Subterranean Online

submag.jpgMin serie om online magasiner lakker mod enden, og jeg har selvfølgelig gemt det bedste til sidst: Subterranean Online.

I forhold til de andre magasiner, jeg har nævnt undervejs, falder Subterranean Online en smule udenfor. Magasinet “udkommer” hvert kvartal, men siden opdateres løbende, så det er aldrig helt til at vide, hvornår der bliver lagt nyt materiale ud. Subterranean Online udgives af forlaget Subterranean Press, som blandt andet er blevet kendt for deres lækre (og dyre) specialudgaver af kendte værker inden for de fantastiske genrer (f.eks. har de en særudgave af Dan Simmons’ The Terror til 500$).

Men Subterranean Press hører også til blandt de forlag, der udgiver novellesamlinger med forfattere som Caitlin R. Kiernan og Bruce Sterling – noget de store forlag næsten er holdt op med. De går heller ikke af vejen for at udgive kortromaner. Et eksempel på dette er Ted Chiangs Hugo-vindende novella The Lifecycle of Software Objects, som optrådte i magasinets efterårs-udgave i 2010 og siden udkom i bogform på forlaget.

På deres hjemmeside gør Subterranean Press det klart, at de ikke tager imod uopfordrede manuskripter. Med andre ord: hvis de er interesseret i at udgive en forfatter, kontakter de vedkommende og ikke omvendt. Det samme gør sig gældende med Subterranean Online, som heller ikke er et magasin, man bare kan sende sine noveller ind til. Det betyder til gengæld, at kvaliteten som regel er uhørt høj, fordi det kun er forfattere med en vis erfaring, der bliver bragt. Så det er ikke her, man skal søge hen for at finde rå, uprøvede talenter, selv om det er muligt at støde på nogle af de nyere navne, efter at de har bevist deres værd.

Et andet særkende ved Subterranean Online er, at historierne som oftest er meget lange. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at de overskrider de 10.000 ord. Ulempen ved det er, at det ikke er altid, at jeg får læst dem, fordi det føles mere overkommeligt at kaste sig over et par korte noveller hos Strange Horizons eller Lightspeed Magazine. Omvendt plejer det at være anstrengelserne værd, og Subterranean Online er et af de få steder på nettet, hvor man kan læse kortromaner,  selv om det også forekommer hos Tor.com og Clarkesworld.

Der findes faktisk også en bladudgave, kaldet Subterranean Magazine, som udkommer en gang om året og har et helt andet indhold end Subterranean Online, men det har jeg aldrig læst. Her følger en række eksempler på indholdet i online-udgaven af Subterranean:

Hannu Rajaniemi: Elegy for a Young Elk (forår 2010) – Subterranean Online redigeres af William Schafer, men det hænder, at han gør brug af gæste-redaktører. Det skete for eksempel i forbindelse med forårs-udgaven i 2010, hvor en af mine favorit-redaktører, Jonathan Strahan, tog over. Det førte til et nummer fyldt med fremragende historier af blandt andre Maureen McHugh, Damien Broderick, Daryl Gregory, Tom Holt og Peter S. Beagle, men der var også denne spøjse sag af finske Hannu Rajaniemi, som snart skulle vække opmærksomhed med sin debutroman The Quantum Thief.

Rachel Swirsky: The Lady Who Plucked Red Flowers beneath the Queen’s Window (sommer 2010) – Ligesom Catherynne M. Valente og Yoon Ha Lee er Rachel Swirsky en forfatter, man støder ind i rimelig ofte, når man læser fantastisk litteratur på nettet. Udover Subterranean kan hendes noveller findes på blandt andet Tor.com, Fantasy Magazine og Beneath Ceaseless Skies. The Lady Who Plucked… har ikke kun en lang titel, men er også Swirskys længste historie til dato og indbragte hende en Nebula for bedste novella i 2010. Den var i øvrigt også nomineret til en Hugo, men tabte her til førnævnte The Lifecycle of Software Objects af Ted Chiang, så ja, 2010 var et stærkt år for Subterranean-folkene.

K. J. Parker: A Small Price to Pay for Birdsong (vinter 2011) – Jeg har tidligere fremhævet denne novelle, men den fortjener at blive nævnt igen, da jeg stadig synes, at den hører til blandt det bedste, jeg har læst i år. En fascinerende fortælling om rivaliserende kunstnere, der bedst kan beskrives som en fantasy-udgave af Amadeus.

Alaya Dawn Johnson: Their Changing Bodies (sommer 2011) – Subterranean helligede sin sommer-udgave til YA-fiktion (Young Adult, dvs. litteratur for unge). Heldigvis var de fleste af historierne så gode, at der også var noget at hente for de knapt så unge læsere. Blandt højdepunkterne var noveller fra Karen Joy Fowler og Kelly Link samt denne fra Alaya Dawn Johnson om en sommerlejr, hvor drengene bogstavelig talt viser sig at være monstre. Heldigvis er pigerne ikke helt hjælpeløse og forsvarer sig ved hjælp af deres tamponer og menstruationsblod. Efter at have læst denne novelle vil du også vide, hvad en ookie cookie er, og bagefter vil du ønske, at du ikke gjorde. Og ja, målgruppen er teenagere…

K. J. Parker: Cutting Edge Technology: The Life and Sad Times of the Western Sword (efterår 2011) – Subterranean bringer ikke kun fiktion, men også anmeldelser og artikler. Et eksempel er dette essay om sværdets historie skrevet af førnævnte Parker, som her deler ud af sin viden om våben. K. J. Parker er i sig selv en interessant forfatter, eftersom vedkommende skriver under pseudonym, og meget lidt vides om hende (hvis der da er tale om en kvinde). En lille flig løftes i dette  interview med K. J. Parker.

Dette er det sidste regulære indslag i serien om online magasiner, men jeg afslutter den med et indlæg, hvor jeg samler op på nogle af de ting, der er sket undervejs, og nævner yderligere et par hjemmesider, som er værd at kigge på.

Leave a Reply