Årets danske horrorudgivelse

dhs-logo.jpgDansk Horror Selskab har offentliggjort de nominerede til den første uddeling af Årets danske horrorudgivelse, og jeg er til min store glæde og stolthed delvist med på listen. “Delvist” fordi to af de fem nominerede er antologierne Velkommen til dybet og Dystre Danmark 2, som jeg har bidraget til.

Langt ude i skoven er en af de 14 noveller i forlaget Tellerups Velkommen til dybet, som Mathias Clasen udvalgte ud fra 148 indsendte noveller, mens Henrik Harksen fra forlaget H. Harksen Productions var så venlig at tage Blomstervanding med i Dystre Danmark 2, så et stort tillykke til de to redaktører.

I det hele taget dominerer novellerne nomineringslisten, for Nikolaj Højbergs anti-fascisme antologi Det sker igen er også indstillet sammen med Michael Kamps Moln – Jorden husker, der består af en række enkeltstående historier, som udgør en sammenhængende fortælling. Den eneste roman på listen er Steen Langstrups Alt det hun ville ønske hun ikke forstod. Det positive er, at jeg snildt kan komme i tanker om yderligere en håndfuld værker, der også kunne have været nomineret, så der har været nok at vælge imellem for juryen.

Årets danske horrorudgivelse uddeles i forbindelse med Krimimessen i Horsens på lørdag den 24. marts. Juryen består i øvrigt af prominente navne som Jakob Stegelmann fra Troldspejlet, filmforskeren Rikke Schubart, Janus Andersen fra Horrorsiden.dk og Jette Holst fra Gyseren.dk.

Læs hvad Gyseren.dk skriver om de nominerede.

Leave a Reply