Og her kunne historien så være endt, hvis det ikke havde været for en af mine klassekammerater, som en dag gennemgik min tegneseriesamling og pludselig hev Alien – den 8. passager frem og spurgte, om han måtte låne den. Selvfølgelig, svarede jeg, og jeg vil gerne tro, at jeg prøvede at advare ham om, at det var en blodig sag, men på det tidspunkt var vi nået den alder, hvor den slags snarere var en anbefaling.
Næste dag i skolen var han helt oppe at køre over tegneserien, som ifølge ham var noget af det sejeste, han havde læst, så jeg besluttede mig for at give den en chance til.
Måske var det fordi, jeg var blevet ældre, men jeg syntes ikke, at Alien i den tegnede udgave var helt så slem, som jeg huskede den – bortset fra et punkt: chestbuster-scenen var faktisk endnu blodigere end i mine værste mareridt.
Men da jeg først havde overstået den forhindring, var det som om, at intet længere kunne holde mig tilbage, og jeg kastede mig over alt “Alien”-relateret med en glubende appetit. I en periode havde jeg endda en plakat med en alien hængende over min seng, nærmest som om for at demonstrere at det ikke længere var noget, som kunne skræmme mig.
I dag hører både Alien og Aliens til blandt mine absolutte yndlingsfilm, og sidstnævnte er suverænt den film, jeg har set flest gange (over 20). Desuden hænger den danske udgave af biografplakaten til Alien – den 8. passager i min stue. Alt sammen fordi jeg som syv-årig købte en tegneserie. Nogle gange kan der komme noget godt ud af at få varige mén af en skræmmende oplevelse.